Hyperthyreose - for højt stofskifte

Information om sygdommen og behandling.

Information til børn og voksne med for højt stofskifte.

Illustration af skjoldbruskkirtlen

Hvad er for højt stofskifte (hyperthyreose)?

For højt stofskifte er en sygdom, der skyldes for høje mængder af stofskiftehormonerne T3 og T4, der er nødvendige for mennesket. Stofskiftehormonerne dannes i skjoldbruskkirtlen (thyroidea), der sidder foran på halsen. Den lægelige betegnelse for ”For højt stofskifte” er hyperthyreose eller thyrotoksikose.

Symptomer på for højt stofskifte (hyperthyreose)

De fleste mennesker med for højt stofskifte har et eller flere af disse symptomer:

  • Uro, koncentrationsbesvær, søvnbesvær, irritabilitet, træthed
  • Ryster på hænderne
  • Føler sig varme, sveder mere end normalt
  • Hjertebanken, hurtig puls, evt. uregelmæssig hjerterytme
  • Vægttab på trods af normal eller øget appetit
  • Diarré
  • Nedsat kraft i muskler (kan fx have svært ved at gå på trapper)
  • Struma (hævelse af skjoldbruskkirtlen)
  • Uregelmæssig menstruation

Børn kan endvidere have:

  • For hurtig højdevækst
Illustration af sammenhæng mellem skjoldbruskkirtlen og hypofysen

Årsager

Den mest almindelige årsag til for højt stofskifte er Graves sygdom. Sygdommen skyldes, at kroppens eget immunforsvar angriber skjoldbruskkirtlen med antistoffer og stimulerer den til at producere for meget stofskiftehormon. Sygdommen er hyppigst hos kvinder i alderen 20-40 år, men kan ses i alle aldre hos begge køn.

Andre årsager til for højt stofskifte:

  • Godartede knuder i skjoldbruskkirtlen, der producerer for meget stofskiftehormon. Kaldes også ”varme knuder”.
  • Betændelse i skjoldbruskkirtlen, som medfører frigørelse af for meget stofskiftehormon til kroppen. Kan både være med og uden smerter i skjoldbruskkirtlen.

Diagnose

Diagnosen stiller man ved en blodprøve, hvor man undersøger niveauet af stofskiftehormoner, regulerende hormon og antistoffer. Man kan undersøge skjoldbruskkirtlen med UL-scanning eller en såkaldt scintigrafi, hvor der tages billeder af kontrastvæske optaget i kirtlen.

Behandling

Der findes flere forskellige typer af behandling til folk med for højt stofskifte: medicin, operation eller radioaktivt iod. Hos børn bruger vi stort set kun behandling med medicin i pilleform, der nedsætter skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormon. Indtil denne behandling virker dæmpende på stofskiftet, kan det være nødvendigt at supplere med medicin (Propranolol) mod for høj puls.

Nogle patienter med Graves sygdom udvikler øjensymptomer. Dette behandles med binyrebarkhormon. Hos nogle, men ikke alle, går sygdommen i ro og man kan stoppe behandlingen efter 1½ -2 år. Sygdommen kan dog blusse op igen senere i livet.

Kontrol af behandlingen

Behandlingen kontrolleres i begyndelsen med blodprøver hver 2. -4. uge. Senere kan man nøjes med at kontrollere behandlingen med blodprøver hver 3. måned.

Bivirkninger af medicinen

I sjældne tilfælde kan medicinen medføre for lavt niveau af hvide blodceller, som kroppen bruger til at bekæmpe infektioner. Hvis du får feber med temperatur over 38,5 gr., bør du derfor søge læge og få kontrolleret dine hvide blodceller. I sjældne tilfælde kan behandlingen medføre påvirkning af leveren, hvilket også bliver kontrolleret ved blodprøver.

Behandlingen kan i sjældne tilfælde fremkalde allergisk reaktion. Hvis du får udslæt, skal du gå til læge. Meget sjældent kan man udvikle betændelse i bugspytkirtlen, som kan vise sig ved pludselig anfaldvise smerter i øvre maveregion.

Graviditet og for højt stofskifte

Har man eller har haft Graves sygdom som pige, skal man have kontrolleret sit stofskifte, hvis man bliver gravid, da det kan påvirke barnet. Under graviditet behandler man med et andet præparat af hensyn til barnet (Propyltiouracil)

Mens man får Thycapsol, bør man sørge for sikker prævention. Tal med din læge, hvis du planlægger at blive gravid.

Hyppighed og arvelighed

Der konstateres 4000-4500 nye tilfælde af for højt stofskifte om året – ca. 80 % af disse er kvinder. Risikoen for at udvikle sygdommen gennem et helt liv er ca. 10 %. Man har let forhøjet risiko for at udvikle stofskiftesygdom, hvis én i familien har haft sygdommen.

Patientforening

Du kan læse mere om at have højt stofskifte hos patientforeningen for stofskiftepatienter (Thyreoidea Landsforeningen) på www.thyreoidea.dk 

Logo for Afdeling for Vækst og Reproduktion
Redaktør