Gå til hovedindhold

Hul i skillevæg mellem hjertets to forkamre - lukning (Persisterende foramen ovale, PFO)

En PFO (Persisterende Foramen Ovale) er et lille hul i skillevæggen mellem hjertets to forkamre.

Kort om behandlingen

Du skal have lukket et medfødt hul i skillevæggen mellem hjertets to forkamre. Behandlingen skal forhindre, at der strømmer ekstra blod mellem forkamrene, hvilket kan øge risikoen for blodpropper. Behandlingen foregår gennem en blodåre fra lysken.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver behandlet.

Vigtig forberedelse

Prøver og samtaler før behandlingsdagen

3-4 uger inden selve behandlingen skal du til en forundersøgelse, hvor du får taget blodprøver og et EKG (elektrokardiogram). Mød op på det afsnit, der fremgår af din indkaldelse. Vi taler med dig om dit forløb og selve behandlingen.

Vær opmærksom på blodfortyndende medicin

Du skal fortsætte med at tage din blodfortyndende medicin. Tager du Marevan eller Marcoumar, skal din INR-værdi ligge mellem 2-2,5.

Hvis du tager blodfortyndende medicin på grund af en mekanisk hjerteklap, skal du ringe til os, så vi kan vejlede dig om blodfortyndende medicin i forbindelse med behandlingen.

Hvis du tager Pradaxa (Dabigatran), Eliquis (Apixaban), Xarelto (Rivoroxaban) eller Lixiana (Edoxaban), skal du holde pause med det på behandlingsdagen.

Hjertemagnyl, Clopidogrel og Brillique (Ticagrelor) skal du tage, som du plejer.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager vanddrivende medicin

Hvis du tager vanddrivende medicin, skal du ringe til patientkoordinatoren og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Kontakt også patientkoordinatoren, hvis du har diabetes. Du skal tage kontakt, så snart du får din indkaldelse. Se telefonnummeret nederst.

Fjern hår

Inden behandlingen skal du fjerne eventuelt hår fra begge lysker. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Hvis ikke du har en trimmer, kan du låne en på hospitalet. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion. Du skal fjerne hår i et område på 20 x 20 cm.

Illustration af området, der skal fjernes hår fra

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad og vaske dit hår, før du møder på hospitalet på dagen for din behandling. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under behandlingen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din aftale. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved behandlingen.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd eller arm, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du kan få hjælp til at slappe af

Før behandlingen går i gang, kan du få hjælp til at slappe af. Vi har meditation, du kan lytte til, eller du kan få en pude med indbygget musik. Du kan også få beroligende medicin, som virker mod angst eller bekymring.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men lyskerne er bedøvet.

Behandlingen

Når bedøvelsen virker, fører lægen et kateter til hjertet gennem en blodåre i lysken. Du kan ikke mærke katetrets bevægelser i blodåren. Gennem katetret fører lægen et device op til hjertet. Devicet består af to skiver, som folder sig ud på hver side af skillevæggen, så det dækker hullet. Vi ultralydsskanner og gennemlyser området med røntgenstråler, så vi sikrer, at devicet placeres rigtigt.

Til sidst fjernes kateteret, og såret lukkes med tråd, der bliver fjernet, inden du tager hjem.

Behandlingen varer 1-2 timer.

Lig stille lige efter behandlingen

Du skal ligge stille på ryggen i cirka 3 timer efter behandlingen for at undgå, at det bløder fra såret. Vi hjælper dig med at finde en stilling, hvor du ligger behageligt. Hvis du har brug for at komme på toilettet, hjælper vi dig med et bækken eller en kolbe i sengen. Vi hjælper dig også første gang, du skal op at stå.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig.

Du skal have medicin i en periode

Efter behandlingen skal du tage medicin. Vi taler med dig om, hvilken medicin du skal tage og hvor længe. Hvis du er startet på en ny medicin, mens du var indlagt, har vi lagt en recept, så du kan gå på apoteket med det samme og hente medicinen.

Risiko ved behandlingen

Ved nogle behandlinger er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

  • Uregelmæssig hjerterytme (hyppighed: sjældent): Hjerterytmen kan blive uregelmæssig. Vi behandler med medicin, indtil hjerterytmen er normal igen.
  • Blodansamling (hyppighed: sjældent): Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv. I sjældne tilfælde skal blodansamlingen fjernes ved en mindre operation.
  • Udposning på blodåren (hyppighed: sjældent): Blodåren kan få en udposning, hvor vi har ført katetre ind. Vi behandler udposningen med en stram forbinding.
  • Blødning i hjertesækken (hyppighed: meget sjældent): Det kan ske, at et kateter trænger gennem hjertevæggen. Hvis der går hul på hjertevæggen, vil det bløde ud i hjertesækken. Vi fjerner blodet fra hjertesækken med en kanyle. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at fjerne blodet ved en akut operation.
  • Indre blødning (hyppighed: meget sjældent): Efter behandlingen kan der opstå indre blødninger. Hvis det sker, skal du have behandling.

Hjemme igen

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 4 dage, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen 4 dage efter behandlingen. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Undgå tunge løft

Det er vigtigt ikke at belaste området omkring såret i lysken. Derfor må du ikke løfte tunge ting over 4 kg i de første 4 dage.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden