Nerveblokade i ryggen

Nerveblokade anvendes til at afgøre om årsagtil smerten skyldes irritation af en nerve på etbestemt niveau i rygsøjlen.

Formål

Nerveblokade anvendes til at afgøre om årsag til smerten skyldes irritation af en nerve på et bestemt niveau i rygsøjlen. I nogle tilfælde kan der være en lindrende effekt af blokaden i længere tid. 

Forberedelse

Der er ikke nogen videre forberedelser forbundet med behandlingen. Det er for eksempel ikke nødvendigt at faste.  Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du dog gøre henvisende læge opmærksom på dette med henblik på eventuelt nogle dages pause op til behandlingen. 

Til gengæld må du gerne tage smertestillende medicin inden behandlingen, da det er meget nødvendigt, at du kan ligge helt stille!

Hvordan foregår behandlingen?

Du vil blive bedt om at lægge dig på maven. Der sprittes grundigt af på ryggen inden behandlingen, og der lægges lidt lokalbedøvelse i huden. 

Ved anlæggelse af selve blokaden, anvender lægen et røntgenapparat for at kunne lægge blokadenålen i nærheden af nerven.  Normalt tager hele proceduren ca. 20 minutter. Proceduren er normalt ikke særligt smertefuld og kan bedst sammenlignes med en vaccination. 

Glostrup hospital indgang

Efter blokaden

Efter blokaden vil du blive observeret enten i Led- og Bindevævssygdomme, Daghospital 10 eller Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, sengeafsnit  11/21. Du observeres indtil personalet vurderer at din gangfunktion er tilfredsstillende. Det er normalt, at benet kan føles svagt og ustabilt. Svagheden kan vare i op til 24 timer. Derfor er det også vigtigt, at der er en anden voksen person med, som kan støtte dig i timerne bagefter. 

Du må heller ikke føre bil efter at have fået anlagt blokaden - men du må naturligvis gerne være passager. 

Hvor længe holder blokaden?

Det kan ikke vides på forhånd, hvor længe blokaden holder. Det er typisk, at lindringen holder fra dage til flere måneder.  

Eventuelt

Hvis du har spørgsmål til behandlingen og eventuelt virkningen af denne, kan du kontakte henvisende afsnit. 

Hvis du oplever problemer med behandlingen, for eksempel infektion eller problemer med vandladning, kan du kontakte 1813.

Du kan være indkaldt til behandling enten på Røntgen og Skanning (indgang 3, 1. sal) eller Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, sengeafsnit  11/21 (indgang 3, 1. sal). 

Nedenstående kort viser dig vej. Dit mødested vil fremgå af det indkaldelsesbrev du har modtaget. 

Kort over Glostrup Hospital
Redaktør