Når du skal have en ICD (implanterbar cardioverter defibrillator), opererer vi ICD’en ind under huden ved brystet. En ICD er et lille, lukket, elektronisk apparat, der behandler dit hjerte, hvis der opstår alvorlige forstyrrelser i hjerterytmen. ICD´en er ikke magnetisk.
ICD’en kan behandle på to måder. Den kan sende impulser og afbryde rytmeforstyrrelsen, hvis den bliver for hurtig. Impulserne kan ikke mærkes. ICD’en kan også give et stød for at genoprette den normale hjerterytme.
Du kan forvente at komme hjem samme dag eller dagen efter. Enkelte har dog behov for at blive på hospitalet lidt længere.