Krykker - vejledning (med støtte)

Information om, hvordan man går med krykker, også kaldet stokke, når man gerne må støtte på det opererede ben.

Kort om vejledningen

Du har fået udleveret et sæt krykker. Du må gerne støtte på det opererede ben, når du går. Brug krykkerne så længe, du har behov for det.

Vi indstiller dine krykker til dig

Vi indstiller dine krykker, så de passer til din højde. Krykkerne skal indstilles igen, når du har fået bandagen af.

Brug en sko med høj sål

Hvis du har støvle eller gips på den ene fod, skal du bruge en sko på den modsatte fod, der sidder godt fast på foden. Det giver dig en mere sikker gang. Skoen skal så vidt muligt have samme højde på sålen som støvlen eller gipsen, så benene er lige lange.

Brug krykkerne, når du går

Krykkerne skal hjælpe dig, så du bedre kan bevæge dig rundt. Husk at tage lige lange skridt med begge ben, når du går:

  • Før begge krykker frem foran dig.
  • Sæt det opererede ben frem mellem krykkerne, og før det andet ben forbi.
Foto af gang med to krykker

I nogle tilfælde kan du nøjes med at bruge den ene krykke, når du går:

  • Hold krykken i modsatte side af det opererede ben.
  • Sæt krykken og det opererede ben frem samtidig, og før det raske ben forbi.
Foto af gang med en krykke

Når du går på trapper, skal du holde i gelænderet med den ene hånd og holde krykkerne i den anden hånd. Den krykke, du ikke bruger, skal du holde på ydersiden af den anden krykke.
Sådan går du op ad trapper:

  • Sæt først det raske ben op på trinnet.
  • Sæt så krykken og det opererede ben op på trinnet. Tag kun et trin ad gangen.
Foto af gang op ad trapper

Sådan går du ned ad trapper:

  • Sæt først krykken og derefter det opererede ben ned på trinnet.
  • Sæt så det raske ben ned på trinnet.
Foto af gang ned ad trapper

Hvis du kan, må du gerne sætte krykken og det opererede ben ned på trinnet samtidig.

Sådan rejser og sætter du dig

Sådan rejser du dig, når du bruger krykker:

  • Ryk frem, så du sidder yderst på stolen.
  • Stræk det opererede ben lidt frem, og sæt den anden fod lidt ind under stolen.
  • Sæt fra med hænderne på sædet eller armlænene, når du rejser dig.
  • Find balancen, og tag krykkerne.
Foto af at rejse sig fra stol

Sådan sætter du dig:

  • Stil dig, så bagsiden af dine knæ rører ved stolens sæde.
  • Sæt det opererede ben lidt frem.
  • Brug hænderne til at støtte dig til sædet eller armlænet, når du sætter dig.
Foto af at sætte sig på stol

Aflevér krykkerne efter brug

Når du ikke længere har brug for krykkerne, skal du returnere dem til os.

Redaktør