Gå til hovedindhold

Mobiliserende Cyclofosfamid - behandling med

Behandlingen med mobiliserende Cyclofosfamid gives typisk kun én gang, for at mobilisere stamceller fra knoglemarven, så de kan høstes fra blodbanen.

Denne vejledning skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling mobiliserende Cyclofosfamid, og hvordan behandlingen kan påvirke dig. Denne viden kan forberede dig på forløbet og de bivirkninger, der kan opstå.

Behandlingens indhold

Behandlingen varer 24 timer og består af ét enkelt stof, Cyclofosfamid. Derudover får du væskebehandling. For at forebygge bivirkninger til behandlingen, får du forskellige former for understøttende behandling.

Kemoterapi

Kemoterapi er cellegifte, som primært rammer og ødelægger celler, der deler sig hurtigt. Stofferne virker ved at beskadige cellers arveanlæg (DNA) og forhindrer dermed celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, eller som ikke kan reparere skadet DNA, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika.

Behandlingsforløbet

Behandlingen med mobiliserende Cyclofosfamid gives typisk kun én gang, for at mobilisere dine stamceller fra knoglemarven, så de kan høstes fra blodbanen.

Sådan får du behandlingen

Behandlingen med mobiliserende Cyclofosfamid bliver almindeligvis givet ambulant. Behandlingen varer i alt 24 timer, hvoraf de første 6 timer foregår på afdelingen, resten af væskebehandlingen kan du få derhjemme via en bærbar infusionspumpe.

Du skal inden behandlingen have taget blodprøver enten 1-2 dage forinden og tale med en læge, der bestiller behandlingen.

  • Når du ankommer til afdelingen, får du udleveret kvalmestillende medicin og dexametason tabletter, samt vanddrivende medicin. Du skal have lagt et perifert venekateter, hvis ikke du har et centralt venekateter, og starte med væskebehandling, der består af saltvand de første 3 timer.
  • Herefter får du Cyclofosfamid over 1 time. Forud for behandlingen med Cyclofosfamid får du en indsprøjtning med Uromitexan, der skal beskytte din blæreslimhinde, så den ikke bløder. 
  • Efter kemoterapien får du yderligere 1 liter væske i afdelingen, inden du bliver koblet til den bærbare infusionspumpe, der skal sikre, at du de næste 18 timer får væske, som er en blanding af saltvand og sukkervand, hvori der er blandet Uromitexan, der fortsat skal beskytte din blæreslimhinde. 
  • Herefter kan du gå hjem med infusionspumpen, hvis din tilstand tillader det. 
  • Du får tabletter med hjem, som du skal tage som anvist. Du skal også veje dig morgen og aften, for at holde øje med, om du kommer af med al væsken igen. Hvis du tager mere end 2 kg på, skal du tage ekstra vanddrivende tabletter.

Understøttende behandling

For at forebygge bivirkninger ved behandlingen, får du forskellige former for understøttende medicin.

Dexametason (Binyrebarkhormon)

Får du under behandlingen som en del af den kvalmestillende behandling. Binyrebarkhormon kan give en række bivirkninger såsom rastløshed, humørforandringer, søvnløshed, svedtendens, væskeophobning og stigning i blodsukker.

Kvalmestillende

Du får forebyggende medicin mod kvalme i forbindelse med kemoterapien. Du vil ofte få en kombination af flere slags kvalmestillende tabletter. De virker på hver deres måde, og det er derfor vigtigt, at du tager dem som anvist. Vær opmærksom på, at meget af den kvalmestillende medicin kan give forstoppelse og hovedpine. Sig det til personalet, hvis du alligevel oplever kvalme eller bivirkninger til medicinen.  

Vanddrivende

I forbindelse med væskebehandlingen kan du ophobe væske i kroppen. Derfor får du vanddrivende medicin. Du kan få behov for at tage ekstra vanddrivende udover det allerede planlagte.

Kalium

Du får tilskud af kalium, som er et vigtigt mineral, under din behandling, Det er nødvendigt pga. væskebehandlingen og behandlingen med vanddrivende medicin.

Injektion med vækstfaktor (filgrastim)

Vækstfaktor stimulerer knoglemarven til at frigive stamceller til blodbanen, så vi kan høste knoglemarvens stamceller fra blodet. Du skal starte med vækstfaktor 7 dage efter kemobehandlingen, og du skal altid som minimum have 2 sprøjter om dagen. Vækstfaktor bliver givet som en indsprøjtning i huden, fx i maveskindet eller på låret, og bliver givet daglig indtil du er færdig med at få høstet stamceller. Du eller din pårørende kan selv lære at tage den, ellers arrangerer afdelingen, at en hjemmesygeplejerske giver dig den. Vækstfaktor kan give dig influenzalignende gener, såsom muskel- og ledsmerter, let forhøjet temperatur, og der kan komme reaktion fra indstiksstedet. Vi anbefaler at tage indsprøjtningerne om aftenen. Se desuden pjecen ”Værd at vide om vækstfaktor”. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med en anden vækstfaktor (Mozobile). I så fald vil lægen informere dig om særlige bivirkninger til denne behandling.

Bivirkninger og komplikationer til behandlingen

Bivirkninger er ikke tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin, mens andre er uundgåelige. Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på disse.

I dit behandlingsforløb kan der tilstøde komplikationer, fx infektioner, som kan være alvorlige og livstruende. Endvidere kan der opstå senfølger, som er bivirkninger, der viser sig efter behandlingen er afsluttet, eventuelt flere år efter.

Generelle bivirkninger

De generelle bivirkninger til medicinsk kræftbehandling og dermed også til behandling med mobiliserende Cyclofosfamid omfatter:

  • kvalme, opkastning og nedsat appetit
  • påvirkning af knoglemarvens funktion med risiko for infektioner og behov for transfusioner af blod og/eller blodplader
  • hårtab
  • forandringer af hud og negle
  • mundgener
  • træthed

Disse bivirkninger kan du læse om i pjecen ”Medicinsk kræftbehandling”.

I pjecen kan du også læse om senfølger til kræftbehandling, som kan omfatte både fysiske og psykiske senfølger. Mulige senfølger omfatter:

  • Nedsat evne til at få børn
  • Øget risiko for anden kræftsygdom
  • Risiko for angst og depression

Du kan også selv opsøge information om medicinen på internettet, fx på: www.indlaegsseddel.dk eller www.medicin.dk.

Bivirkninger Cyclofosfamid

Påvirkning af blæreslimhinden kan i sjældne tilfælde medføre blod i urinen. Dette forebygges ved indgift af Uromitexan. Skulle der alligevel komme synligt blod i urinen, skal du kontakte afdelingen, så dosis af Uromitexan kan øges. Cyclofosfamid kan også give let temperaturforhøjelse og ved indgiften kan man opleve kildren/snurren i næsen, ligesom når man skal nyse.

De fleste oplever træthed pga. hyppige toiletbesøg, da der bliver givet meget væske med behandlingen.

Kontakt

Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen.

Kontakt altid afdelingen ved:

  • Temperaturstigning over 38,3 OC eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 OC (målingerne foretages med 1 times interval) eller hvis du er alment påvirket
  • Blødninger, som ikke standser af sig selv
  • Stærke smerter
  • Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
  • Åndenød eller stakåndethed
  • Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
  • Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
  • Udslæt
  • Forstoppelse gennem flere dage
  • Diarré som varer mere end 1–2 dage
  • Opkastninger som varer i mere end 1–2 dage
  • Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
  • Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin fx på grund af kvalme

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden