Gå til hovedindhold

Levertransplantation - medicin

Immundæmpende medicin forhindrer kroppen i at afstøde den nye lever ved at svække immunforsvarets reaktion på leveren.

Udarbejdet af Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme og Afdeling for Organkirurgi og Transplantation, Rigshospitalet

Pilleglas og piller

Dig og din medicin

Dit immunsystem betragter din nye lever som et fremmedlegeme og vil forsøge at angribe det, som var det bakterier, der invaderede din krop. Immundæmpende medicin forhindrer din krop i at afstøde din nye lever ved at svække immunsystemets reaktion på leveren. Denne svækkelse gør dig imidlertid mere modtagelig for infektioner, så det er nødvendigt at opretholde en balance mellem på den ene side at undgå afstødning og på den anden side at undgå infektioner.

Heldigvis er kroppen indrettet sådan, at du behøver mindre medicin, når de første måneder er gået.

Sammensætningen af den immundæmpende behandling er individuel, men du vil resten af livet skulle tage immundæmpende medicin for at undgå afstødning.

Al medicin har bivirkninger. Nogle patienter får få bivirkninger og andre patienter får flere, men ingen patienter får alle bivirkninger. Selv om du oplever bivirkninger, må du aldrig selv ændre på din dosering.

Mennesker reagerer individuelt på medicin, derfor er medicinen tilpasset netop dig og dine behov. Andre transplanterede patienter får andre doser, så lad dig ikke vildlede, når I taler sammen om dette.

Der findes flere forskellige slags immundæmpende medicin som virker forskelligt på immunsystemet. De fleste levertransplanterede patienter er derfor i behandling med 2-3 forskellige slags medicin på samme tid.

Den immundæmpende medicin får du udleveret gratis på det sted, hvor du skal gå til ambulant kontrol.

Immundæmpende medicin

1.A Tacrolimus (Adport, Prograf, Modigraf)

Tacrolimus hæmmer nogle specielle hvide blodlegemer. Denne medicin findes i kapselform og dosis justeres i henhold til blodprøvesvarene og gives i to daglige doser f.eks. kl. 08.00 og kl. 20.00 plus/minus en time. Ved blodprøvekontrol indtages medicinen efter blodprøverne er taget. Kapslerne opbevares i blisterpakningen, indtil de skal indtages.

Bivirkninger:

Din nyrefunktion kan påvirkes. Dit blodsukker kan blive forhøjet og behandling med diæt og insulin kan blive en nødvendighed. Du kan få rysten på hænderne, føleforstyrrelser i fodsåler og håndflader, hovedpine, søvnbesvær samt kvalme og diarre kan forekomme. Nogle patienter vil få et forhøjet blodtryk, hvilket kan medføre behov for blodtryksnedsættende medicin. Tacrolimus-niveauet i blodet bliver målt ofte, og din dosis bliver tilpasset, så du kan undgå de værste bivirkninger.

1.B Tacrolimus (Advagraf)

Advagraf, som også er Tacrolimus, har den fordel, at den kun skal indtages en gang dagligt (om morgenen). Kapslerne skal synkes hele. Dosis justeres efter blodprøvesvarene. Bivirkningerne ved Adport og Advagraf er de samme. Kapslerne skal opbevares i blisterpakningen indtil de skal indtages.

1.C Ciclosporin (Ciqorin, Sandimmun Neoral)

Ciclosporin virker ved at hæmme aktiviteten af de hvide blodlegemer som indgår i immunforsvaret. Ciclosporin tages to gange om dagen f.eks. kl. 08.00 og kl. 20.00 plus/minus en time, dosis justeres i henhold til blodprøvesvarene. Ved blodprøvekontrol indtages medicinen efter blodprøverne er taget.

Ciclosporin-kapsler opbevares i et beskyttende folie, og du må ikke trykke medicinen ud af folien, før du skal bruge den, da medicinen ellers ikke er holdbar.

Bivirkninger:

Din nyrefunktion kan påvirkes, en bivirkning du ikke selv opdager. Vi følger nyrefunktionen med blodprøver ved dine kontroller. På lang sigt kan Ciclosporin i visse tilfælde være årsag til blivende vævsforandringer i nyrerne med deraf følgende nedsættelse af nyrernes funktion. Du kan forebygge en del af problemet ved at drikke rigeligt med væske hver dag 2,5-3 liter, så nyrerne bliver skyllet godt igennem. Ciclosporin-niveauet i blodet bliver målt ofte, og din dosis bliver tilpasset, så du kan undgå de værste bivirkninger.

En almindelig bivirkning er en øget og hos de fleste mørkere hårvækst især i ansigtet og på den øverste del af kroppen (ikke skæg, men bløde hår). I den første tid efter transplantationen får du en høj dosis Ciclosporin og det er i den forbindelse ikke usædvanligt at opleve rysten på hænderne. Enkelte patienter oplever en brændende fornemmelse i håndflader og fodsåler. Træthed og hovedpine kan også forekomme. Ciclosporin kan derudover give anledning til vækst af tandkødet.

Nogle patienter får forhøjet blodtryk der kræver medicinsk behandling. Kolesterol-niveauet i blodet kan stige og behandling kan blive nødvendig. Der tages løbende kontrol af kolesteroltal.

Derfor er det kun transplantationskyndige læger, der må ordinere medicin til dig.

Du skal undgå fødevarer som pomelo, grapefrugt, grapefrugtjuice og stjernefrugt idet disse kan påvirke koncentrationen af medicin i blodet.

1. D Everolimus (Certican)

Hensigten med at anvende Everolimus er ofte at værne om nyrefunktionen. Ciclosporin erstattes af Everolimus, hvis nyrefunktionen påvirkes af Cyclosporinen. Dosis justeres efter blodprøvekontrollerne. Everolimus påvirker knoglemarven, hvilket kan medføre blodmangel og et lavt niveau af blodplader og hvide blodlegemer (se under Azathioprin). Everolimus findes som tabletter og tages to gange dagligt f.eks. kl. 08.00 og kl. 20.00 plus/minus en time. Det er vigtigt, at denne medicin hver dag tages under samme betingelser - enten med eller uden mad.

Bivirkninger:

Forhøjet kolesteroltal, som ofte skal behandles med kolesterolsænkende medicin. Derudover kan forekomme smerter fra led, forringet sårheling og evt. mundsår, diarre, hævelse af hænder og fødder, samt hududslæt.

2.A Mycopheolatmofetil (Myfortic, Myfenax, CellCept)

Mycopheolatmofetil hæmmer knoglemarvens dannelse af hvide blodlegemer og blodplader, kombineres med Ciclosporin eller Tacrolimus og Prednisolon. I nogle tilfælde kombineres der også med Everolimus. Pillerne er lysfølsomme, så lad dem blive i pakken, til du skal indtage dem.

Bivirkninger:

Myfopheolatmofetil påvirker knoglemarven og forårsager herved et lavt antal hvide blodlegemer og blodplader. Derfor kontrolleres blodprøver regelmæssigt. Der kan i starten af behandlingen forekomme mavesmerter, diarre, kvalme og/eller appetitløshed. Der kan forekomme led- og muskelsmerter.

Det er vigtigt at anvende en pålidelig form for prævention, da fosterskader ikke kan udelukkes (gælder både mænd og kvinder).

2.B Azathioprin (Imurel, Imuran)

Azathioprin erstatter i sjældne tilfælde Mycopheolatmofetil. Du skal tage Azathioprin en gang om dagen ved sengetid. Azathioprin påvirker knoglemarven hvor blodets forskellige celler dannes, og det betyder, at antallet af de celler, der skal nedkæmpe infektioner reduceres. Desuden kan Azathioprin påvirke de røde blodlegemer, hvilket medfører faldende blodprocent. Endelig indvirker Azathioprin på blodpladerne, som medvirker til blodets koagulation, og det betyder, at blodets evne til at størkne forringes. Et af formålene med de blodprøver, der skal tages efter transplantationen, er at tælle de hvide og røde blodlegemer samt dine blodplader.

Pillerne tåler ikke lys, så lad dem blive i folien, til du skal indtage dem.

Bivirkninger:

Der kan ses en påvirkning af leverfunktionen. Dette kontrolleres ved de hyppige blodprøvekontroller. Hertil kan mavesmerter og kvalme forekomme.

3. Prednisolon

Prednisolon er den syntetiske form af hormonet kortison, som normalt findes i kroppen. Det dæmper immunsystemet, hjælper til at forebygge afstødning og bruges i behandling af afstødning (kaldet Puls behandling) hvor det gives ind i blodåren. Prednisolon skal helst tages efter maden for at undgå irritation af maven.

Bivirkninger:

Det kan hos yngre mennesker give kraftig akne. En hudlæge kan evt. hjælpe med medicinsk behandling. Prednisolon kan også give afkalkning af knoglerne, hvilket kan forårsage knogleskørhed. Det er derfor vigtigt, at du forebyggende motionerer dagligt, og tager et vitamin - og et kalktilskud. Kroppens evne til at omsætte sukkerstof forringes. Man ser i sjældne tilfælde udvikling af sukkersyge, som dog oftest forsvinder i takt med, at dosis nedsættes. Vi holder derfor øje med dit blodsukker i forbindelse med dine kontroller. Der er en øget risiko for udvikling af mavesår, som derfor forebygges medicinsk efter transplantationen. Endelig ses en tendens til at få blå mærker på huden. Det er en god ide at spare på fedtet og saltet i kosten, da Prednisolon kan være medvirkende til vægtøgning samt væskeansamlinger, specielt i hænder og fødder. Det kan afhjælpe på væskeophobningerne at sidde med benene oppe. Dit syn kan ændre sig især i starten, og bruger du briller, bør du vente ca.6 måneder før du køber nye.

Prednisolon i store doser kan give anledning til forandret sindsstemning. Oftest giver det sig til udtryk i en vis op stemthed, eller en følelse af at være fyldt med energi og minimalt søvnbehov. Prednisolonen kan også have den modsatrettede virkning i form af tristhed. Mange beskriver det som en ubehagelig indre uro. Efterhånden som dosis nedsættes, finder du dit naturlige stemningsleje.

Det skal naturligvis også tages i betragtning, at transplantationen i sig selv indebærer en stor omvæltning, som kan påvirke dig følelsesmæssigt.

Måske virker det skræmmende med disse bivirkninger, men det skal understreges, at mange af bivirkningerne er sjældne, og at ingen patienter får dem alle.

Forbyggende medicin

Da dit immunforsvar bliver svækket af ovenstående medicin, er du især i begyndelsen udsat for øget infektionsrisiko. I de første 3-6 måneder efter transplantationen skal du derfor tage følgende forebyggende medicin:

Sulfamethoxazol med Trimetoprim

Sulfamethoxazol med Trimetoprim forebygger en speciel lungeinfektion med pneumocyster (6 mdr.).

Pantoprazol

Pantoprazol forebygger mavesår (6 mdr. dog ofte i længere tid.) Købes selv via recept.

Valcyte (Valganciclovir)

Valcyte forebygger en særlig virus kaldet CMV (3 mdr.).

Zelitrex (Valaciclovir)

Zelitrex forebygger et særligt herpes-virus, men kan også forebygge CMV-virus (3 mdr.).

Det kan blive nødvendigt at supplere med anden behandling som f.eks. vanddrivende, blodtryksnedsættende eller kolesterolsænkende medicin.

Sådan tager du medicinen

Den medicin, du har fået på hospitalet, skal du fortsætte med at tage, indtil vores læger eller sygeplejersker giver dig anden besked. Du må aldrig holde op med at tage medicinen eller ændre dosis på egen hånd. Noget af medicinen skal tages regelmæssigt, omtrent på samme tidspunkt to gange dagligt, dvs. med 12 timers mellemrum (plus/minus 1 time). Skulle du glemme en enkelt dosis, skal du springe den helt over og ikke fordoble den næste dosis. Den dosis, du får, er specielt tilpasset dig. Derfor kan du ikke sammenligne din dosering med andre patienters dosering.

Du må ikke tage anden medicin, heller ikke kosttilskud eller naturmedicin, uden først at have kontaktet lægerne i klinikken. Kontakt også transplantationsafsnittet eller klinikken:

  • Hvis du ikke kan tage medicinen på grund af opkastning
  • Hvis medicinen giver ubehagelige gener

Medicinen bør opbevares på et tørt og mørkt sted ved stuetemperatur. Læg derfor ikke medicinen i køleskabet med mindre at du har fået anden besked. Medicinen skal opbevares uden for børns rækkevidde.

Vigtigt

Du må aldrig holde op med at tage medicinen eller ændre dosis på egen hånd.
Kontakt transplantationsafsnittet eller klinikken, hvis du ikke kan tage din medicin.

Min egne noter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden