Gå til hovedindhold

Medfødt aflukning til næsesvælget (choanal atresi)

Information om medfødt aflukning til næsesvælget, også kaldet Choanal Atresi.

Hvad er choanal atresi?

Choanal atresi er en sjælden medfødt misdannelse, hvor åbningen fra næsehulen til svælget ikke er dannet, og derfor kan give vejrtrækningsbesvær.

Der findes to former for choanal atresi. Den kan være tosidet, hvor begge sider af næsen er lukket eller ensidet, hvor kun den ene side er lukket. Når kun den ene side af næsen er lukket, udviser spædbarnet ikke mange symptomer, og misdannelsen bliver måske først opdaget senere i livet.

Illustration af barns øvre luftveje, hvor der ses tillukning imellem næsehule og svælg (markeret med rød streg, hvor pilen peger)

Når begge sider af næsen er blokeret, har spædbarnet ofte besvær med at trække vejret og misdannelsen opdages ofte kort efter fødslen. Choanal atresi giver vejrtrækningsproblemer, da spædbørn ikke kan trække vejret ordentligt gennem munden de første par måneder.

Choanal atresi er en sjælden misdannelse, der ses hos omkring én ud af hver 10.000 fødsler. Det er lidt mere almindeligt blandt piger end drenge. Misdannelsen kan forekomme alene eller sammen med andre misdannelser hos barnet for eksempel CHARGE syndrom eller Treacher Collins syndrom. Der er ingen kendt specifik årsag til at choanal atresi opstår.

Hvordan påvirker choanal atresi dit barn?

Hvis dit barn har choanal atresi vil symptomerne afhænge af, om det kun er den ene side eller begge sider, der er lukkede.  Børn med ensidig choanal atresi kan have en snorkende vejrtrækning der forværres ved forkølelser, hvor også det raske næsebor lukkes. Barnet kan have besvær med at die, når den raske side af næsen ligger ned mod brystet. De har også vedvarende løbenæse fra den lukkede side af næsen.

Til venstre ses en normal scanning af ansigt og næse. Til højre ses scanning med tillukning af næsen.

Hos børn hvor begge sider af næsen er lukket vil barnet have vejrtrækningsbesvær, spisevanskeligheder og løbenæse. Hos spædbørn med spisevanskeligheder tager barnet ikke ordentlig på i vægt, og er ikke i trivsel. Der vil derfor være behov for opfølgning hos sundhedsplejerske, egen læge eller børnelæge.  

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Choanal atresi diagnosticeres ud fra barnets sygehistorie og en lægeundersøgelse. Efter fødslen har mange spædbørn behov for at blive suget i næse og svælg, hvor det bliver opdaget at der er lukket fra næsen til svælget. En øre-næsehalslæge kan undersøge forholdene i de øvre luftveje med en kort kikkertundersøgelse gennem næsen for at se, om der er passage fra næsen til svælget eller ej. Dit barn er vågent under denne undersøgelse. Hvis der er begrundet mistanke om choanal atresi vil dit barn ofte også få lavet en undersøgelse med en CT-scanning af ansigtet.

Hvis der er mistanke om, at barnet har andre sygdomme, kan der være behov for andre undersøgelser. Disse undersøgelser vil oftest foretages af børnelægerne.

Hvordan behandles Choanal atresi?

Behandlingen afhænger af hvor meget misdannelsen påvirker dit barns vejrtrækning og spisning, samt hvilke andre sygdomme barnet har.

Hvis barnet trækker vejret fint igennem ét næsebor, ikke har nogen spiseproblemer og i øvrigt trives, vil man vente med at operere barnet til det kommer i skolealderen.

Børn med choanal atresi vil være generet af løbenæse, det vil komme snot ud af næsen fra den side, der er lukket og det kan med tiden dermed også blive socialt generende. Næseskylning med saltvand kan hjælpe til at holde næsen ren og fri for sekreter.

Hvis begge sider af næsen er lukket, kræver det altid en operation, da spædbarnet har vejrtrækningsbesvær allerede umiddelbart efter fødsel. Vejrtrækningsbesværet lettes, når spædbarnet begynder at græde. Barnet kan ikke trække vejret under normale omstændigheder og kan kun ånde, når de åbner deres luftveje for at græde. Derfor kræver spædbørn med dobbeltsidig choanal atresi ofte hjælp til at trække vejret og vil typisk blive opereret inden for de første 14 dage efter, at de er blevet født.

Operationen

Formålet med en operation er at åbne luftvejene, så barnet kan trække vejret frit igennem næsen. Denne operation foregår under fuld bedøvelse.

Operationens varighed er ca. 1 time og foretages via næse eller mund, og laves som en kikkertoperation

Under operationen, laver kirurgen hul gennem knoglen eller vævet, der lukker passagen imellem næsen og svælget.

Når begge sider af næsen er lukkede, vil kirurgen sætte et lille plastrør i hvert næsebor for at sikre, at hullerne forbliver åbne. Efter operationen trækker spædbarnet vejret igennem disse rør, indtil de skal fjernes.

Der kan være behov for en fødesonde i en periode, hvis barnet har problemer med at spise.

Hvis dit barn har fået rør i næsen under operationen, skal rørene efterfølgende suges regelmæssigt, så rørene ikke bliver tilstoppet af sekret eller blod, og dermed blokerer for vejrtrækningen. Sygeplejersken vil lære dig at holde rørene rene med et sug, og skylle med saltvand. Når du er fortrolig med dette, kan I komme hjem fra hospitalet.

Hvis dit barn har fået rør i næsen under operationen, skal de fjernes efter cirka 3 måneder. Det foregår under en kortvarig fuld bedøvelse og dit barn vil typisk være indlagt i en enkel dag.
 

Dit barn vil efter operationen blive indkaldt til vurdering, det vi kalder kontrol, for at sikre at alt går som det skal efter operationen. Dit barn bliver indkaldt til kontrol uanset operationstypen.  

Hvornår skal jeg ringe til lægen?

Efter operationen, bør du kontakte din læge, hvis:

1. Dit barn har svært ved at trække vejret.

2. Dit barn bløder fra sin næse.

3. Dit barn har en høj temperatur på 37, 5eller højere.

4. Hvis rørene i næsen løsner sig eller falder ud.

Kontakt

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Rigshospitalet

Telefon 35 45 60 33. Telefontid mandag-fredag kl. 09.00-15.00

Skriv til os

Du kan også skrive til os på www.minsundhedsplatform.dk eller i appen MinSP

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden