Gå til hovedindhold

Hysteroskopi - hjemme igen efter kikkertoperation gennem skeden (i lokal eller fuld bedøvelse)

Information om forholdsregler i tiden efter kikkertoperation via skeden i enten lokal eller fuld bedøvelse.

Ubehag eller smerter

Kontakt os ved kraftig blødning og tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • blødning, som er kraftigere end ved menstruation
  • blødning med klumper
  • smerter, som er kraftigere end ved menstruation
  • feber over 38 grader
  • udflåd, der lugter dårligt.

Hvis det sker efter den første uge, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Du kan bløde fra skeden

Efter operationen kan du bløde fra skeden frem til din næste menstruation. Du skal forvente, at din næste menstruation vil være kraftigere end normalt. Du kan også have udflåd. Du kan bruge almindeligt hygiejnebind, indtil blødningen er stoppet.

Hvis det begynder at bløde kraftigere, eller hvis blødningen kommer igen, efter den er stoppet, skal du kontakte os.

Du kan få lette smerter i underlivet

Op til 1 uge efter operationen kan du have menstruationslignende smerter.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du kan tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Pleje og hygiejne

Forholdsregler, så længe du bløder fra underlivet

Så længe du bløder, skal du:

  • undgå karbad, svømmehal og bad i havet
  • undlade at bruge tamponer og menstruationskop
  • bruge kondom under samleje.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse og kommer hjem samme dag, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen 2-4 uger efter operationen. Vi aftaler med dig, hvordan du får svaret. Hvis vi vurderer, at du skal komme til kontrol, indkalder vi dig.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om din operation til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden