Lumbalpunktursundersøgelse - Information og vejledning.

Information og vejledning til patienter, der skal have foretaget en lumbalpunkturundersøgelse.

En lumbalpunktursundersøgelse kaldes også en lumbalpunktur eller en spinalvæskeundersøgelse. Nedenfor kan du læse mere om hvordan undersøgelsen foregår. 

Spinalvæske/lumbalvæske

Spinalvæske eller lumbalvæske er en klar, farveløs væske som omringer hjernen og rygmarven og beskytter dem mod skader.

Spinalvæske produceres hele tiden og løber rundt og vasker, renser og beskytter hjernens hulrum og overflade, før væsken igen optages i blodbanen.

Hvorfor laver man en lumbalpunktur?

Spinalvæske består hovedsageligt af vand med lidt proteiner, salte og næringsstoffer, som er nødvendige for næring og normal funktion af hjernen.

Ved en lumbalpunktur kan man for eksempel undersøge om der er syge celler i spinalvæsken.

Før undersøgelsen

Hvis blodpladerne er lave, skal du have en transfusion med blodplader inden undersøgelsen for at forhindre blødning.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foretages af en læge og foregår altid i fuld bedøvelse på operationsgangen. Den varer under en time. Under undersøgelsen ligger du på siden. Lægen stikker en tynd nål ind mellem 2 ryghvirvler og tager lidt spinalvæske ud. Væsken undersøges derefter for unormalt indhold af celler, protein, salte og sukker.

Hvis du får lavet lumbalpunktur, fordi du har leukæmi eller lymfeknudekræft, bliver der indsprøjtet cellegift (kemoterapi) under undersøgelsen. Derefter fjernes nålen, og der sættes et plaster over.

Er der ubehag under eller efter undersøgelsen?

Spinalvæsken bliver hurtigt gendannet. Efter lumbalpunkturen skal du helst ligge fladt i ½ - 1 time for at undgå at få hovedpine, og for at den cellegift, du evt. har fået kan fordele sig. Det svarer normalt til den tid, det tager at vågne fra bedøvelsen.

Langt de fleste oplever meget lidt ubehag ved undersøgelsen. Hvis du er nervøs eller bekymret, er det vigtigt, at du fortæller det til lægen eller sygeplejerskerne, så vi kan hjælpe og støtte dig.

Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?

Spinalvæsken undersøges samme dag. Hvis spinalvæsken skal undersøges for syge celler hos patologerne, kommer der typisk svar inden for 1-2 dage.

Redaktør