Med denne pjece vil vi gerne informere om din forestående operation af næse og næseskillevæg.
Inden operationen
- Du skal faste og tørste som aftalt med anæstesilægen
- Du skal have taget et bad og vasket hår på operationsdagen
- Du må ikke have kontaktlinser, neglelak og make-up på, når du kører til operationsgangen
- Du bør så vidt muligt lade værdigenstande blive hjemme
- Det vil være muligt at have nærmeste pårørende (højest to) med på operationsgangen.
Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted og det kan være en god idé at medbringe læsestof eller lignende.
Faste og bedøvelse
Du kan læse mere om forholdene i forbindelse med faste og bedøvelse
i pjecerne:
”Anæstesi/bedøvelse”
”Om fuld og lokal bedøvelse”
Operationen
Operationen foregår gennem et lille snit i huden under næsetippen. Som støtte under helingen af den rettede næseskillevæg, indsættes ofte silikoneplader. Disse fjernes i ambulatoriet efter ca. en uge og her fjernes også de tråde som huden er syet med.
Efter operationen
Du bliver observeret et par timer på opvågningsstuen, hvorefter du kommer tilbage til dagkirurgisk afsnit eller sengeafsnittet. Efter operationen kan der være generende skorper i næsen. Du må ikke pudse næse eller ”pille næse” i ca. 2 uger. Vi anbefaler, at du skyller næse med saltvand min. 3–4 gange daglig fra dagen efter operationen. Vi anbefaler at undgå hård fysisk aktivitet i 4 uger efter operationen.
Komplikationer
Det er normalt, at der kommer let blodsiven fra næsen de første 1–2 døgn efter operationen. Du kan forsøge at sutte på isterninger. En forbinding under næsen kan opsamle evt. siven. Om natten skal du det første døgn ligge højt med hovedet.
Smerter
Det er almindeligt at have næsesmerter, tandsmerter og hovedpine efter operationen. Smerterne kan i nogle tilfælde strække sig frem til ugedagen
for fjernelse af silikonepladerne.
Restitution
Inden udskrivelsen får du en tid til kontrol i vores ambulatorium efter 7-10 dage. Vi anbefaler, at du tager en pårørende med.
Vi anbefaler 7-10 dages rekreation hjemme, hvor du bør holde dig i ro og nøjes med korte gåture. Du vil også få mulighed for en opfølgende kontrol hos kirurgen ca. 6 mdr. efter operationen.
Du skal kontakte os hvis:
- Der kommer stærk blødning fra næsen
- Du får tiltagende hævelse af ydre næse
- Du får feber
- Du får tiltagende smerter
- Du får tiltagende hovedpine
Har du brug for dokumentation for indlæggelsen, kan du få det udleveret inden du udskrives.