Gå til hovedindhold

Luftvejene - kikkertundersøgelse og eventuel behandling (argonbehandling)

Ved en kikkertundersøgelse af dine luftveje, undersøges der for forandringer i vævet.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dine luftveje, undersøger vi for forandringer i vævet og fjerner eventuelt sygt væv.

Selve undersøgelsen varer cirka 45 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til undersøgelsen, og bagefter holder vi øje med dig  for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem. Hvis du får fjernet sygt væv, skal du muligvis blive på hospitalet til dagen efter undersøgelsen.

Vigtig forberedelse

Samtaler før undersøgelsen

Inden undersøgelsen taler vi med dig om dit forløb, bedøvelsen og selve undersøgelsen .

Du skal faste

Du skal faste inden undersøgelsen. Det betyder, at du ikke må spise eller indtage mælkeprodukter fra kl. 02.00 natten inden undersøgelsen. Du må drikke vand og saft frem til 06.00, hvor vi anbefaler, at du drikker to glas saft, så dit blodsukker er normalt under undersøgelsen.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.

Du får fuld bedøvelse

Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Undersøgelsen

Når bedøvelsen virker, fører lægen en kikkertslange ned i dit luftrør via munden og undersøger luftvejene. Hvis lægen finder sygt væv eller en tumor i luftvejene, kan det eventuelt fjernes med det samme.

Opvågning efter undersøgelsen

Når undersøgelsen er færdig, kører vi dig til til lungeopvågning 3161, hvor du vågner fra bedøvelsen. Her er du tilsluttet udstyr, som blandt andet måler hjerterytme og blodtryk. Du får tilskud af ilt og eventuelt væske eller medicin gennem et drop. De fleste er trætte og har brug for hvile. Efter cirka 30 minutter følger vi dig tilbage til afdelingen, hvor du gerne må få besøg. Når du har hvilet og du føler dig klar til det, kan du som udgangspunkt gå hjem. Hvis du har fået fjernet sygt væv, skal du muligvis overnatte i afdelingen.

Du skal måske behandles igen

Det er ofte nødvendigt at gentage behandlingen, da vævet i luftvejene gendanner sig. Inden udskrivelsen fortæller lægen dig, hvis du får brug for flere behandlinger, og hvad du skal være opmærksom på.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

Lungebetændelse (hyppighed: 5-10 %)

I nogle tilfælde kan man få lungebetændelse efter behandlingen Det kan ske, fordi der er fjernet sygt væv, eller fordi evnen til at hoste er svækket. Vi behandler det med antibiotika.

Sammenklappet lunge (hyppighed: cirka 1 %)

Under undersøgelsen kan der gå hul på lungen, så den klapper sammen. Hvis det sker, skal du muligvis have lagt et dræn i lungehulen, som hjælper lungen med at folde sig ud. Du skal være på hospitalet, så længe du har drænet siddende.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden