Hvis dit barn har en muskellammelse i ansigtet

Øvelserne skal udføres flere gange dagligt og tager typisk 3-5 minutter.

Denne pjece indeholder information om genoptræningsforløbet og mimikøvelser til genoptræning af ansigtets muskler. Sidst i pjecen finder du et Idekatalog over lege, opgaver, hverdagsaktiviteter og selvtræningsøvelser, som kan bruges til ekstra inspiration derhjemme

Sådan foregår genoptræningen

Ergoterapeuten undersøger først, hvordan dit barn bruger sine ansigtsmuskler, og hvordan de enkelte muskler fungerer, når dit barn fx fløjter, blinker, spiser og drikker. Dernæst udarbejder ergoterpeuten, i samarbejde med dig, et genoptræningsprogram, der er målrettet dit barns symptomer og behov.

Genoptræningen vil bestå af relevante lege og aktiviteter, mimiske øvelser og specifik behandling af musklerne i ansigtet. Der vil også være fokus på, hvor aktivt dit barn deltager i genoptræningen, og hvordan han eller hun mestrer sin situation, da det har stor betydning for genoptræningsforløbet.

Målet med genoptræningen er, at dit barn genvinder sin evne til igen at bruge sit ansigt helt naturligt og symmetrisk.

Gode råd til mimikøvelserne

Øvelserne skal udføres flere gange om dagen i et langsomt og roligt tempo. Det vil typisk tage 3-5 minutter at udføre alle øvelserne i programmet. Dit barn kan enten sidde, gerne foran et spejl, eller ligge og skal kigge lige frem og slappe godt af i nakken og skuldrene.

Selvom øvelserne måske ser lette ud, kan de være svære at udføre, især i starten. Du og dit barn bliver instrueret i, hvordan I udfører øvelserne, så dit barn får mest mulig gavn af dem. Det er en god idé at lægge øvelserne ind i hverdagen som en fast rutine, så glemmer man ikke så let en træningsrunde.

Det er almindeligt at være træt eller øm i musklerne efter træningen. Dit barn kan ikke træne for meget, men hvis hun eller han stadig er træt og øm efter 15 minutter, kan I springe en træningsrunde over.

Vi anbefaler, at dit barn træner ______ om dagen.

Billedet viser en dreng smile, drikke juice og lukke ét øje.

Øvelsesprogram:

1. Løft øjenbrynene
(”se forskrækket ud”)

Løft øjenbrynene, og rynk panden
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
2. Rynk øjenbrynene
(”se vred ud”)

Rynk øjenbrynene kraftigt
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
3a. Luk begge øjne

Luk begge øjne
Hold i tre sekunder
Åbn begge øjne

Gentag _____ gange
3b. Åbn og luk øjnene

Luk højre øje
Hold øjet lukket i tre sekunder
Åbn øjet

Luk venstre øje
Hold øjet lukket i tre sekunder
Åbn øjet

Gentag _____ gange
4. Rynk på næsen
(”lugt til noget ubehageligt”)

Rynk kraftigt på næsen
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
5. Smil bredt

Smil bredt med lukket mund
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
6. Spids munden
(”trutmund”)

Spids munden kraftigt til
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
7. Åbn munden

Åbn munden så højt op som muligt
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
8. Luk munden

Bid kæben sammen, og luk læberne
Hold munden lukket i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
9. Pust luft i kinderne
(”tyggegummibobbel")

Pust begge kinder op med luft
Hold munden lukket og luften inde i kinderne
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
10. Flyt luft fra kind til kind

Pust begge kinder op med luft
Hold munden lukket
Flyt luft fra den ene kind til den anden
Hold i tre sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
11. Lav bule i kinden med tungen

Lav en bule i højre kind med tungen.
Hold i 3 sekunder
Slap af

Lav en bule i venstre kind med tungen
Hold i 3 sekunder
Slap af

Gentag _____ gange
12. Slik dig om munden

Bevæg tungen hen over læberne,
hele vejen rundt om munden

Gentag _____ gange
13. Ræk tunge

Ræk tungen lige frem
Ræk tungen op mod næsen
og ned mod hagen
Slap af

Gentag _____ gange

Hvis I har spørgsmål

Hvis du eller dit barn har spørgsmål om genoptræningen, kan du kontakte jeres ergoterapeut på hospitalet.

Er der gået mere end 3 måneder fra jeres sidste kontakt med hospitalet, skal dit barn henvises til ergoterapi igen via din egen praktiserende læge.

Når behandlingen afsluttes

I nogle tilfælde vil dit barn efter behandlingen på hospitalet få tilbudt ergoterapeutisk genoptræning og vejledning i kommunen. Ergoterapeuten på hospitalet kan forklare dig mere om mulighederne for videre genoptræning.

Hvis dit barn oplever akut forværring af muskelfunktionen i ansigtet, får smerter eller andre gener, skal du straks ringe 1813 eller kontakte egen læge.

Lege og hverdagsaktiviteter, der stimulerer til øget kontrol af muskelfunktion i ansigt, mund og tunge

Her kan du hente inspiration til, hvordan I derhjemme kan stimulere dit barn til at få øget opmærksomhed på sit ansigt og sin mund. Forslagene er ikke tænkt som et egentligt træningsprogram, men som ideer til, hvordan du gennem lege og hverdagsaktiviteter kan stimulere dit barns mundmotorik i hverdagen.

Lege der stimulerer mundmotorikken:

  • Pustelege med vatkugler, popcorn eller lignende.
  • Tegne med pustetuscher.
  • Blæse sæbebobler.
  • Spille på fløjte.
  • Dommer/fodboldfløjte.
  • Spille på mundharmonika.
  • Synge sange.
  • Ansigtsmaling og mimiklege.
  • Remser, sange og pegelege om ansigtet (øjne, ører, næse, mund m.m.).

Muligheder i forhold til at spise/drikke

  • Drikke med sugerør, gerne også lidt tykkere væsker såsom smoothies, drikkeyoghurt, koldskål, mango lassie m.m.
  • Grove fødevarer som mellemmåltid eller hyggemad/”sut”: gulerødder, bladselleri, kinaradise, rugbrødshumpler, groft brød med sej skorpe, etc.
  • Tygge lakridsrødder.
  • Spise hele stykker frugt med ”bid”: æbler, pærer, ferskner.
  • Tygge sukkerfrit tyggegummi.
  • Blæse tyggegummibobler
  • Spise popcorn, chokoladeknapper, vindruer m.m. direkte fra bordpladen kun ved hjælp af munden. Altså med hænderne på ryggen, ligesom ved ”bide til bolle-leg.”
  • Spise lakrids/jordbær/karamelsnørebånd uden brug af hænder.
  • Sutte store ”hold kæft”-bolscher, slikkepind.
  • Lidt lækkert: Is, frossen frugt på pind, frosne bær eller vindruer til at sutte på.

Mundpleje

  • Børste tænder og evt. tunge med elektrisk tandbørste.
  • Lade barnet selv tørre sig om munden.
  • Smøre læbepomade på læberne.

Patientinformationen er udarbejdet af Ergoterapien på Amager og Hvidovre Hospital og Rigshospitalet.

Redaktør