Når dit barn skal have øredræn

Information til forældre i forbindelse med operation og efterforløb.

Information til forældre i forbindelse med operation og efterforløb.

På operationsdagen

  • Dit barn skal faste, som aftalt med narkoselægen. Dit barn må gerne drikke vand og saftevand indtil 2 timer før operationen
  • Dit barn bør have været i bad og vasket hår inden
  • Medbring gerne en bamse, dukke eller andet, som dit barn er glad for.
  • Hvis dit barn skal lokalbedøves med Emla krem før narkoselægen lægger kanylen til bedøvelsesmidlet, skal det aftales med narkoselægen. Kremen sættes på begge barnets håndrygge ca. 1 time før operationen.
  • Før operationen får dit barn noget beroligende medicin af sygeplejersken, hvis dette på forhånd er aftalt med narkoselægen.
  • Én forælder må være hos barnet, indtil det er bedøvet.

Faste og bedøvelse

Du kan læse mere om bedøvelse i pjecerne:

  • ”Anæstesi/bedøvelse”
  • ”Skal du bedøves?”
  • ”Om fuld og lokal bedøvelse”

Operationen

Der kan være ventetid fra mødetidspunkt til operationstidspunkt. Operationen foregår i fuld bedøvelse og tager ca. 30 minutter.

Efter operationen

Når operationen er overstået, og dit barn er ved at vågne, må du igen være hos dit barn. Barnet bliver observeret på en opvågningsstue de første timer.

De fleste børn udskrives samme eftermiddag, med mindre dit barns tilstand gør det nødvendigt at overnatte.

Kosten efter operationen

Der er ingen kost restriktioner, og barnet må spise efter eget ønske.

Efterforløbet

Dit barn må ikke være alene det første døgn. Der kan komme blodigt sekret fra ørene. Det er sjældent, at der er direkte frisk blødning. Stopper blødningen ikke, skal I ringe til Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi. Let temperaturstigning kan forekomme. Ved vedvarende temperaturstigning bør I søge egen læge.

Barnet bør have kontrolleret øredrænene hos egen ørelæge efter 4 uger. Øredræn bliver som regel udstødt af sig selv og ligger i gennemsnit i trommehinden i 8 måneder, inden det udstødes, men kan udstødes før eller senere.

Børn med øredræn må gerne bade, også i svømmehal og havvand. Enkelte børn frarådes dette efter lægeligt skøn.

Smerter

Efter operationen kan dit barn have øresmerter. Derfor skal dit barn have smertestillende medicin det første døgn. I bør have Paracetamol stikpiller (håndkøb) indkøbt inden operationsdagen. Anbefalet dosis til dit barn:

___________________________________________

___________________________________________

Restitution

Dit barn skal være hjemme fra vuggestue/børnehavne såfremt at der er feber eller smerter. Hvis I har brug for dokumentation for indlæggelsen, kan dette udleveres inden udskrivelsen.

Afbud

Hvis I ikke ønsker at benytte operationstilbuddet, bedes I meddele os det hurtigst muligt.

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte det afsnit, hvor dit barn skal indlægges/har været indlagt.

Redaktør