Gå til hovedindhold

Langtids-Video-EEG undersøgelse med udtrapning af medicin

Formålet med langtids-Video-EEG undersøgelsen er at optage anfaldene på video og EEG samtidig for at undersøge, om anfaldene er epileptiske, og vurdere præcis, hvor i hjernen de opstår.

EEG med samtidig videooptagelse i forbindelse med udtrapning af epilepsimedicin

Tid og sted

Du er blevet henvist til video-EEG optagelse af dine anfald, og skal i den forbindelse have ændret din sædvanlige epilepsi-medicin. 

Undersøgelsen foregår i Epilepsiovervågningen under indlæggelse i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, sengeafsnit 6073. Epilepsistuen er en sengestue, der er direkte forbundet med et teknikrum. Der er toilet i tilknytning til stuen. 

Tidspunkt – se vedlagte brev.

Hvad er formålet med undersøgelsen?

At optage dine anfald på video og EEG samtidig, for at undersøge, om anfaldene er epileptiske, og vurdere præcis, hvor i hjernen de opstår.

Hvordan skal jeg forberede mig til undersøgelsen?

Du skal have nyvasket og tørt hår. Undersøgelsen kan vare op til 5 dage, og der er ikke mulighed for brusebad, mens undersøgelsen foregår, men ”etagevask” kan sagtens lade sig gøre. Det vil være en god idé at have masser af læsestof, håndarbejde eller lignende med. 

Hvis du ønsker det, kan du bruge eget tøj, medbring da behageligt tøj, fx joggingtøj/ fritidstøj. Bedst er tøj, der kan knappes foran, og derfor ikke skal over hovedet. 

Det er ikke muligt at ryge, mens undersøgelsen foregår. Hvis du ønsker det, kan du få udleveret nikotinplaster.

Udtrapning af medicin

For at øge sandsynligheden for, at du får anfald under undersøgelsen, er det nødvendigt at fjerne noget af eller måske al din sædvanlige epilepsi-medicin. Udtrapningen foregår i Epilepsiovervågningen, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, sengeafsnit 6073. I denne periode må du ikke forlade afsnittet alene. 

Sammen med dig planlægger en læge fra Epilepsiklinikken, 2164, hvordan udtrapningen skal foregå. Udtrapningsplanen vil derefter blive revurderet og eventuelt justeret dagligt ved stuegang. Optrapning af din medicin efter undersøgelsen vil ligeledes blive planlagt sammen med en læge fra Epilepsiklinikken, 2164. 

Du bedes medbringe din medicin i originalpakningen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du får en elektrodehue på. I huen er der ”huller”  svarende til elektrodernes placering. Elektroderne klæbes fast med en særlig gelé. Når huen er placeret starter optagelsen, og den fortsætter alle døgnets 24 timer. EEG-personalet kontrollerer elektroderne flere gange dagligt.

På sengestuen er der placeret et kamera og en mikrofon. Du skal opholde dig indenfor kameraets rækkevidde, så det er nødvendigt at tilkalde personalet, hvis du vil sidde i en stol i stedet for i sengen. Du må kun forlade stuen ved toiletbesøg, og det nødvendigt at tilkalde personalet, så du kan blive ”frakoblet” systemet. 

Husk, at kamera og mikrofon optager alt, hvad der foregår på sengestuen i hele undersøgelsesperioden. 

Du skal huske at gøre opmærksom på: Hvis du kan mærke, at du får anfald, er det meget vigtigt, at du husker at trykke på ”event-knappen”, som er placeret lige ved sengen. 

Når du trykker på knappen, markeres dette elektronisk på computeren. Det er vigtigt at trykke på knappen, også selv om du er i tvivl. 
Fortæl ”ud i rummet” til mikrofonen, hvad du mærker eller føler. 

Risiko ved undersøgelsen

Udtrapning af medicin i forbindelse med undersøgelsen indebærer en risiko for, at der opstår andre anfald end normalt. Der kan komme voldsommere anfald eller serier af anfald.

Da anfaldene kan være skadelige for hjernen, vil du være konstant overvåget af personale, som kan gribe ind og eventuelt behandle anfaldene med medicin. 

Spørg din epilepsi-læge, hvilke risici undersøgelsen kan have for netop dig. 

Den hue, der bruges til at optage EEG, er ret stram. Huen kan føles generende og håret kan klø, men den giver ingen varige gener. 

Svar på undersøgelsen

Når du er udskrevet, bliver optagelsen vurderet af en overlæge og den neurofysiologiassistent, som har udført undersøgelsen. 

Du vil blive orienteret om resultatet af den henvisende afdeling. 

Samtykke til brug af optagelserne

Det eneste, der bliver arkiveret efter undersøgelsen, er optagelsen af det, som foregår lige før, under og lige efter dine anfald. 

Vi vil bede om din tilladelse til at benytte optagelserne – som er en del af din journal – til brug ved lægelige konferencer.

  • Dette forudsætter din skriftlige tilladelse. 
  • Det skal understreges, at tilladelsen handler om brug i lukkede, faglige konferencer – ikke offentlige forevisninger.

Praktiske oplysninger

Det er muligt at medbringe computer og andre elektroniske medier.
Der er gratis patienttelefoner på stuen, hvor der både kan ringes ind og modtages opkald. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden