Patientinformation
KAG betyder koronar-arterio-grafi og er en kateterbaseret røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer. Kranspulsårerne er de blodkar, der forsyner hjertet med blod og ilt.
Proceduren foregår ved, at du først får lagt en lokalbedøvelse, dernæst føres et kateter ind i en pulsåre på håndledet eller i lysken og videre til hjertet, hvor der sprøjtes kontrast væske ind i kranspulsårerne. Samtidig optages en røntgenfilm af hjertet fra forskellige vinkler. Efterfølgende analyseres billederne af en læge.
Der anvendes jodholdig konstraststof til undersøgelsen. Hvis du har kendt allergi overfor jodholdig konstrast er det derfor vigtigt at gøre personalet opmærksom på dette før undersøgelsen, så man kan give forebyggende medicin mod allergisk reaktion.
Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, om der er forsnævringer af kranspulsårerne.
Før undersøgelsen
På dagen for undersøgelsen må du gerne spise et let morgenmåltid og tage din sædvanlige morgenmedicin. Får du vanddrivende medicin, skal denne kun tages efter aftale med personalet.
Der er mulighed for at få både smertelindrende (Panodil) og afslappende medicin på afsnittet, før du skal til undersøgelsen.
Tager du blodfortyndende medicin, skal du som udgangspunkt holde pause med den før undersøgelse – se venligst medfølgende skema. Du skal imidlertid ikke holde pause med din blodfortyndende medicin, hvis du har diagnosen pulmonal hypertension (PH), pulmonal arteriel hypertension (PAH) eller hvis du har en mekanisk hjertepumpe (HeartMate). Ring til Hjerte- og Lungetransplantation, sengeafsnit 2153/2154, hvis du er i tvivl.
Aftenen før/på behandlingsdagen skal du:
- I bad. Undlad at smøre dig med cremer og fjern evt. neglelak
- Barbere begge lysker i et område på 20 x 20 cm (se venligst tegning) – medmindre undersøgelsen er planlagt til at foregå fra håndleddet
- være opmærksom på, at du ikke må bære smykker eller ur ved undersøgelsen
Undersøgelsen
Undersøgelsen foregår på Hjertesygdomme, operation 2011/2012 og varer ca. ½ time. Her bliver du modtaget af den sygeplejerske, som er ansvarlig for din pleje under undersøgelsen. Sygeplejersken følger dig ind på undersøgelsesstuen og hjælper dig op på et leje.
Du får sat elektroder på skuldre og hofte, så din hjerterytme kan overvåges under undersøgelsen. Sygeplejersken gør dig klar til undersøgelsen og desinficerer huden i begge lysker eller på håndleddet; herefter bliver du dækket med et sterilt stykke.
Lægen lægger lokalbedøvelse i lysken eller på håndleddet, og der lægges ultralydsvejledt et indføringsrør i blodåren, hvorigennem undersøgelseskatetrene føres til hjertet.
Hvis du oplever ubehag eller får smerter under undersøgelsen, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, så du får hjælp.
Efter undersøgelsen
Hvis undersøgelsen er foretaget fra håndleddet, kan du rejse dig med det samme og sygeplejersken vil undersøge om det bløder fra indstiksstedet og om fingrene er varme.
For at undgå blødning kan du have et oppusteligt armbånd omkring dit håndled som dækker indstiksstedet. I det tilfælde vil sygeplejersken tilse dig med henblik på at vurdere, om der kommer blødning fra indstiksstedet. Hvis det ikke er tilfældet vil sygeplejersken gradvist løsne trykket i armbåndet.
Hvis undersøgelsen er foretaget via lysken, skal du ligge roligt på ryggen i 2-4 timer (vurderes af lægen) og sygeplejersken vil undersøge, om der er blødning i lyskeområdet, og om begge dine fødder er varme og har puls.
For at undgå blødning fra lysken:
- må dit hovedgærde hæves højst 40 grader
- må du ikke løfte hovedet, da du bruger dine mavemuskler og derved kommer til at øge trykket ved indstiksstedet, hvilket øger risiko for blødning fra indstiksstedet.
- skal du ligge helt stille med hofter og ben
Det kan være anstrengende at ligge på ryggen i længere tid ad gangen, og vi anbefaler, at du vipper med tæerne for at stimulere blodcirkulationen. Hvis du ligger dårligt, føler ubehag eller har brug for at komme på toilettet, kan du altid kalde på sygeplejersken. Sygeplejersken kan hjælpe dig med et bækken eller en kolbe i sengen.
Når du er tilbage på sengeafsnittet, må du spise og drikke igen. Hvis du skal være sengeliggende efter undersøgelsen, skal du naturligvis tage hensyn til ovennævnte restriktioner.
Første gang du skal ud af sengen, skal du have en sygeplejerske ved din side.
Efter udskrivelsen
Hvis undersøgelsen er foretaget fra håndleddet, skal du være opmærksom på:
- De første to døgn efter undersøgelsen skal du undgå at belaste armen. Du må maksimalt løfte 2 kg
- Dyrk ikke sport eller hårdere fysisk arbejde de først 4 dage efter undersøgelsen
- Du må ikke køre bil samme dag som undersøgelser er udført
- Afhængigt af hvor hårdt fysisk arbejde du har, kan du sædvanligvis starte med at arbejde 2-4 dage efter, at undersøgelsen er udført
- Du skal holde øje med indstiksstedet for at sikre, at der ikke kommer betændelse eller blødning
- Du må fjerne plastret fra håndleddet dagen efter undersøgelsen og gå i brusebad
Hvis undersøgelsen er foretaget via lysken, skal du være opmærksom på:
- De første fire dage skal du undgå tunge løft. Du må maksimalt løfte 2-4 kg
- Dyrk ikke sport eller hårdere fysisk arbejde de første fire dage efter undersøgelsen
- Du må ikke køre bil de første to døgn efter undersøgelser er udført
- Afhængigt af hvor hårdt fysisk arbejde du har, kan du sædvanligvis starte med at arbejde fire dage efter undersøgelsen er udført
- Du skal holde øje med indstiksstedet for at sikre, at der ikke kommer betændelse eller blødning
- Du må fjerne plastret fra lysken dagen efter undersøgelsen og gå i brusebad
Komplikationer
Ved undersøgelser med kontrastof vil man kortvarigt kunne få en fornemmelse af varme i kroppen og nogle får følelsen af at skulle lade vandet. Derudover kan undersøgelsen være forbundet med let ubehag, når lokalbedøvelsen anlægges.
Efter undersøgelsen trykkes der på indstiksstedet til blødningen er ophørt, hvilket typisk tager 1 til 10 minutter.
Ved alle indgreb – også ved KAG – er der en lille risiko for komplikationer, og skulle de opstå, er personalet specialuddannet til at tage sig af dem.
I henhold til lov fra Sundhedsstyrelsen skal du informeres om de komplikationer, der kan komme ved undersøgelsen:
- Ved indstiksstedet i lysken og på håndleddet kan der opstå blødning under huden; det giver hævelse og ømhed, men svinder i løbet af de følgende dage.
Risikoen for alvorlige komplikationer er mindre end 5 ud af 1.000 undersøgelser. Ved 1 ud af 5.000 undersøgelser kan tilstanden være livstruende. Blodprop i lungerne ses ved ca. 2 ud af 1.000 undersøgelser, men giver sjældent svære symptomer. Tilstanden behandles med blodfortyndende medicin.
Vi beder dig kontakte Hjerte- og Lungetransplantation, sengeafsnit 2153/2154, hvis der pludselig opstår utilpashed med åndenød, hoste eller
smerter i brystkassen – eller bødning fra indstiksstedet.
Husk, at du altid er velkommen til at spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Svar på undersøgelsen
Undersøgelsen kan være en del af dit udredningsprogram eller en del af dit kontrolprogram efter transplantation. Derfor kan det variere, hvornår og hvordan du får svar på undersøgelsen.