Gå til hovedindhold

Marfan syndrom og øjne

Marfan syndrom er en bindevævssygdom som påvirker mange vævstyper i kroppen, blandt andet øjet, hjertet og kropsbygningen.

Marfan syndrom

Marfan syndrom er en bindevævssygdom som påvirker mange vævstyper i kroppen, blandt andet øjet, hjertet og kropsbygningen.

Hvilke øjenforandringer ses ved Marfan syndrom?

Ved Marfan syndrom ses løse linser hos ca 60% og nærsynethed hos ca 50%. Enkelte patienter vil opleve at få nethindeløsning, grå stær tidligt i livet eller grøn stær. Disse tilstande ses dog hyppigst efter operation i øjet. 

Løse linser (ectopia lentis, subluxatio lentis)

Øjets linse er placeret bag regnbuehinden (iris). Den samler lyset til et skarpt billede på nethinden. Ved Marfan syndrom er de tynde tråde, som øjets linse er ophængt i, slappe. Linsen kan derfor sidde løst og kan forskubbe sig, så den ikke længere sidder korrekt placeret bag pupillen. Derved bliver synet dårligt og kan ændre sig fra dag til dag eller i løbet af dagen, hvis linsen er meget løs. Langt de fleste personer med løse linser kan få et godt syn med briller eller kontaktlinser, men indimellem er det nødvendigt at fjerne øjets linse ved en operation.

Illustration af et øje

Nærsynethed (myopi)

Man er nærsynet, når billeddannelsen i øjet finder sted foran nethinden. Når man er nærsynet, er synet uskarpt. Der er særligt genstande, der er langt væk, som ses tågede/uskarpe, hvorimod genstande, der er tæt på, står skarpt. Ved Marfan syndrom kan nærsynethed skyldes, at øjet er for langt, at hornhinden krummer for kraftigt, eller at øjets linse er skubbet frem, fordi den sidder løst. Nærsynethed behandles med briller eller kontaktlinser. 

Skal alle med Marfan syndrom ses af øjenlæge?

I forbindelse med udredning for Marfan syndrom kan du blive henvist til øjenlæge. Hvis øjenundersøgelsen er normal, så er det ikke nødvendigt at gå fast hos en øjenlæge. Hvis der påvises forandringer i øjnene ved øjenundersøgelsen, så vil du blive tilbudt en målrettet opfølgningsplan. 

Hvornår skal du henvende dig til øjenlæge?

Du bør henvende dig til praktiserende øjenlæge, hvis:

  • Dit syn bliver dårligere eller ændrer sig
  • Din brillestyrke ændres markant
  • Du oplever vekslende hovedpine eller øjensmerter

Man kan henvende sig til øjenlæge uden en henvisning fra egen læge.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden