Med denne pjece vil vi informere dig om, hvad en hudtransplantation og et donorsted er, og hvordan du behandler dem, når du kommer hjem fra hospitalet.
Hvad er en hudtransplantation
En hudtransplantation har til formål at dække en defekt i huden, som ikke kan lukkes direkte ved at blive syet sammen. Det område, hvor du har fået en hudtransplantation, hedder et hudtransplantat.
Der er to typer af hudtransplantationer:
Delhud
Hudlaget er 0,2-0,6 mm. Det tages som en hudafskrabning et andet sted på kroppen, oftest på forsiden af låret. Det område hvor huden tages fra, kaldes donorsted. Donorstedet bliver pakket ind i en bandage, som skal blive siddende i 10-12 dage. Herefter vil huden i de fleste tilfælde være helet. Udpakning af donorstedet kan enten gøres af dig selv, i ambulatoriet, eller med hjælp af en hjemmesygeplejerske. Dette aftales med lægen/ sygeplejersken, inden du udskrives.
Hvis du selv pakker donorstedet ud, anbefaler vi, at du gør det i forbindelse med et brusebad. Du skal sikre dig, at forbindingen er gennemvåd, før du går i gang, så det ikke begynder at bløde. Forbindingen skal fjernes lag for lag. Sidder forbindingen meget fast, gentages proceduren dagligt til forbindingen er helt fjernet. Hvis der er skumforbinding på, løsnes kanten inden.
Fuldhud
Fuldhud er tykkere end delhud, og bruges til at dække mindre defekter, som regel i ansigt, ører og hovedbund. Huden tages oftest fra kravebenet, lysken eller foran/bagved øret. Det sted hvor huden tages fra (donorsted), syes sammen efterfølgende.
Hvilke forholdsregler skal jeg tage, når jeg bader
Når hudtransplantatet og donorstedet er helet, må du gerne tage brusebad. Vi anbefaler, at du venter yderligere en måned med at gå i karbad, svømmehallen eller bade i havvand. Det er bedst at bruge en uparfumeret og mild sæbe, når du bader, da den nye hud er mere følsom end den ”gamle”hud.
Hvor længe, og med hvad, skal jeg smøre hudtransplantatet og donorstedet Du skal smøre hudtransplantatet og donorstedet så længe det virker tørt. Vi anbefaler, at du bruger en fugtighedslotion. Den skal smøres på i et tyndt lag. Grunden til at du skal bruge lotion, og ikke creme er, at creme kan være for fed.
Hvorfor smøre huden
Hudens talgkirtler sørger normalt for en passende indfedtning af huden. Ved hudtransplantater og donorsteder er denne evne nedsat/ophørt, fordi nogle af talgkirtlerne er fjernet. Det er derfor nødvendigt at smidiggøre den nye hud ved, at smøre den dagligt. Herved opnår man, at huden bliver mere elastisk og modstandsdygtig ved bevægelser og aktivitet.
Hvordan bør jeg forholde i forbindelse med solbadning
Du skal undgå direkte sol på hudtransplantatet og donorstedet det første år efter operationen, eller så længe områderne er røde. Grunden til dette er, at der er øget risiko for solskoldning og efterfølgende misfarvning grundet hudens følsomhed. Misfarvningen forsvinder ikke igen. Du kan eventuelt tage tøj på, som dækker de involverede områder, eller bruge en uparfumeret solcreme med minimum faktor 15.
Hvordan bør jeg forholde mig, hvis mit hudtransplantat sidder på benet
Hvis dit hudtransplantat sidder på benet, har du behov for kompression. I ca. 3 måneder efter operationen, skal du bruge en særlig stram strømpe eller elastisk forbinding. Kompressionen beskytter transplantatet, og modvirker desuden at benet hæver. Vi anbefaler, at du holder benet i vandret og hvilende position, når du sidder ned. Ved første kontrol i ambulatoriet efter operationen, aftales, hvor længe benet skal aflastes, når du sidder ned.
Hvordan skal jeg beskytte mit donorsted
For at beskytte den nye hud på donorstedet anbefaler vi, at du, de første uger efter du har fået fjernet forbindingen, bruger en elastisk tubeforbinding. Du får en tubeforbinding med hjem. Du kan bruge den i et par uger, eller så længe du føler, det er behageligt, at donorstedet er beskyttet. Tubeforbindingen kan håndvaskes, og skal lægges til tørre udstrakt.
Hvornår må jeg dyrke motion
Spørg lægen, da det afhænger af hvor dit transplantat og donorsted er, og hvilken form for motion du dyrker.
I hvilken situation skal jeg kontakte hospitalet
Ved tvivlsspørgsmål er du velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i Inge Lehmanns Vej 8 2100 København Ø.