Gå til hovedindhold

Kvindelige kønshormoner - behandling

Information om forløbet til patienter, der skal i behandling med kvindelige hormoner.

Kort om hormoner

Du skal i behandling med kvindelige kønshormoner. De kvindelige kønshormoner hedder østrogen og progesteron og produceres i æggestokkene frem til overgangsalderen. Nogle kvinder stopper med at producere kønshormoner, før de naturligt går i overgangsalder. Det kan fx skyldes sygdom i æggestokkene eller beskadigede eller manglende æggestokke. Det kan også skyldes en nedsat eller ustabil funktion i de områder i hjernen, der styrer kønshormonerne.

Østrogen er et vigtigt hormon for alle organer og væv i kroppen, især for knogler og blodkar. Progesteron er et vigtigt hormon for slimhinden i livmoderhulen. Når man ikke producerer nok østrogen, vil menstruationerne udeblive, og der kan komme symptomer på overgangsalder fx hedeture, forstyrret søvn, smerter i muskler og led og tørre slimhinder i skeden. På længere sigt er der øget risiko for knogleskørhed og åreforkalkning.

Behandlingen

Hvis du har en livmoder, skal du behandles med både østrogen og progesteron. Hvis du ikke har en livmoder, kan du nøjes med østrogen.

Behandling med østrogen forebygger knogleskørhed og tidlig hjertekarsygdom og lindrer symptomer på overgangsalder.
Behandling med progesteron sørger for, at livmoderslimhinden regelmæssigt bliver afstødt som en menstruationsblødning, eller alternativt at den slet ikke bliver stimuleret.

Du skal være i behandling frem til det tidspunkt, hvor man naturligt går i overgangsalder, det vil sige cirka til 50-årsalderen. I sjældne tilfælde genvindes hormonproduktionen inden da.

Behandling med østrogen (østradiol)

Du kan få østrogen på forskellige måder. Sammen finder vi frem til den måde, der passer bedst til dig og dine behov. Vi anbefaler, at du først prøver en behandling, hvor østrogen optages gennem huden. Det vil sige plaster, spray eller gel.
I starten tager vi regelmæssigt blodprøver for at holde øje med niveauet af hormon, indtil vi finder den rette behandling og dosis.

Nogle oplever, at de kan få brystspændinger, hovedpine og væskeophobning efter opstart af behandlingen. Det vil ofte forsvinde i løbet af et par uger.

Plaster (fx Vivelle): __________________________________________________________
Du har plasteret på hele tiden. Plasteret skal skiftes 2 gange om ugen. Det kan sættes på alle steder på kroppen pånær brystet. Skift placering, hver gang du skifter plasteret.
Du kan fjerne rester af lim på huden med neglelakfjerner på et stykke vat.

Når du skal have taget blodprøver, er det bedst dagen efter plasterskift.

Gel (fx Estrogel eller Divigel): ________________________________________________
Gelen skal smøres på huden 1-2 gange dagligt. Gelen skal tørre ind på huden i cirka 5 minutter, før du tager tøj på eller har hudkontakt med andre.

Når du skal have taget blodprøver, er det bedst cirka 4 timer efter påføring. Husk ikke at smøre den arm, du får taget blodprøver fra.

Kutanspray (fx Lenzetto): ___________________________________________________
Kutanspray skal sprayes direkte på huden på indersiden af armen 1 gang dagligt. Det tørrer efter 2 minutter. Du må tidligst vaske huden efter 1 time.

Når du skal have taget blodprøver, er det bedst cirka 4 timer efter påføring. Husk ikke at spraye på den arm, du får taget blodprøver fra.

Tabletter (fx Estrofem): ______________________________________________________
Tabletterne skal tages 1 gang dagligt, enten morgen eller aften.
Du må gerne tage dem sammen med anden medicin.

Når du skal have taget blodprøver, er det bedst cirka 2-4 timer efter indtagelse af tabletterne.

Behandling med progesteron (gestagen)

Progesteron fås også på forskellige måder:

Tabletter med medroxyprogesteronacetat (fx Provera): _____________________
Tabletterne indeholder 5 mg og skal tages i regelmæssige perioder:

____1 tablet dagligt i 10 dage hver 4.-6. uge.
eller
____1 tablet dagligt i 12 dage hver 6.-8. uge.

Du vil typisk få en menstruationsblødning, når du stopper med tabletterne, men blødningen kan også starte flere dage før eller et par dage efter, du er stoppet med tabletterne.
Efter opstart kan der godt gå et par måneder, før du får den første blødning. Det er helt normalt og kan skyldes, at der går lidt tid, før slimhinden er opbygget af østrogenbehandlingen. Det er vigtigt, at du fortsat tager din Provera som aftalt. Hvis der går mere end 3-6 måneder, hvor du ikke får en blødning, skal du kontakte os. Hvis du begynder at bløde, før du skal tage din Provera, er det vigtigt, at du fortsat tager tabletterne som aftalt, så du sikrer, at hele din slimhinde bliver afstødt.

Kapsler med naturligt, bioidentisk progesteron (fx Utrogestan): _____________
Kapslerne indeholder 100 mg og kan tages på forskellige måder:

____ 1 kapsel dagligt uden pause. Du vil da ikke få en blødning.
eller
____ 2 kapsler dagligt i 14 dage efterfulgt af 14 dages pause hver måned.

Din blødning vil da typisk komme i slutningen eller et par dage efter behandlingen. Du kan derfor selv planlægge, hvornår du får blødning.
Efter opstart kan der godt gå et par måneder, før du får en blødning. Det er helt normalt og kan skyldes, at der går lidt tid, før slimhinden opbygges af østrogenbehandlingen. Det er vigtigt, at du fortsat tager din Utrogestan som aftalt.
Hvis der går mere end 3-6 måneder, hvor du ikke får en blødning, skal du kontakte os. Hvis du begynder at bløde, før du skal tage din Utrogestan, er det vigtigt, at du fortsat tager dine tabletter som aftalt, så du sikrer, at hele din slimhinde bliver afstødt.

Vi anbefaler, at du tager kapslerne om aftenen inden sengetid, da progesteron kan virke beroligende og søvndyssende.

Hormonspiral (fx Mirena): ____________________________________________________
Ved denne behandling undertrykkes slimhinden, så den ikke stimuleres af østrogen. Det er derfor ikke nødvendigt med blødning.
Spiralen virker også som prævention.
Man kan godt opleve pletblødning i flere uger, måske helt op til 6 måneder efter anlæggelse af spiralen.

Behandling med østrogen og progesteron i kombination

Der findes også tabletter, der indeholder både østrogen og progesteron:

Tabletter, der fremkalder menstruation (fx Trisekvens):_______________________
Tabletterne skal tages 1 gang dagligt i en fast cyklus. Cyklussen følger hjulet, som tabletterne ligger i. Livmoderhinden afstødes, så du får blødning hver måned. Efter opstart kan der godt gå op til 2 måneder, før du får en blødning. Det er normalt og skyldes, at der går lidt tid, inden din slimhinde opbygges af østrogenbehandlingen. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage dine tabletter dagligt.
Hvis der går mere end 3-6 måneder, før du får din første blødning, skal du kontakte os.

Tabletter, blødningsfri (fx Activelle eller Kliogest):_____________________________
Hvis lægen vurderer, at det er en mulighed, kan du få behandling med kombinationstabletter, som ikke fremkalder blødning.

Det skal du være opmærksom på

Hvis du glemmer en dosis østrogen

Hvis du glemmer en dosis østrogen, skal du fortsætte behandlingen uden ændringer. Du kan eventuelt få en pletblødning.
Du skal ikke holde pause i behandlingen, heller ikke når du har blødning.

Hvis du glemmer en dosis progesteron

Hvis du tager Utrogestan dagligt og glemmer en dosis, skal du fortsætte behandlingen uden ændringer.
Hvis du tager Utrogestan med pause og glemmer at starte igen efter pausen, skal du starte, så snart du kommer i tanker om det.

Hvis du tager Provera cyklisk hver 4.-6. uge og glemmer en dosis, skal du opstarte din 10 dages kur, så snart du opdager, at der er gået mere end de 4-6 uger. Du skal ikke ’springe over’ i længere tid.

Hvis du glemmer en dosis østrogen og progesteron i kombination

Hvis du tager Trisekvens dagligt og glemmer en dosis, skal du fortsætte behandlingen uden ændringer.

Hvis du tager Activelle eller Kliogest og glemmer en dosis, skal du fortsætte behandlingen uden ændringer.

Brug prævention

Hormonbehandling virker ikke som prævention, med undtagelse af hormonspiral. Du kan derfor blive gravid, også selvom funktionen af dine æggestokke er nedsat. Risikoen er dog lille.
Du må gerne kombinere østrogenbehandling med en hormonspiral.

Risiko

Medicinen er fra producenternes side rettet mod kvinder, der har gener i forbindelse med deres overgangsalder. Det vil sige kvinder i 50’erne, som ønsker hormonbehandling. For disse kvinder er der en lille risiko ved behandlingen, som er beskrevet i indlægssedlen.

Kvinder, der får behandlingen før den naturlige overgangsalder som en erstatning for manglende hormonproduktion i æggestokkene, har ikke en øget risiko for hverken brystkræft eller blodpropper. Der er derimod flere helbredsrisici ved ikke at få behandlingen, såsom knogleskørhed og tidlig hjertekarsygdom.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden