Vejledning og information til børn, unge og forældre om observation og pleje ved intravenøs port.
Hvad er en intravenøs port?
En intravenøs port er et centralt venekateter der består af et lille plastikkammer med en tyk silikone membran. Porten lægges ind under huden på brystet i fuld bedøvelse. Fra portens kammer går et blødt kateter ind i en stor blodåre og spidsen af katetret ligger lige ved hjertet. Huden over porten sys sammen med sting, som enten er selvopløselige eller som skal fjernes efter 14 dage.
Hvordan kan porten bruges?
Når porten ikke anvendes, er den fuldstændig dækket af hud. For at få adgang til blodåren skal der derfor anlægges en speciel nål, ofte kaldet en ”gripper”, gennem huden og membranen til kammerets bund.
Hvad kan porten bruges til?
Når der ligger en nål i porten, kan der tages blodprøver, gives medicin og væske samt blodtransfusioner.
Plaster
Lige når porten er anlagt, vil der være et plaster over port stedet, selvom der ikke ligger en nål. Plastret fjernes efter 24 timer og hvis huden, der er syet sammen, er tør og ikke gaber behøver der ikke længere være plaster over.
Hvis I er i tvivl om der skal plaster over når I er hjemme, skal I kontakte afdelingen.
Når der ligger en nål i porten, skal nål og indstikssted i huden altid beskyttes af et plaster. Hvis plastret er gennemsigtigt, skal det skiftes hver 7. dag, hvis det ikke er gennemsigtigt, skal det skiftes hver 2. dag. Plastret skal altid skiftes, hvis det er løst og urent eller der er kommet vand ind ved brusebad. Det er sygeplejersken der skifter plaster og renser huden omkring nålen med saltvand og sprit servietter.
Når nålen er fjernet, skal der være et lille plaster over indstiksstedet i huden i 24 timer, herefter kan det fjernes.
Brusebad
Uden nål i porten: Hvis huden over porten er lukket og tør, kan der brusebades uden plaster 24 t efter porten er anlagt. Hvis huden gaber lidt og der er sekretion ved stingene, skal der vandtæt plaster over ved brusebad.
Med nål i porten: Når der ligger en nål i porten skal der altid være vandtæt plaster over ved brusebad og plastret skal slutte helt tæt til huden. Forlængerslange med prop skal også beskyttes mod vand.
Plaster over porten skal skiftes hvis det er blevet løst og der er kommet vand ind ved brusebad.
Badekar/svømmehal, pool og havet
Der må bades i badekar, svømmehal, pool og havet når stingene i huden er fjernet, huden over porten er fuldstændig helet og det er 24 timer siden nålen er fjernet. Det er sygeplejersken som vurderer om huden er helet.
Risiko ved intravenøs port
Port og nål er fremmedlegemer, og der er risiko for at bakterier kan trænge ind langs nålen til portens kammer og kateter og give infektion. I skal være opmærksomme på feber, hjertebanken, utilpashed og om der kommer rødme, hævelse, ømhed eller pus ved port stedet i huden eller langs nålen. God hygiejne omkring port og nål er vigtigt.
Saltvand og heparin
For at nedsætte risikoen for at porten stopper til, skal den gennemskylles med saltvand hver gang den har været brugt. Hvis porten ikke skal bruges i 24 timer, skal den også lukkes med heparin, som kan være med til at sikre, at blodet ikke størkner i og omkring kateterspidsen.
Hvis porten ikke er i brug i længere tid, skal den en gang om måneden gennemskylles med saltvand og lukkes med heparin.
Hvor længe kan porten ligge
I de fleste tilfælde kan porten blive liggende under hele behandlingstiden.
Det kan være nødvendigt at skifte porten, hvis den er fuldstændig tilstoppet og ikke fungerer eller hvis der kommer bakterier i porten.
Porten fjernes i fuld bedøvelse og huden sys sammen og dækkes med et plaster.
Plastret kan fjernes efter 24 timer og hvis huden der er syet sammen, er tør og ikke gaber er det ikke nødvendigt med plaster og der må brusebades. Hvis, der skal fjernes sting, er det efter 14 dage, dette kan evt. foregå hos egen læge. Selvopløselige sting er oftest væk efter 2-3 uger
Badekar, svømmehal, pool og havet må først benyttes når suturer er væk og huden helet
Kontakt altid afdelingen hvis:
- Feber: 38° C i en time eller 38,5° C målt en gang
- Smerter
- Huden over porten ikke heler
- Tegn på infektion (rødme, ømhed, hævelse, pus ved port stedet i huden)
- Der kommer blod/væske fra port stedet i huden
Når I er hjemme med anlagt nål i porten:
- Hvis nålen glider helt eller delvist ud
- Hvis det siver med væske/blod/pus langs nålen
- Hvis der kommer smerter