Hysteroskopi

Information om en kikkertundersøgelse via skeden, også kaldet hysteroskopi.

Kikkertundersøgelse via skeden (hysteroskopi)

Denne vejledning er til dig, der skal have foretaget en hysteroskopi i Fertilitetsklinik 4071.

VIGTIGT: Du må ikke være gravid når vi laver undersøgelsen.

Hysteroskopi udføres i følgende situationer:

  • Mistanke om polyp/fibrom (muskelknude)
  • Gentagne aborter eller gentagne ægoplægninger uden opnåelse af graviditet
  • Sammenvoksninger i livmoderhulen efter tidligere operative indgreb eller infektioner
  • Uafklarede blødningsforstyrrelser

Før indgrebet:

Der kan forekomme menstruationslignende smerter under og efter undersøgelsen. Vi vil derfor anbefale at du tager følgende smertestillende medicin ca. 1 time før indgrebet:
2 stk tablet Panodil/Pinex 500 mg samt 2 stk tablet Ipren 200mg. Medicinen kan købes i håndkøb. Du kan tage din vanlige medicin, med mindre vi har aftalt andet. Vi anbefaler, du spiser morgenmad hjemmefra. Tag behageligt tøj på. Du skal sætte 1 time af til hele besøget, selve undersøgelsen tager 20-30 minutter.

I klinikken:

Du bedes komme i god tid og gå på toilettet inden vi kalder dig ind på stuen, da indgrebet er nemmest at udføre med en tom blære. Anmeld din ankomst til vores sekretærer i receptionen. Lægen/Sygeplejersken vil besvare eventuelle spørgsmål inden indgrebet.

Undersøgelsen:

Du ligger i gynækologisk leje og kan tale med personalet undervejs. Lægen ultralydsskanner først gennem skeden. Vi foretager enten undersøgelsen med en tynd kikkert (3 mm), hvor det ikke er nødvendigt at udvide livmodermunden. Alternativt foretages undersøgelsen med en lidt tykkere kikkert (5 mm), hvor det er nødvendigt at udvide livmodermunden. Før vi udvider livmodermunden, lægger vi lokalbedøvelse i livmoderhalsen. Det kan til at begynde med spænde og svie lidt, men herefter forsvinder smertesansen i det bedøvede område. Livmodermunden udvides gradvist, så kikkerten kan indføres. Selve undersøgelsen foregår ved, at man gennem en kikkert ser på livmoderhulen indvendigt under samtidig skylning med sterilt saltvand. Det vil i reglen kun medføre let ubehag i form af menstruationslignende spændinger.

Hvis der findes en polyp, kan denne fjernes med en lille slynge. Alternativt kan det være at vi tager en prøve fra livmoderslimhinden. I få tilfælde vil vi ikke kunne fjerne en polyp eller et fibrom i lokalbedøvelse og du vil så få en ny tid til hysteroskopi i Afdeling for Kvindesygdomme.

Væv der fjernes i forbindelse med undersøgelsen, bliver altid undersøgt under mikroskop. Du får svar efter ca. 3 uger. Inden du forlader klinikken, aftales det, hvordan du får svar på undersøgelsen (for eksempel e-boks).

Kan der opstå komplikationer?

Der er vil altid være en lille risiko for komplikationer. De er heldigvis oftest forbigående. Det er normalt at have smerter og blødning svarende til en menstruation de første dage efter undersøgelsen. Der er en lille risiko for infektion, dette kan behandles med antibiotika. I meget sjældne tilfælde kan der komme et lille hul i livmoderen i forbindelse med undersøgelsen, som dog oftest vil trække sig sammen og hele af sig selv.

Efter indgrebet er det normalt at:

  • Der kommer lidt blødning evt. helt frem til næste menstruation.
  • Den første menstruation kan være kraftigere end vanligt.
  • Du kan få smerter i underlivet i op til en uge efter indgrebet. Har du behov for smertestillende medicin anbefaler vi Panodil og/eller Ipren.

Gode råd:

Vi fraråder samleje samt karbad eller svømmehal/havbad, de første to uger efter undersøgelsen. Du bør bruge bind og ikke tamponer.
Kontakt os, hvis du i den første uge efter indgrebet har:

  • Blødning kraftigere end en menstruation
  • Blødning med klumper
  • Ildelugtende udflåd
Redaktør