Kost og urinsyregigt

Urinsyregigt er i dag den mest udbredteinflammatoriske gigtsygdom. Det skyldes blandt andet vores livsstil, kost og stigende levealder.

Patientinformation

Denne vejledning er gældende for patienter, der ikke er i behandling med dialyse

Urinsyregigt

Urinsyregigt er i dag den mest udbredte inflammatoriske (betændelsesagtige) gigtsygdom. Det skyldes blandt andet vores livsstil, kost og stigende levealder. Fra gammel tid har urinsyregigt været kædet sammen med overdådig levevis – for meget fedt kød, fisk og alkohol. 

Det er rigtigt, at kostens sammensætning kan have betydning for udviklingen af urinsyregigt, og en velafbalanceret, sund og varieret kost anbefales. Men også andre forhold spiller ind. 

Gode råd om livsstil 

Selvom behandling med allopurinol regulerer urinsyreproduktionen, er det under alle omstændigheder fornuftigt at spise sundt og begrænse indtagelsen af alkohol. Men streng diæt og totalt stop for alkohol er ikke nødvendigt. 

Lægerne har tidligere fokuseret meget på, at patienterne skulle undgå en purinrig kost. Virkningen af en konsekvent purinfattig diæt er imidlertid meget begrænset - og meget uhensigtsmæssig i længden - da den kan være svær at følge samtidig med, at man forsøger at spise sundt og varieret. Til gengæld har andre ændringer i kosten vist sig effektive i forhold til at sænke urinsyreindholdet i blodet og mindske nye anfald. 

Disse råd til forebyggelse af urinsyregigt er baseret på videnskabelige studier: 

Overvægt 

Tommelfingerreglen er i dag, at du bør spise sundt og kaloriefattigt - overvægt er nemlig en betydelig risikofaktor. Så undgå overvægt og vægtøgning - og påbegynd et langsomt vægttab, hvis du er overvægtig. 

Drikkelse

  • Drik rigeligt med vand - gerne 6-8 store glas om dagen svarende til et par liter. Det nedsætter risikoen for urinsyresten i nyrerne.
  • Drik gerne kaffe og fedtfattig mælk.
  • Hold igen med alkohol, særligt øl og spiritus, som dels hæmmer udskillelsen af urinsyre og dels indeholder forholdsvist mange kalorier.
  • Hold også igen med sukkersødede drikke og juice.
  • Det er neutralt at drikke te og light-produkter.

Frugt og grønt

Spis masser af grøntsager – også dem, der er kendt for at have et højt indhold af puriner (f.eks. linser, ærter, bønner og blomkål). Spis også gerne frugt.

Animalske produkter

  • Hold igen med store mængder af kød – især fra de firbenede dyr som okse, lam og svin.
  • Torskerogn og indmad som lever, hjerte og nyrer bør kun spises i små mængder. Det er muligvis bedre at spise fisk.
  • Spis gerne fedtfattige mælkeprodukter.

Sukker

Hold igen med sukker, uanset om det er almindeligt sukker fra kager, slik, sodavand og saft – eller fruktose/frugtsukker i f.eks. juice. Sukker øger nemlig dannelsen af urinsyre og indeholder tomme kalorier. Det er i orden at drikke light-sodavand og -saft.

Salt

Begræns dit indtag af salt.
Færdigretter, pålæg, pølser, snacks og brød har et højt indhold af salt. Vælg nøglehulsmærkede produkter eller det produkt med mindst indhold af salt.
Brug krydderier i madlavningen og brug middagsrester som pålæg.

Rygning

Undgå tobaksrygning.

Fysisk aktivitet

Hold dig i god fysisk form.

Redaktør