Når dit barn skal have foretaget næse-bihuleoperation

Information til forældre, om hvad der skal ske i forbindelse med jeres barns bihuleoperation.

Information til forældre, om hvad der skal ske i forbindelse med Jeres barns bihuleoperation.

Hvorfor operation af bihulerne?

For at bedre afløbet fra bihulerne eller for at skabe mere plads, så man opnår bedre udnyttelse af behandling med næsespray.

På Operationsdagen

  • Dit barn skal faste, som aftalt med anæstesilægen.
  • Dit barn må gerne drikke vand og saftevand indtil 1 timer før mødetiden
  • Dit barn bør have været i bad og vasket hår inden operationen
  • Medbring gerne en bamse, dukke eller andet underholdning, som dit barn er glad for
  • Den lokalbedøvende creme, I er blevet bedt om at købe, skal sættes på barnets håndrygge ca. 1 time før operationen.
  • Begge forældre må være hos barnet, indtil det er bedøvet.

Faste og bedøvelse

Du kan læse mere om faste og bedøvelse i pjecerne:

  • Anæstesi og bedøvelse
  • Skal du bedøves?

Operationen

Der er ventetid fra mødetidspunkt til operationstidspunkt.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Bihuleoperation er en kikkertoperation igennem næseborene, der varer mellem 1 til 2 timer. Ofte afsluttes operationen med anlæggelse af selvopløseligt materiale, i begge næsebor for at forhindre blødning.

Efter operationen

Når operationen er overstået, og dit barn er ved at vågne, må du igen være hos dit barn. Barnet bliver observeret på opvågningsstue den første tid, hvorefter han/hun kommer tilbage til sengeafsnittet.

Afhængig af barnets alder og operationstypen afgøres det, om barnet kan udskrives samme dag eller har behov for en overnatning på hospitalet.

Kosten efter operation

Dit barn må spise, hvad det har lyst til. Der er ingen restriktioner.

Smerter

Efter operationen kan dit barn have ondt. Derfor skal dit barn have smertestillende medicin. I bør have Paracetamol (tablet eller mikstur) indkøbt inden operationsdagen. I får information om smertestillende behandling, dosering og varighed ved udskrivelsen.

Næsespray

Ofte vil barnet få ordineret næsespray, der skal starte lige efter operationen. Dette vil sygeplejersken eller lægen oplære Jer i inden udskrivelsen. Læs vejledningen herom.

Komplikationer

Der kan forekomme sivblødning fra næsen efter operationen, hvilket er helt normalt. Det indlagte selvopløselige materiale i næse og bihuler kan gøre det sværere at trække vejret gennem næsen. Det er derfor en god ide at sove med hovedet højt

Efter operationen kan barnet have generende skorper i næsen. Barnet bør ikke pudse eller pille næse, da der kan komme næseblødning. Vi anbefaler i stedet, at barnet skyller næsen med saltvand min. 3 - 4 gange dagligt fra dagen efter operationen. Læs vejledning herom.

Restitution

I får en tid til kontrol i vores afdeling efter 1-3 uger. Ved denne kontrol bliver barnet kigget i næsen, og skorper i næsen kan fjernes ved behov. Vi anbefaler 7 dage hjemme fra institution/skole, og dit barn skal undgå voldsom leg og fysisk anstrengelse i 10 dage.

Afbud

Hvis i bliver forhindrede i at møde til den aftalte tid, bedes I meddele det hurtigst muligt. 

Redaktør