Hydroxyurea - behandling med

Hydroxyurea® anvendes til behandling af flere forskellige sygdomme. Det kan både være godartede sygdomme og kræftsygdomme.

Vejledning til dig og dine pårørende om den medicinske behandling Hydroxyurea og hvordan behandlingen kan påvirke dig.
Vi håber informationen kan forberede dig på forløbet og de gener, der kan opstå.

Præparatnavn

Hydroxyurea® eller Hydrea® indeholder stoffet hydroxycarbamid.

Behandling med Hydroxyurea®  

Hydroxyurea® anvendes til behandling af flere forskellige sygdomme. Det kan både være godartede sygdomme og kræftsygdomme. Nogle sygdomme som behandles med Hydroxyurea® er f.eks. Seglcelleanæmi, Polycytæmia Vera, Essentiel Trombocytose, Kronisk Myeloid Leukæmi (CML) og andre såkaldte kroniske myeloproliferative sygdomme med overproduktion af hvide blodlegemer samt akut myeloid leukæmi (AML).

Sådan virker Hydroxyurea®

Hydroxyurea® er en form for kemoterapi. Det virker ved at hæmme cellens opbygning af bl.a. DNA (cellens genetiske kode). Hydroxyurea® mindsker især celledelingen hos celler, som deler sig hurtigt, og dermed bremses overproduktionen af celler.

Hydroxyurea® kan ikke skelne mellem syge og raske celler i kroppen. Derfor påvirker medicinen også de normale celler, hvilket er årsagen til de bivirkninger, der kan forekomme.

Sådan tager du Hydroxyurea®

Hydroxyurea® findes som kapsler, der skal synkes hele. Kapslerne er ret store. Hvis du har problemer med at indtage dem, kan det måske hjælpe at tage dem sammen med tyktflydende fødemidler som yoghurt, frugtgrød eller lignende.

Du kan med fordel tage kapslerne, inden du går i seng. Derved kan du ofte sove dig fra nogle af de bivirkninger, som behandlingen eventuelt kan medføre.
Du vil få medicinen udleveret af behandlingsstedet - dog max til 3 måneder.

Behandlingsforløbet

Behandling med Hydroxyurea® vil ofte være langvarig. Du får taget blodprøver hyppigt under behandlingen for at se, hvordan din krop tåler og reagerer på behandlingen.

Behandlingen med Hydroxyurea® er tilrettelagt specielt til dig. Du kan derfor ikke sammenligne din behandling med andres.

Bivirkninger til behandlingen

Du kan risikere at få bivirkninger af behandlingen med Hydroxyurea®. Bivirkninger er utilsig- tede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige.

Tal med personalet, hvis du oplever bivirkninger under behandlingen. Din læge og sygeplejerske kan hjælpe dig med at lindre disse bivirkninger. Hvis bivirkningerne er alvorlige, kan din læge nedsætte dosis af Hydroxyurea®, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge stoppe behandlingen helt.

Almindelig bivirkninger

En almindelig bivirkning til Hydroxyurea® er påvirkning af den raske knoglemarv, hvor dine blodceller dannes. Det kan give blodmangel, mangel på hvide blodlegemer eller mangel på blodplader.

Infektion

Du kan have øget risiko for at få infektioner, mens du er i behandling med Hydroxyurea®. Det skyldes kemoterapiens virkning på de raske celler i knoglemarven, der medfører at antallet af hvide blodlegemer (leukocytter) bliver nedsat. De hvide blodlegemer er vigtige i kroppens forsvar mod infektioner.

Vær opmærksom på

  • Almen utilpashed og kulderystelser
  • Temperatur over 38,3 ºC

Blødning

Du kan have øget risiko for at få blødninger mens du er i behandling med Hydroxyurea®. Det skyldes også kemoterapiens virkning på de raske celler i knoglemarven, der medfører, at antallet af blodplader (trombocytter) bliver nedsat. Blodpladerne er med til at stoppe blødninger.

Vær opmærksom på

  • Blødning fra næse, mund eller skede
  • Mange blå mærker eller små røde prikker i huden, specielt på benene
  • Blod i afføring eller urin

Blodmangel (lav blodprocent)

Du kan have øget risiko for at få lav blodprocent (hæmoglobin) under din behandling med Hydroxyurea®. Blodmanglen opstår hvis antallet af røde blodlegemer bliver nedsat, når behandlingen påvirker de raske celler i knoglemarven. Hvis blodprocenten er lav, skal du måske have blodtransfusion.

Vær opmærksom på

  • Åndenød
  • Hjertebanken
  • Svimmelhed

Træthed

Mange vil opleve træthed i forbindelse med sygdommen eller behandlingen med Hydroxyurea®. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nattesøvn.

Hvad kan du selv gøre

  • Flere små hvilepauser i løbet af dagen
  • Frisk luft og små gåture
  • Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål

Vær forsigtigt når du kører bil eller anvender maskiner, hvis du føler dig meget træt.

Påvirkning af slimhinder

Hydroxyurea® kan påvirke slimhinderne og gøre dem mere sarte.
Du kan f.eks. få infektion i munden. Den kan vise sig som rødme af slimhinderne, hvide belægninger eller sår inde i munden.

Hvad kan du selv gøre

  • Vær omhyggelig med mundhygieje
  • Børst gerne tænder 4 gange dagligt med en (ekstra) blød tandbørste.

Kvalme og opkastning

Du kan opleve almen utilpashed samt appetitløshed og ændret smags- og lugteoplevelse, mens du får Hydroxyurea®. Din lyst til mad kan ændre sig mens du får Hydroxyurea®. Mange oplever, at maden kommer til at smage anderledes. Nogle får også kvalme og opkastning. Hvis du oplever kvalme, kan du få kvalmestillende medicin.

Afføring

Dit afføringsmønster kan ændre sig. Du kan få forstoppelse eller tynd mave (diarré) når du starter behandlingen med Hydroxyurea®. Problemerne plejer ikke at vare ved, men tal med personalet, hvis du får behov for hjælp og vejledning.

Påvirkning af hud og negle

Hydroxyurea® kan påvirke din hud og negle, hvilket kan vise sig ved:

  • Hyperpigmentering, som betyder ’for meget pigment’, så huden bliver mørkere i områder
  • Udslæt på huden
  • Sår (ofte omkring anklerne eller på skinnebenene)
  • Afskalning af huden (oftest i håndflader og på fodsåler)
  • Flossede negle og årringe på neglene

Andre bivirkninger

I sjældne tilfælde kan Hydroxyurea® medføre hårtab, feber, nyrepåvirkning, vandladningsbe- svær, hovedpine, desorientering og andre forvirringstilstande, hallucinationer, svimmelhed eller kramper.

Hydroxyurea® kan hos ganske få give en allergisk reaktion eller påvirke lungerne, hvorved man kan få tiltagende åndenød.

Kontakt altid afdelingen ved

  • Temperatur over 38,3  eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 C (målingerne foretages med 1 times interval)
  • Blødning, som ikke standser af sig selv
  • Stærke smerter
  • Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
  • Åndenød eller stakåndethed
  • Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
  • Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
  • Udslæt
  • Forstoppelse igennem flere dage
  • Diarré, som rækker ud over 1-2 dage
  • Vedvarende opkastninger i mere end ca. 1-2 dage
  • Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
  • Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin, fx på grund af kvalme

Forholdsregler

Hydroxyurea® nedbryder mange celler i kroppen, og affaldsstofferne fra disse passerer bl.a. ud af kroppen gennem nyrer og urinveje. Du skal derfor drikke rigeligt, mens du får behandlingen - gerne 2-3 liter dagligt. Dermed beskytter du dine nyrer bedst muligt.
Hvis du eller din partner har ønske om graviditet, bør du som hovedregel undgå behandling med Hydroxyurea®. Det vil dog altid være en afvejning mellem fordele og ulemper. Tal med din læge om det så tidligt som muligt, hvis du har et ønske om at få børn, så behandlingen kan tilrettelægges bedst muligt for dig.
Du må ikke tage Hydroxyurea®, hvis du ammer.

Senfølger

Det er muligt, men ikke med sikkerhed afklaret, at mangeårig behandling med Hydroxyurea® kan medføre en øget risiko for senere udvikling af knoglemarvssvigt (Myelodysplastisk Syndrom) og akut leukæmi. Risikoen er formentlig størst ved forudgående eller efterfølgende behandling med anden kemoterapi.

Mere information

Ønsker du yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte personalet eller du kan hente oplysninger på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk.

Redaktør