Gå til hovedindhold

Ledningsfri pacemaker - indsættelse

En ledningsfri pacemaker forhindrer hjertet i at slå for langsomt ved at sende elektriske impulser til hjertet. Pacemakeren føres til hjertet gennem et kateter via en blodåre i lysken.

Kort om behandlingen

Når du skal have en ledningsfri pacemaker, fører vi pacemakeren til hjertet gennem et kateter via en blodåre i lysken eller halsen. Den læge, der udfører behandlingen, vurderer sammen med dig, hvad der vil være den bedste løsning.

En ledningsfri pacemaker er en lille pacemaker, der sender elektriske impulser til hjertet, så det ikke slår for langsomt. De elektriske impulser er så svage, at de ikke mærkes. Pacemakeren er cirka 2,5 cm lang, 0,5 cm i diameter og sidder på indersiden af hjertet.

Du kan forvente at komme hjem samme dag.

Billedet viser en ledningsfri pacemaker til venstre sammenlignet med en vitaminkapsel til højre. Ift størrelse

Vigtig forberedelse

Du skal eventuelt holde pause med medicin

Du skal undgå følgende blodfortyndende medicin de sidste 2 dage op til behandlingen, medmindre vi har aftalt noget andet med dig:

  • Marcoumar.
  • Marevan.
  • Pradaxa.
  • Xarelto.
  • Eliquis.
  • Lixiana.

Hvis du har kunstig hjerteklap, skal du ikke holde pause med Marevan eller Marcoumar. Hvis du tager vanddrivende medicin, aftaler vi ved samtalen før behandlingen, om du skal holde pause med dette på dagen for behandlingen. Øvrig medicin skal du tage, som du plejer. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Kontakt os, hvis du får en infektion eller feber

Hvis du i tiden op til behandlingen får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Fjern hår

Inden behandlingen skal du fjerne eventuelt hår fra begge lysker samt hvis du har hår på højre side af halsen og ned til kravebenet. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Hvis ikke du har en trimmer, kan du låne en på hospitalet. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion. Du skal fjerne hår i et område på 20 x 20 cm.

Billedet viser en tegnet menneskekrop hvor halvdelen af halsområdet og lyskeområdet er markeret med rød, da det er der man skal barbere sit hår af.

Medbring medicin og medicinliste

Hvis du får medicin, skal du medbringe medicin til 2 dage i tilfælde af, at du skal blive på hospitalet. Medbring også en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din behandling, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til at du tager den.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad og vaske dit hår, før du møder på hospitalet på dagen for din behandling. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under behandlingen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din behandling. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Du må spise et let måltid

Du må gerne spise et let måltid før behandlingen, fx en skive brød eller lidt yoghurt.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved behandlingen.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd eller arm, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du får antibiotika og smertestillende medicin

Inden behandlingen får du antibiotika for at forebygge infektioner. Du bliver også tilbudt smertestillende medicin.

Du kan få hjælp til at slappe af

Før behandlingen går i gang, kan du få hjælp til at slappe af. Du kan få smertestillende eller beroligende medicin, som virker mod smerter eller nervøsitet.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men indstiksstedet er bedøvet.

Behandlingen

Når bedøvelsen virker, fører lægen et kateter til hjertet gennem en blodåre ved halsen eller lysken. Det kan være lidt ubehageligt og kan presse lidt, mens kateteret føres op gennem blodåren. Det forsvinder, så snart kateteret er på plads. Gennem kateteret fører lægen pacemakeren til hjertet. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se levende billeder på en skærm og sikre os, at pacemakeren placeres rigtigt.

Lægen måler præcis, hvor pacemakeren skal sidde og sætter den fast på indersiden af hjertet. Placeringen af pacemakeren kan kortvarigt give ubehag i brystet. Lægen kontrollerer, at pacemakeren registrerer hjertets slag og trækker forsigtigt i pacemakeren for at sikre, at den er fastgjort ordentligt.

Til sidst fjernes kateteret, og såret lukkes med selvopløselig sutur. Ved adgang gennem lysken får du en stram forbinding på.

Behandlingen varer 1-2 timer.

Efter behandlingen

Forholdsregler efter behandlingen

Hvis pacemakeren er sat ind via lysken skal du ligge stille i sengen i 3 timer efter behandlingen for at undgå, at det bløder fra såret. Vi hjælper dig med at finde en stilling, hvor du ligger behageligt. Vi hjælper dig også første gang, du skal stå op, eller du har brug for at komme på toilettet.

Hvis pacemakeren er sat ind via en blodåre ved halsen skal du have oprejst overkrop resten af dagen indtil om aftenen, når du skal i sove. Du må gå omkring, sidde i en stol eller ligge i sengen med hævet hovedgærde. Det er med til at sørge for at det ikke bløder fra såret. Vi hjælper dig med at sidde godt. Vi hjælper dig også hvis du fx skal samle noget op fra gulvet.

Du må spise og drikke efter behandlingen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke når du kommer tilbage i afdelingen.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen.

Vi indstiller pacemakeren, inden du skal hjem

Vi fortæller dig om pacemakerens funktioner, og hvad du skal være opmærksom på. Du får udleveret et kort med oplysninger om pacemakeren.

Risiko ved behandlingen

Ved nogle behandlinger er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blodansamling (hyppighed: almindeligt): Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv.
  • Blødning omkring hjertet (hyppighed: meget sjældent): I forbindelse med indsættelsen kan der komme et lille hul i hjertemusklen, så det bløder omkring hjertet. Vi fjerner blodet med et dræn, og du skal blive på hospitalet, så længe du har drænet siddende.

Hjemme igen

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du kan begynde selv at køre bil igen 1 uge efter behandlingen. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det. Hvis du har et erhvervskørekort, skal du vente i 1-2 uger med at køre bil.

Undgå tunge løft

Det er vigtigt ikke at belaste området omkring såret i lysken. Derfor må du ikke løfte tunge ting over cirka over 4 kg i de første 4 dage.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden