Kraniesvulst - operation

Kirurgen laver et snit i huden og fjerner svulsten.

Kort om behandlingen

Når du skal opereres for en kraniesvulst, forgår det ved, at du får fjernet håret i det område, du skal opereres. Kirurgen laver et snit i huden og fjerner svulsten. Efter operationen bliver svulsten sendt til undersøgelse for at se om den er godartet eller, som i sjældne tilfælde, indeholder kræftceller.

Forberedelser inden du møder på hospitalet 

Noget medicin kan betyde, at din operation bliver udsat

Det er vigtigt, at du læser pjecen ”Vigtig information om medicin og kosttilskud”. Din operation kan blive udsat, hvis du har taget medicin, der påvirker dit blods evne til at størkne.

Du skal gå i bad

Inden din operation skal du tage et bad og tage rent tøj på hjemmefra. 

Du skal faste og tørste inden operationen

Det vil sige: 

  • 6 timer før din behandling skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller. 
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te. 
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker 1-2 glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed både før og efter operationen. 
  • 2 timer før skal du stoppe med at ryge, da rygning giver mavesyre.

Operationen

Du bliver fuldt bedøvet

Du bliver fuldt bedøvet, så du ikke er vågen under operationen. 
På operationsstuen bliver håret i området fjernet svarende til den åbning, kirurgen skal lave i huden. Når knuden er fjernet og kraniet ikke bløder, sys huden sammen. I forbindelse med operationen sender kirurgen prøver af svulsten til undersøgelse for at afgøre, om svulsten er godartet eller indeholder kræftceller. Selve operationen varer ca.  30 - 60 min.

Vi observerer dig

Efter operationen bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet, hvor du bliver modtaget af en sygeplejerske. På sengeafsnittet bliver du observeret og plejet, indtil du er klar til at tage hjem. Kirurgen vil også se til dig efter operationen.

Sig til, hvis du har smerter

De første par timer efter operationen er der stadig virkning af bedøvelsen. Det er naturligvis vigtigt, at du tager evt. vanlig medicin, men på sengeafsnittet kan du få ekstra smertestillende, hvis du har behov for det. 

Udskrivelse

Du kan gå hjem, når du i samarbejde med personalet vurderer, at du er klar til det. De fleste bliver udskrevet hen af aftenen på operationsdagen.  

Hjemme igen 

Bilkørsel

Du må ikke selv køre bil de første 24 timer efter fuld bedøvelse. 

Du må ikke være alene

Vi anbefaler, at du efter udskrivelsen er sammen med en anden voksen indtil næste morgen.  

Smertebehandling

Når du kommer hjem, kan det være nødvendigt at fortsætte med ekstra smertestillende medicin efter aftale med den læge, der har behandlet dig. 

Efter din udskrivelse

Efter du er udskrevet, kan du genoptage vanlige aktiviteter, herunder arbejde efter aftale med kirurgen.

Du kan gå i bad efter 24 timer

Hvis såret er tørt, må du gerne tage brusebad efter 24 timer. Det er en god idé at føntørre håret, efter du har været i bad, så såret fortsat holdes tørt. 

Kontakt din læge

Du skal have fjernet dine tråde 6 dage efter operationen hos din egen læge. Hvis der opstår feber, kraftig rødme, hævelse, gult pus, røde striber eller tiltagende smerter omkring indstiksstedet, skal du kontakte din egen læge eller 1813.

Svar på prøverne 

Du får svar på prøverne tidligst en uge efter operationen. Når vi har svar på dine prøver, bliver du kontaktet pr. telefon eller brev med henblik på videre plan. 
  

Redaktør