Indlæggelse ved mindre operation

Heri findes en række praktiske oplysninger i forbindelse med operation og indlæggelse.

At være indlagt under diskretion betyder, at din indlæggelse på afdelingen bliver holdt hemmelig for alle, der henvender sig for at høre, om du er indlagt.

Før operationen

Medbring

  • Toiletartikler
  • Morgenkåbe eller joggingtøj
  • Sko, som du går godt og sikkert i
  • Specielle hjælpemidler, som du bruger til daglig
  • Speciel medicin.

Faste før operationen

Fra kl. 02.00 om natten på selve operationsdagen må du ikke spise, drikke mælkeprodukter eller tygge tyggegummi. De fleste tilrådes at drikke 1-1½ glas saft, vand, te eller kaffe (uden mælk) senest 2 timer før bedøvelsen. Anæstesilægen giver dig nærmere besked. Vi anbefaler, at du læser pjecen ” Patientinformation om bedøvelse”.

Hvad sker der på indlæggelsesdagen/operationsdagen?

På selve indlæggelsesdagen skal du gå i bad derhjemme. Du skal møde kl.7.00 fastende og tørstende i Afdeling for Led- og Knoglekirurgi. Her vil du blive modtaget af en sygeplejerske, der vil hjælpe dig med at blive gjort klar til operationen. Det betyder at:

  • Du skal klæde om til patient tøj
  • Lægen, der skal operere dig, kommer og markerer det sted på kroppen, hvor der skal opereres, medmindre det blev gjort dagen før
  • Du bliver enten kørt til operationsafsnittet i din seng eller du bliver bedt om at gå selv

Operationstidspunktet

Tidspunktet for din operation er vejledende og kan blive udsat, hvis der opstår en akut situation. Sygeplejerskerne vil holde dig orienteret.

Efter operationen

Når operationen er overstået, bliver du kørt til opvågningsafsnittet eller måske direkte tilbage til sengeafsnittet. I opvågningsafsnittet er det kun muligt at modtage besøg i begrænset omfang og kun efter aftale med personalet.

Når du er tilbage på sengeafsnittet

Det er forskelligt fra patient til patient, hvornår man er tilbage i selve sengeafsnittet. Afhængigt af, hvordan du har det, vil du muligvis kunne komme hjem samme dag. Hvis du har været i fuld bedøvelse, skal der være en voksen person hos dig det første døgn efter operationen.

Du må ikke selv køre bil, den dag du er opereret. Overnatter du på afdelingen bliver du udskrevet næste formiddag.

Smertestillende

Du kan få brug for smertestillende håndkøbsmedicin i de første dage efter operationen. Det er en god ide at købe dette inden indlæggelsen.

Bad

Du må gerne gå i bad, men sørg for at holde plastret/forbindingen tildækket og tørt.

Hvad sker der den første dag efter operationen?

Du får morgenmad i afdelingen. Herefter vil du blive udskrevet. Svaret på vævsprøven, der er taget under operationen, er typisk klar efter 14-21 dage. Hvis du skal have svar på vævsprøven og fjernet stingene i vores afdeling, sender vi tidspunktet til dig pr. brev eller til din e-boks. Skal din egen læge fjerne stingene skal du aftale en tid, når du kommer hjem.

Praktiske oplysninger

Mad og drikke

Du kan indtage alle dagens måltider i det fælles spiseareal ved buffeten i afsnittet. Det er personalet, der betjener buffeten. Vi serverer tre måltider om dagen:

  • Morgenmaden serveres kl. 07.30 – 08.30
  • Frokosten serveres kl. 12.00 – 12.30
  • Aftensmaden serveres kl. 17.30 – 18.30.

Internet, Telefon, TV & radio

Se venligst: ”Velkommen til Rigshospitalet”. Medbring gerne dine egne høretelefoner.

Personalets arbejdsgang

Afsnittets personale arbejder i treholdsskift:

  • Dagholdet møder kl. 07:00 – 16:00
  • Aftenholdet møder kl. 15:30 – 23:30
  • Natholdet møder kl. 23:00 – 07:15

Ved hvert vagtskifte holder personalet et kort møde om indlagte patienter og dagens øvrige begivenheder.

Besøg

Vi har ingen faste besøgstider. Du er velkommen til at spørge personalet på afdelingen, hvis du er i tvivl om noget angående besøg. 

Du må meget gerne bruge I-pad’en ved udgangen til at give os feedback på din indlæggelse.

Efter udskrivelsen

Hvis du får brug for råd og vejledning vedrørende din netop overståede operation, er du velkommen til at kontakte os.

Redaktør