Gå til hovedindhold

Muskelknuder i livmoderen - Hjemme igen efter fjernelse ved en åben operation (myomectomi, bikinisnit)

Forholdsregler i forhold til bl.a. smerter, hygiejne og bevægelse efter operationen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i et sår. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os (Akutmodtagelse 5032), hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader, uden at der er anden grund til det.

Hvis det sker efter de første 14 dage, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Tag smertestillende medicin

Du skal tage smertestillende medicin fast de første 4 dage efter operationen. Følg de anvisninger, du har fået ved udskrivelsen.

Forvent nedsat appetit og træthed

Det er almindeligt at have nedsat appetit og være mere træt end normalt i 2-3 måneder efter en operation. Det skyldes, at din krop reagerer med at være i en stresstilstand, når den har været udsat for en operation.

Undgå forstoppelse

Når du er blevet opereret i maven, kan du have svært ved at komme af med luft og afføring. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke meget væske. Drik mindst 1½ liter væske om dagen. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig.
Vi anbefaler, at du tager medicin, der gør din afføring blød. Du kan købe Magnesia i håndkøb på apoteket.

Du kan få føleforstyrrelser og blå mærker omkring arret

Det er normalt, at huden omkring arret er følelsesløs eller meget sart. Det skyldes, at nogle små nerver er blevet skåret over under operationen. I de fleste tilfælde forsvinder føleforstyrrelserne i løbet af nogle måneder. Du kan også have blå, ømme mærker rundt om arret. De går som regel væk efter de første uger.

Pleje og hygiejne

Fjern plasteret

Du skal fjerne plasteret efter 24 timer, hvis det ikke er blevet fjernet under indlæggelsen.

Trådene opløser sig selv

Såret er syet med tråd, der langsomt opløser sig selv. Tråden skal derfor ikke fjernes af en læge.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, selvom du har plaster på, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil såret er helet, da det øger risikoen for infektioner.

Brug prævention

Du må ikke blive gravid de første 3-6 måneder efter operationen, som aftalt med lægen. Du skal derfor bruge prævention.

Bevægelse og hvile

Hold dig i gang

Det er normalt, at du er træt og har mindre overskud. Det er vigtigt, at du alligevel bevæger dig, så meget som din krop kan holde til, for at undgå blodpropper og svækkede muskler. Prøv så vidt muligt kun at ligge i sengen, når du sover eller hviler dig.

Undgå hård fysisk aktivitet og tunge løft

Du kan dyrke motion som gang og cykling 1 uge efter operationen. Du skal dog undgå tunge løft over 10 kg de første 2 uger og hård fysisk aktivitet som kontaktsport, tennis, badminton og lignende de første 4-5 uger.

Praktiske forhold

Sygemelding

Vi anbefaler 2-3 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden