Gå til hovedindhold

Medfødt misdannelse misdannelse af penis og urinrør (hypospadi) - Operation

Information om operation for misdannelse af penis og urinrør (hypospadi), forberedelse, og hvad der skal ske efter operationen.

Kort om operationen

Dit barn skal opereres for en medfødt misdannelse af penis og urinrør. Det kaldes også for hypospadi. Misdannelsen kan have betydning for krumning af penis, placering af urinrøret samt dannelsen af hud på penis og pung. Ved en operation retter vi en eventuel krumning og sørger for en mere optimal placering af urinrøret.

Operationen foregår i fuld bedøvelse.
De fleste børn bliver udskrevet samme dag eller 1-2 dage efter operationen.

Vigtig forberedelse

I bliver indkaldt til forberedelsessamtale med sygeplejerske, kirurg og anæstesilæge

Inden operationen skal I komme til en samtale med en sygeplejerske og kirurg. De fortæller om barnets forløb og selve operationen. Dit barn bliver også vejet. Bagefter fortæller anæstesilægen om bedøvelse og eventuelt behov for beroligende medicin.

Ring til os dagen inden operationen for at få mødetidspunkt

Du skal ringe til os dagen før barnets operation mellem kl. 13.00-15.00 og få at vide, hvornår I skal møde på operationsdagen. Se telefonnummer under kontaktoplysningerne. Her aftaler vi også de nøjagtige tidspunkter for faste og påføring af lokalbedøvende creme eller plaster.

Køb smertestillende medicin på forhånd

Vi anbefaler, at I køber smertestillende medicin inden operationen, så I har det, når I kommer hjem. Det kan fx være paracetamol, som I kan få i håndkøb. På apoteket kan I også købe paracetamol i mindre doser, som stikpiller og som flydende mikstur. Hvis dit barn har brug for ekstra behandling af sine smerter, får I en recept på smertestillende medicin til tiden efter operationen.

Mød fastende

Dit barn skal faste inden operationen. Mavesækken skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens barnet er bedøvet. Det betyder:

  • Dit barn må spise og drikke normalt indtil 6 timer før det aftalte tidspunkt. Derefter skal dit barn stoppe med at spise. Dit barn må heller ikke drikke mælkeprodukter eller juice med frugtkød. Du må dog give modermælkserstatning indtil 4 timer før det aftalte tidspunkt eller amme dit barn indtil 3 timer før det aftalte tidspunkt.
  • Dit barn bør drikke klare væsker indtil 1 time før det aftalte tidspunkt. Det kan fx være vand, saft eller juice uden frugtkød. Vi anbefaler, at dit barn som det sidste drikker saft med sukker 1 time før det aftalte tidspunkt. Det modvirker kvalme.

Møder dit barn ikke fastende, kan vi være nødt til at udskyde den planlagte operation.

Gå i bad hjemmefra

Dit barn skal bades, have vasket hår og have rent tøj på, før I møder på hospitalet. Det kan være aftenen inden eller på dagen for operationen.

Dit barn skal have udrenset tarmen

Dit barn skal have udrenset tarmen, inden I møder på afsnittet. For at udrense tarmen skal barnet have et lavement om morgenen på operationsdagen. Et lavement er et afføringsmiddel i en tube og gives for at tømme tarmen ordentligt, så barnet ikke har afføring de første dage efter operationen. Spidsen af tuben føres ind i endetarmen, hvorefter tuben tømmes for væske ved at trykke på den. Hold trykket på tuben, når den tages ud af endetarmen.

Du skal selv købe lavementet på apoteket.

Brug lokalbedøvende creme eller plaster

Barnet skal have lokalbedøvende creme eller plaster på begge håndrygge, hvor vi lægger droppet til bedøvelsen. Cremen og plasteret gør, at barnet mærker anlæggelsen af droppet mindre. Du skal selv købe cremen eller plasteret på apoteket.

Hvis dit barn er 0-2 år, anbefaler vi cremen.

Hvis dit barn er 3 år eller ældre, kan I bruge plaster eller creme.

Sørg for, at plasteret eller cremen sidder godt fast hen over en synlig blodåre. Cremen holdes på plads med husholdningsfilm i stedet for det plaster, der følger med, da det er mere skånsomt.

Læs i indlægssedlen hvilken dosis, dit barn skal have.

Medbring sut, tøjdyr eller lignende

Barnet må gerne medbringe sut, tøjdyr eller lignende til hospitalet. Det kan give barnet tryghed.

På hospitalet

Ankomst

Når I ankommer til afsnittet, vil I blive modtaget af en sygeplejerske.

Dit barn skal have målt puls og blodtryk

Når I ankommer på afsnittet, måler vi blandt andet barnets puls og blodtryk. Barnet får også hospitalstøj på og et armbånd med navn og CPR-nummer.

Beroligende medicin

Hvis vi har aftalt det, kan vi give dit barn beroligende medicin, inden barnet bliver kørt til operationsgangen. Medicinen får dit barn til at slappe af. Efter den beroligende medicin er givet, skal barnet blive liggende i sengen.

Barnet bliver bedøvet

Du følger dit barn ned på operationsstuen og må gerne være til stede, indtil barnet er bedøvet.

På operationsstuen møder I operationsteamet, der kontrollerer barnets navn, CPR-nummer og hvilken operation eller undersøgelse, der er planlagt. Barnet får lagt et drop med medicin og falder i søvn efter få sekunder. Vi kan også give bedøvelse, ved at barnet indånder sovemiddel gennem en maske, så det falder i søvn efter 1-2 minutter. Vi har sammen med jer vurderet hvilken form for bedøvelse, der er bedst for dit barn. Alle børn, der gennemgår en operation, får smertestillende medicin under bedøvelsen. Når dit barn sover, bliver du fulgt ud af operationsstuen, og du bliver kontaktet igen, når dit barn er på opvågningsafsnittet.

Det er forskelligt, hvor længe operationen varer.

Barnet får eventuelt lagt et kateter

Under operationen får dit barn eventuelt lagt et kateter i blæren, så urinen kan løbe ned i en pose eller ud i barnets ble. Blærekateteret er en tynd slange, der føres ind i blæren gennem urinrøret eller maveskindet. Kirurgen vurderer under operationen, hvilket kateter dit barn skal have. Hvis dit barn får lagt et kateter, får du en vejledning i, hvordan du plejer og passer kateteret efter operationen.

Indtil kateteret skal fjernes, skal dit barn behandles med antibiotika for at forebygge betændelse. Du får en recept med, så du kan købe medicinen på apoteket.

Opvågning

Efter operationen, kører vi barnet til et opvågningsafsnit. Du får besked, så du kan være der, når barnet vågner efter cirka 1-2 timer. De fleste børn vågner stille og roligt op, men nogle børn kan være urolige og forvirrede. Det er bedst at lade barnet vågne i sit eget tempo.

Barnet må spise og drikke efter operationen

Når barnet er vågnet, må det spise og drikke igen. Hvis dit barn får sutteflaske, skal du tage flaske og måltider med hjemmefra.

Barnet skal have smertestillende medicin

Efter operationen fortæller vi dig, hvilken form for smertestillende medicin du skal give barnet og hvor længe. I nogle tilfælde laver vi en recept, så I kan hente medicinen på apoteket.

Forbinding og tråde

Hvis barnet har fået en forbinding på, fjerner vi den som regel dagen efter operationen eller eventuelt i forbindelse med fjernelse af blærekateter. Såret er oftest syet med tråde, der opløser sig selv efter cirka 14 dage.

Dobbeltble

Hvis dit barn bruger ble, skal det ofte have to bleer på efter operationen. Den yderste ble, hvor urinen fra kateteret løber ud, og den inderste ble til afføring. Det er for at undgå bakterier fra afføringen i kateteret. Vi viser dig, hvordan du laver en dobbeltble.

I bliver udskrevet

Inden I tager hjem, taler I med kirurgen om operationen, og sygeplejersken fortæller jer om smertelindring, pleje og pasning af kateter og andre eventuelle forholdsregler.

Når barnet er klar til det, kan I tage hjem.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når barnet er hjemme igen.

Det skal du være opmærksom på

Kontakt os, hvis barnet får feber eller problemer med at tisse

De første 24 timer efter operationen skal du kontakte os, hvis du er utryg ved dit barns tilstand eller hvis barnet får:

  • feber over 38,5 grader
  • problemer med at tisse

Hvis det sker efter 24 timer, skal du kontakte barnets egen læge. Uden for barnets egen læges åbningstid, skal du kontakte Akuttelefonen 1813 (borgere i Region Hovedstaden) eller lægevagten i den region, hvor I bor.

Har dit barn blærekateter, skal du kontakte os ved ovenstående frem til kateteret fjernes.

Barnet kan få bivirkninger

Det er meget sikkert at blive bedøvet. Alvorlige bivirkninger er uhyre sjældne. Mindre bivirkninger ses oftere, men de forsvinder hurtigt af sig selv eller kan behandles. En bivirkning ved bedøvelsen kan være kvalme.

Barnet kan få misfarvning af huden og hævelse ved såret

Det er normalt, at barnet får misfarvninger, hævelse og ømhed omkring kønsdelene. Det forsvinder som regel efter nogle uger. Det er en god idé at lægge penis og pungen opad mod maven for at mindske hævelsen. Hold penis og pungen opad ved at lægge et bind eller en skumklud mellem penis/pungen og bleen. Hvis dit barn ikke bruger ble, kan der bruges stramme underbukser til at holde penis og pungen opad.

Hold såret fugtigt

For at holde såret fugtigt skal du 2 gange dagligt smøre barnets sår med en salve, svarende til en fingerspids. Du skal smøre, indtil tuben er tom. Vi viser dig, hvordan du skal bruge salven, inden I tager hjem.
Du må ikke vaske såret eller området omkring såret

Tag kun brusebad

Du må gerne give dit barn brusebad 24 timer efter operationen. Dit barn må ikke gå i karbad, bade i havet eller svømmehal 14 dage efter operationen, da det øger risikoen for betændelse, og for at trådene bliver opløst for tidligt.

Bevægelse og hvile

Undgå vilde lege

Dit barn må gerne bevæge sig frit rundt og lege, men undgå vilde lege med dit barn de første 14 dage efter operationen, som fx svingture i armene og hoppeture. Dit barn må heller ikke bruge legecykler, hoppe på trampolin eller rutsje på rutsjebane.

Praktiske oplysninger

Du kan få et indlæggelsesbevis

Du kan få udleveret et indlæggelsesbevis på afdelingen i forbindelse med dit barns indlæggelse, hvis du har brug for det.

Fjernelse af eventuelt blærekateter

Hvis dit barn har fået lagt et kateter, skal det fjernes 7-10 dage efter operationen. Inden I tager hjem, aftaler vi, hvornår barnet skal have fjernet blærekateter.

Kom til kontrol

I skal komme til kontrol 3 måneder efter operationen, hvor en kirurg vurderer, om sårene heler ordentligt. Vi aftaler med dig, hvornår I skal komme til kontrol igen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden