Nefroureterektomi

Nefroureterektomi er fjernelse af en nyre og urinleder.

Hvad er nefroureterektomi?

Nefroureterektomi er fjernelse af en nyre og urinleder. 

Hvorfor fjerne nyren og urinlederen?

Nyren og urinlederen fjernes grundet svulst i nyrebækkenet eller svulst i urinlederen. Målet med behandlingen er helbredelse. 

Inden operationen 

Du skal møde på Afdeling for Urinvejskirurgi, klinik 2111 hverdagen før du skal opereres. Her vil du blive modtaget af en læge og sygeplejersken, som vil gennemgå operationsforløbet med dig og vil kunne besvare eventuelle spørgsmål. 

Under indlæggelsessamtalen, skal du:

  • have optaget journal og informeres nærmere om operationen 
  • have taget røntgenbillede af lungerne og eventuelt hjertekardiogram (EKG) 
  • have taget blodprøver
  • aflevere en urinprøve 
  • tale med narkoselægen, som vil gennemgå, hvordan du bliver bedøvet. 
  • have taget mål til støttestrømper, som du skal anvende under og efter operationen, for at stimulere kredsløbet, og mindske risikoen for en eventuel blodprop 
  • tale med den læge der skal operere dig.  
  • markeres med et kryds på maven, svarende til den nyre, der skal fjernes.  
  • have taget stilling til om du er indstillet på blodtransfusion, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, hvor mange dage før indgrebet, du skal holde pause. Hvis du får hjertemagnyl skal du holde pause i 3 dage. 

Overnatning

Du kan overnatte hjemme hos dig selv, og møde fastende på afdelingen på operationsdagen. Alternativt kan du aftale med personalet at du overnatter på afdelingen eller på patienthotellet, hvis dette passer dig bedre. Hvis du overnatter derhjemme, vil sygeplejersken instruere dig i forberedelserne til operationen aftenen inden og på selve operationsdagen.

Aftenen inden operationen 

Du skal tage en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Medicinen skal sprøjtes ind i underhuden enten på låret eller på maven. Du vil få medicinen med hjem i en færdigoptrukket sprøjte, hvis du overnatter hjemme. Du vil blive instrueret i hvordan du giver dig selv indsprøjtningen.  

Du skal fjerne hår på maven, med en elektrisk barbermaskine eller trimmer. Hvis du ikke har en derhjemme, kan du låne en på afdelingen. Det er vigtigt at der ikke er hår, der hvor du skal opereres. Du vil blive instrueret i hvor du skal fjerne hår. 

Faste og tørste

Du skal faste før operationen. For at mindske risikoen for opkastning under bedøvelsen, er det vigtigt at mavesækken er tom. Du skal faste 6 timer før operationen, det vil sige, at du ikke må spise fast føde eller spise/drikke mælkeprodukter i 6 timer inden bedøvelsen. Du må heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tyggegummi. 

Du må drikke klare væsker (vand, saft, the eller kaffe uden mælk) indtil 2 timer før operationen, og du kan med fordel drikke 1-2 glas saft 2 timer før operationen. 

Operationsdagen

Forberedelse hjemme

Inden du møder på hospitalet, skal du:

  • kl. 06 tage den smertestillende medicin, du har fået udleveret fra afdelingen. Du skal gerne indtage 2 glas sød saft i forbindelse med at du tager medicinen.  
  • tage brusebad hjemmefra, anvend vand og hudvenlig sæbe, således at huden fremstår ren – husk grundig rengøring af navleområdet. Hudcremer, makeup og neglelak skal undgås på operationsdagen. 
  • møde på sengeafsnittet kl. 06.30, med mindre andet er aftalt. 

Forberedelse på afdelingen, hvis du overnatter

  • Du vil blive vækket kl. cirka 6, hvor du skal tage den smertestillende medicin, som du får udleveret af sygeplejersken. Du skal gerne indtage 2 glas sød saft i forbindelse med, at du tager medicinen. 
  • Hvis du ikke har været i bad aftenen før, skal du gå i bad, anvend vand og hudvenlig sæbe, således at huden fremstår ren – husk grundig rengøring af navleområdet. Hudcremer, makeup og neglelak skal undgås på operationsdagen.  

Klargøring til operation (på afdelingen)

Personalet viser dig til rette i afdelingen 

Inden du bliver kørt til operation, skal du:

  • have identifikationsarmbånd på
  • tager rent operationstøj samt støttestrømper på. 
  • have målt temperatur, puls og blodtryk.  
  • vejes på afdelingens vægt 
  • have låst dine værdigenstande inde i skabet på stuen og aflevere nøglen til personalet. Du må ikke bære smykker eller ur under operationen. 

Du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese

På operationsstuen

Du bliver hentet af en portør og kørt til operation. På operationsstuen får du inden bedøvelsen lagt et drop. I denne gives bedøvende medicin og væske under indgrebet. 

Operationen varer ca. 2-3 timer. 

Efter operationen 

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du bliver, indtil du er helt vågen og velbefindende. 

Det er muligt at modtage besøg, men kun kort og efter aftale med personalet i opvågningsafsnittet. 

I forbindelse med operationen har du fået forskellige ”slanger” med hver deres funktion: 

  • Et perifert eller centralt venekateter (tynd plastikkanyle) i en blodåre i hånden eller halsen, hvor igennem du får væske. 
  • Et kateter (tyndt plastikrør) i urinrøret, hvor igennem urin fra blæren løber ud i en pose. 
  • Eventuelt et epiduralkateter (en tynd plastikslange) ind i ryggen, hvor igennem du får smertestillende medicin – dette fjernes to dage efter operationen. 
  • Eventuelt et dræn (tynd plasticslange) som ligger i maven/bughulen, hvor sekret kan løbe ud i en pose. 
  • En iltslange ved næsen til iltbehandling. 

Alle ”slangerne” fjernes efter lægelig vurdering under indlæggelsen, undtaget kateteret i urinrøret, som først fjernes efter udskrivelse. 

Endvidere har du en forbinding hen over operationssåret. 

Smerter 

Du får kontinuerlig smertebehandling de første dage efter operationen, enten gennem dit epiduralkateter i ryggen, eller som tabletter. Du vil nok kunne mærke, at du er blevet opereret, men det er væsentligt, at du er så godt smertedækket, at du kan komme ud af sengen samt hoste ordentligt. Det er vigtigt, du gør personalet opmærksom på, hvis smertebehandlingen ikke fungerer optimalt. 

Ved udskrivelsen vil sygeplejersken tale med dig om behov for smertestillende derhjemme. 

Ernæring 

Du må spise og drikke frit efter operationen. Du skal være opmærksom på, at din krop har brug for en proteinrig kost efter operationen. Proteiner findes især i: kød, fisk, mælkeprodukter, æg og nødder. Protein er vigtigt for kroppen, da det fremmer heling af væv og genopbygger muskler. 

Aktivitet 

Det er væsentligt at komme ud af sengen hurtigt efter operationen, gerne samme aften du er opereret. Personalet vil hjælpe dig de første gange.  

I den udstrækning du har behov for det, får du hjælp til at blive vasket. Du får hjælp til at passe alle ”slangerne” af personalet.  

Du vil være træt efter operationen, ofte i op til 6-8 uger, hvilket er helt normalt. Efter udskrivelsen skal du sørge for at få regelmæssig motion. Du bør undgå tunge løft (over 5 kg) og hårdt fysisk arbejde de første 6 uger efter operationen. 

Rygning og alkohol

Tobaksrygning må generelt frarådes, og du bør undlade at indtage alkohol 4 uger før operationen. Herved reducerer du risiko for komplikationer i forbindelse med operationen. Læs mere om rygning, alkohol og operationer i Sundhedsstyrelsens pjecer. 

Urinkateteret 

Kateteret i urinrøret skal du beholde i 3 dage efter operationen. 

Såret 

Operationssåret behøver ikke forbinding, medmindre såret væsker. Du kan få udleveret plastre fra afdelingen ved udskrivelsen, hvis du ønsker dette. Du kan tage brusebad efter operationen, også selvom trådene ikke er fjernet. Du skal ikke vaske direkte på operationssåret, men blot lade vand og sæbe løbe ned over huden. I området omkring dit operationssår, og senere ar, kan der forekomme nedsat følelse eller brændende fornemmelser i huden. Det bedres typisk indenfor det første ½ år. Operationsarret skal beskyttes mod direkte sollys og solarium minimum de først 6 måneder efter operationen, for at forebygge misfarvning af den nydannede hud. Anvend enten tøj eller solcreme/stift med høj faktor eller 4 lag brun Micropore (plaster). 

Udskrivelse 

Du kan forvente at være indlagt i cirka 3 dage efter operationen. 

Videre forløb 

Tråde eller clips skal fjernes hos egen læge 10 dage efter operationen. 
2-3 uger efter operationen skal du komme til svar på vævsprøverne taget ved operationen i ambulatoriet. Du vil modtage en tid via din e-Boks. 

Komplikationer 

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer, hyppigst blødning og infektion. Blødning under selve operationen vil kirurgerne behandle. Det kan blive nødvendigt at give blodtransfusion ved større blødning, hvilket du skal acceptere. Derudover kan man risikere skade på de organer, der ligger op til nyren. I praksis vil det især dreje sig om milten, hvis det er den venstre nyre som skal fjernes. Skader på andre organer vil man i reglen opdage og håndtere under operationen.

Redaktør