Med denne pjece vil vi gerne informere om din forestående operation, hvor du skal have fjernet mandlerne.
Halsmandlerne sidder i svælget. De består af lymfevæv, og er en del af immunforsvaret. Når man får en infektion med en virus eller bakterie, bliver de aktiverede for at bekæmpe infektionen. Når de er aktive, hæver de op, og man får synkesmerter og feber. Når infektionen er overstået, falder de vanligvis til ro igen. Hos nogle mennesker hæver de for meget op, er mere aktive end nødvendigt, og kan vedvare med at være hævede og irriterede — selv efter infektionen er overstået. Man kan sige, at de ’overreagerer’, og det kan give grund til at fjerne dem.
Inden operationen
Når du møder til operationen, skal du have fastet 6 timer for føde og de fleste drikkevarer. Du må dog indtage klare væsker indtil 2 timer før mødetidspunktet.
Du skal have taget et bad og vasket hår på operationsdagen.
Du må ikke have kontaktlinser, neglelak eller makeup på, når du kører til operationsgangen. Du bør så vidt muligt lade værdigenstande blive hjemme. Det vil være muligt at have nærmeste pårørende (oftest kun én) med på operationsdagen.
Faste og bedøvelse
Du kan læse mere om forholdene i forbindelse med faste og bedøvelse i pjecerne: ”Anæstesi/bedøvelse” og ”Om fuld og lokal bedøvelse”
Link til patientpjece om bedøvelse
https://www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Bedoevelse-27162.aspx
Operationen
Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted og det kan være en god idé at medbringe læsestof eller lignende. Operationen foregår, mens du ligger på ryggen, med hovedet let bagoverbøjet. Munden bliver holdt åben under operationen, hvilket nogle gange kan medføre, at tungen bagefter er hævet og følelsesløs, og mundvigene ømme og irriterede. Dette er et forbigående fænomen.
Efter operationen
Du bliver observeret minimum to timer i opvågningsafsnittet. Du udskrives samme dag, medmindre din tilstand gør det nødvendigt, at du overnatter.
For patienter bosiddende på Bornholm
Hvis du er bosiddende på Bornholm, bør du ikke rejse hjem samme dag. Vi anbefaler derfor, at du overnatter ved eventuelle pårørende på Sjælland. I det tilfælde det ikke er muligt, tilbyder vi overnatning på Rigshospitalet (oftest i flersengsstue).
Kosten efter operationen
Kold, flydende kost, f.eks. is, anbefales de første timer efter operationen. Herefter kan du spise blød kost i 7-14 dage efter operationen. Vi anbefaler, at maden ikke er alt for varm, og syrlige og krydrede føde- og drikkevarer frarådes, da de kan svie i sårene i halsen.
Efterforløbet
Efter operationen skal du ikke være alene det første døgn. Du skal tage den med ro, men undgå at ligge i sengen.
Der er en mindre risiko for blødning fra sårene. Kommer der blødning, kan blødningen oftest afhjælpes ved at spise isterninger, sodavandsis eller kolde drikke.
Sårskorperne falder af efter ca. én uge. I denne forbindelse kan der komme blødning, som kan afhjælpes på samme måde som ovenstående.
Stopper blødningen ikke, skal du ringe til Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi.
Bløder du meget, eller kaster du blod op, skal du ringe 112 (ambulancen kører til nærmeste skadestue).
Der dannes hvid-gullige sårskorper i halsen, der kan give dårlig ånde. Sårskorperne forsvinder efter ca. 14 dage.
Der kan forekomme forbigående smagsforstyrrelser.
Let temperaturstigning kan forekomme. Ved vedvarende temperaturstigning bør du søge egen læge.
Vi fraråder flyvning de første 14 dage efter operationen. Hvis du planlægger en rejse tidligere end 28 dage efter operationen, bør du kontakte dit forsikringsselskab omkring en eventuel forhåndsgodkendelse.
Smerter
Efter operationen har du ondt i halsen. Smerterne kan stråle op mod ørerne og ind i tungen. Smerterne opleves meget forskelligt og varer 10 – 14 dage.
Der kan være lidt hævelse i halsen, og derfor kan det være en god idé at sove med hovedet lidt højt de første dage efter operationen.
Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne:
Paracetamol :2 tabletter à 500 mg x 4 i døgnet
Ibuprofen: 2 tabletter à 200 mg x 3 i døgnet / eller 1 tablet à 400 mg x 3 i døgnet
Det anbefales, at du tager paracetamol- og ibuprofentabletterne samtidigt tre gange i døgnet. Således vil der være én ekstra dosis paracetamol (2x500 mg) til natten ved behov.
Der vil blive lavet recept på nogle enkelte stærkere smertestillende tabletter (morfin), som kan benyttes efter anvisning. Hvis du får behov for morfin, anbefales samtidig behandling med medicin der modvirker forstoppelse.
Restitution
Vi anbefaler 10 – 14 dages rekreation hjemme. Undgå fysiske anstrengelser f.eks. sportsaktiviteter og sex.
Har du brug for dokumentation for indlæggelsen, kan du få det udleveret, inden du udskrives.
Du skal kontakte os, hvis:
- Du får vedvarende blødning
- Du får feber over 38,5 grader
- Du får tiltagende smerter
- Du får vejrtrækningsbesvær
Afbud
Hvis du bliver forhindret i at møde den aftalte dag, bedes dette meddelt hurtigst muligt.