Gå til hovedindhold

Leveren - stereotaktisk strålebehandling

Stereotaktisk strålebehandling er en behandlingsmetode, hvor strålerne fokuseres meget præcist på et eller flere små områder i leveren.

Stereotaktisk strålebehandling er en behandlingsmetode, hvor strålerne fokuseres meget præcist på et eller flere små områder i leveren. Behandlingen foregår ambulant og gives som regel tre til seks gange fordelt på en til to uger. 

Planlægning af strålebehandlingen

Strålebehandlingen kan først begynde, når vi ved præcist hvor og hvordan strålerne skal gives. 

Planlægningen varer cirka 5 timer og består af tre scanninger. Rækkefølgen af de tre scanninger kan variere. 

Den første scanning er en almindelig MR-scanning.  Denne MR-scanning skal bruges til nøjagtigt at fastlægge det område, der skal behandles. Der gives kontrast til denne scanning.  

Den anden scanning er en CT-scanning, som tager højde for at kræftknuden i leveren bevæger sig med vejrtrækningen. Denne CT-scanning bruger vi til at udregne din strålebehandling. Der gives kontrast til denne scanning.

Den tredje scanning er en MR-scanning i MR-stråleapparatet. Denne MR-scanning bruger vi til at planlægge din behandlingsplan til MR-stråleapparatet. Der gives ikke kontrast til denne scanning.

Da kræftknuden bevæger sig med vejrtrækningen, vil du blive vejledt i at holde vejret i op til 20-25 sekunder ad gangen under to af scanningerne. 

Udarbejdelse af selve behandlingsplanen ud fra scanningerne tager ca. 7 dage. 

I nogle tilfælde viser scanningen, at stereotaktisk strålebehandling alligevel ikke er en velegnet behandling. Er det tilfældet for dig, vil du blive indkaldt til en lægesamtale. 

Ved planlægningen får du udleveret en tid til din første strålebehandling. Umiddelbart før start på strålebehandling vil du blive tilbudt en samtale med en fra behandlingspersonalet på behandlingsapparatet. Ved den første strålebehandling vil du få udleveret et skema med tider til de efterfølgende strålebehandlinger.

Strålebehandlingen 

Vi har afsat 60-90 minutter til behandling per dag. Du skal ligge på lejet i cirka 45-60 minutter. Du bliver MR scannet før og mens vi behandler dig for at sikre, at du ligger korrekt.

Vi kan tilbyde beroligende medicin inden behandlingen, hvis du har behov for dette. Du er velkommen til at tage en pårørende med. Dog kan din pårørende ikke være i behandlingsrummet under selve strålebehandlingen. 

Hvordan virker behandlingen?

Strålebehandling hæmmer væksten af kræftceller i tumoren. Dette medfører, at tumoren skrumper i løbet af nogle uger til måneder. Den fulde effekt af strålebehandlingen kan først ses efter nogle måneder.

Bivirkninger 

Som du kan læse nedenfor, kan der opstå forskellige bivirkninger relateret til din strålebehandling. Præcis hvilke og hvor mange du får, kan vi ikke vide på forhånd. Nogle patienter oplever kvalme, træthed og diarré undervejs i forløbet. Personalet ved behandlingsapparatet vil umiddelbart kunne afhjælpe de fleste gener, ellers får du en tid i klinikken, hvor du vil blive tilset af en læge.

Du kan få smerter i det område, hvor strålebehandlingen gives. Har du smerter i forvejen, kan de kortvarigt forværres i nogle tilfælde. Det kan blive nødvendigt at tage ekstra smertestillende medicin. Tal med personalet ved behandlingsapparatet. 

Kost 

Under strålebehandlingen anbefaler vi en god, alsidig og proteinrig kost. 

Rygning 

Vi anbefaler, at du undlader at ryge, og vi hjælper gerne med at skabe kontakt til din kommune, der kan hjælpe med rygestopkursus. Rygning nedsætter virkningen af din strålebehandling. Rygning virker livsforkortende. 

Alkohol 

Vi anbefaler, at du holder dig til sundhedsstyrelsens anbefalinger om maks. 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. 

Motion 

I dagene, hvor du modtager strålebehandling, må du gerne motionere. Lyt til din krop og hold pause, når du bliver træt. Mange oplever, at motion har en god effekt på den træthed, der kan komme under strålebehandlingen. Desuden har motion en gavnlig effekt på psyke og humør. 

Antioxidanter 

Under din strålebehandling anbefaler vi, at du undlader at tage kosttilskud i form af antioxidanter (f.eks. A, C, E vitamin samt Q10), da disse kan hæmme strålebehandlingens effekt. Du må gerne få antioxidanter, der forekommer naturligt i kosten. 

Henvendelse 

Mandag-fredag kan du henvende dig fra 8.30-15.45 til det apparat, hvor du går til strålebehandling. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel, som udleveres ved første strålebehandling. I weekenden kan du i samme tidsrum som på hverdage ringe på 35 45 11 31.

I akutte situationer relateret til din behandling kan du efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45 - bed om onkologisk visitation. Her vil du tale med en sygeplejerske. 

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, forberedelse og kontrol, klinik 3991 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at henvende dig til personalet ved apparatet eller i klinikken.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden