Multiple Breath Nitrogen Washout (”Slap-af-maskinen”)

En Multiple Breath Nitrogen Washout undersøgelse foregår i ”Slap-af-maskinen”. Undersøgelsen måler lungernes evne til at udskifte luft, og hvor længe man er om at udskifte luften.

Multiple Breath Nitrogen Washout
(”Slap-af-maskinen”)

Information til børn, unge og forældre om undersøgelsen

En Multiple Breath Nitrogen Washout undersøgelse (MBW) foregår i ”Slap-af-maskinen”. Undersøgelsen måler lungernes evne til at udskifte luft - altså hvor godt lungerne bliver ventileret, og hvor længe man er om at udskifte luften. En MBW udføres på patienter fra de er 3 år.

Denne folder er både til dig, der er forælder og til dig, der er barn eller ung, og skal undersøges i slap-af-maskinen.

Sådan fungerer slap-af-maskinen

I slap-af-maskinen skal du sidde og trække vejret,helt normalt gennem en maske (3-6 år) eller et mundstykke (6 år<). Du kan vælge at se film på DR1’s hjemmeside. Du er også velkommen til at medbringe en ipad eller lign. Vælg gerne film, som du ikke kommer til at grine af. Hvis du ikke er så gammel, kan det være en god ide at sidde hos mor eller far. Hver måling tager 3-8 min., og
vi laver mindst 3 målinger. Der er altid en lille pause på 2-4 min. mellem hver måling, hvor du skal ud og gå en lille tur.

Se en film om undersøgelsen

Vi har lavet en lille film til dig, så du ved, hvad der skal ske, når du kommer ind og skal prøve slap-af-maskinen. Se den på www.dblc.dk og klik på ”film til børn om undersøgelser”, eller se den på Youtube ved at søge på ”slap-af-maskinen”.

Værd at vide om undersøgelsen

I forbindelse med undersøgelsen, skal I være opmærksomme på, at:

  • Undersøgelsen varer i alt ca. 45 min.
  • Alle børn og unge skal vejes og måles, inden de er klar til at puste i slap-af-maskinen.
  • Undersøgelsen skal udføres på dage hvor du ikke er meget forkølet og hoster. Hvis du bliver syg, bedes du ringe og melde afbud.
  • Rigshospitalet er et undervisningshospital, og der vil derfor indimellem være studerende til stede under undersøgelsen eller andet personale under oplæring.

Ubehag eller bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

I får svar på undersøgelsen på én af følgende måder:

  • Til lægekonsultation i klinikken umiddelbart efter
  • Hvis en anden afdeling har bestilt undersøgelsen, får I svaret i forbindelse med jeres næste besøg der.

Ændring af tid eller aflysning

Hvis I bliver forhindret i at komme, bedes I ringe til os på telefon 35 45 48 02, hurtigst muligt, så vi kan give tiden til en anden, og så vi kan aftale en ny tid.

Læs mere på Børn og Unge med Lungesygdomme, klinik 5003s hjemmeside.

Redaktør