I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din behandling.
Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.
Om laserbehandlingen
Hvorfor skal øjet laserbehandles?
Laserbehandling gives, hvis der er tegn på iltmangel i øjet, for eksempel på grund af sukkersyge eller en blodprop. Ved at behandle nethinden med laserlys, kan øjets iltbehov nedsættes, og komplikationer til iltmangel begrænses.
Hvor mange laserbehandlinger skal jeg have?
Det er forskelligt fra patient til patient. Som regel er 1-2 behandlinger nok, men patienter med sukkersyge skal ofte have 2-3 behandlinger eller flere.
Hvad kan gå galt?
Hvis din øjensygdom kræver udbredt laserbehandling af nethinden, kan det medføre lidt dårligere nattesyn og let indskrænkning af synsfeltet. Det er dog sjældent noget, der giver praktiske problemer.
Hvordan foregår laserbehandlingen?
Inden laserbehandlingen
For at kunne laserbehandle nethinden, skal dine pupiller være store. Derfor får du dryppet dine øjne med øjendråber, som udvider dine pupiller. Medicinen virker efter½ time, og virkningen varer op til 4 timer.
Selve laserbehandlingen
Under laserbehandlingen skal du sidde du som ved en almindelig øjenundersøgelse med dit hoved hvilende på en hage- og pandestøtte i spaltelampen.
Dit øje bliver lokalbedøvet med øjendråber, og øjenlægen sætter et kontaktglas på øjet, så øjenlægen kan se ind i øjet.
Du kan se laserbehandlingen som en række kraftige grønlige lysglimt
Gør det ondt?
Behandlingen kan gøre ondt Enkelte laserskud opleves som et stik eller jag i øjet, og det er karakteristisk, at kun nogle af skuddene gør ondt Når det gør ondt ved nogle af skuddene, er det fordi, der behandles i forskellige områder af nethinden.
Du kan få både smertestillende og beroligende tabletter før behandlingen, men de vil ikke fjerne alle smerter ved behandlingen. I sjældne tilfælde, hvor smertestillende og beroligende tabletter ikke afhjælper ubehaget og smerterne ved laserbehandling, kan øjenlægen give en bedøvende indsprøjtning under øjet
Hvor længe varer behandlingen?
Selve laserbehandlingen varer 5 - 20 minutter afhængig af hvor mange laserskud, der skal gives. Du skal regne med at være i øjenambulatoriet i 1 til 2 timer.
Efter behandlingen
Synet og bilkørsel efter laserbehandlingen
Som regel er der ingen bivirkninger til laserbehandlingen, ud over at du vil være blændet i 15-20 minutter efter behandlingen.
Synet bliver først helt normalt 2-4 timer efter endt behandling. Medicinen, som udvider pupillerne, virker i op til 4 timer.
Du vil mærke, at synet er sløret, og at du bliver blændet af skarpt lys.
- Kør ikke selv bil efter behandlingen før du føler, at du kan køre sikkert.
- Husk solbriller.
Hvis du har fået beroligende tabletter, kan du ikke selv køre bil efter behandlingen.
Smerter
Du kan have ondt i det behandlede øje i timerne efter behandlingen.
Disse smerter kan behandles med almindelige "hovedpinetabletter", f.eks. paracetamol 1 gram hver 4. time, dog højst 8 tabletter per døgn.
Kontakt Afdeling for Øjensygdomme
Hvis du oplever akut opståede problemer eller gener efter laserbehandlingen. Se Kontakt sidst i denne patientinformation.