Hudpleje efter strålebehandling af hudkræft

Heri findes information efter afsluttet strålebehandling mod huden.

Denne information er til dig der har afsluttet strålebehandling mod huden. Informationen omhandler bivirkninger, der kan opstå efter strålebehandlingen samt råd om hvordan du plejer huden efter endt behandling.

Du kan få bivirkninger fra huden, når du har fået strålebehandling. Det er individuelt, hvordan huden reagerer på strålebehandlingen. Nogle vil kun få en mindre reaktion, mens andre oplever en større reaktion. Graden af reaktion fra huden er blandt andet afhængig af, hvor på huden du har fået behandlingen.

Bivirkninger ved strålebehandling af huden

Midlertidige:

Din hud kan blive rød, øm og kløende på grund af strålebehandlingen. Der kan opstå sår i det område som bestråles og i nogle tilfælde kan såret blive væskende. 

Hudreaktionen vil være mest udtalt 2-3 uger efter endt behandling. I enkelte tilfælde kan komplet opheling af huden vare op til 3 måneder. 

Varige:

Den strålebehandlede hud kan blive mindre elastisk og blive enten mørkere eller lysere, da pigmentet i huden forandres. Solpåvirkning kan forværre dette. Pigmentforandringen i det bestrålede område forsvinder ikke igen. Du kan måske se dannelse af små nye blodkar i selve huden og der kan eventuelt opstå små karsprængninger i det bestrålede område.  

Vask og pleje

Såfremt der ikke er en hudreaktion eller kun svag rødme efter strålebehandlingen, kan huden plejes med brug af uparfumeret sæbe og creme. Huden i det bestrålede område skal duppes forsigtigt ved tørring. Ved stærk rødme eller sårdannelse anbefales udelukkende brug af vand. Sæbe i sårområdet bør undgås, da det er svært at skylle væk. Sæberester kan forsinke sårhelingen samt give en øget risiko for infektion. Du må gerne vaske hår. Hvis der kommer sæbe fra hårvask i såret, skal såret skylles grundigt, for at sikre at sæberesterne fjernes. Der kan anvendes uparfumeret creme på huden, som dog ikke må komme direkte i såret. Undgå kosmetik i området.

Plaster

For at sikre en hurtigere sårheling, skal såret så vidt muligt dækkes af et plaster, som udleveres af personalet ved behandlingsapparatet. Plaster anvendes ved sårdannelse; det suger væske fra såret og forhindrer dannelsen af sårskorper. På denne måde skabes et fugtigt sårhelingsmiljø, som fremmer sårhelingen og det efterfølgende kosmetiske resultat bliver pænere 

Plasteret er en skumbandage med silikoneklæb, som kan blive siddende i flere dage. Det kan være nødvendigt at skifte plasteret hyppigt i begyndelsen på grund af væske fra såret. Hvis du løber tør for plastre, kan du købe tilsvarende plastre med silikoneklæb på apoteket. 

Creme hydrocortison 0,1 %

Creme hydrocortison 0,1 % kan anvendes på det strålebehandlede område, hvis huden er meget rød, hævet, klør og/eller ved dannelse af knopper. Cremen kan reducere rødme, kløe og hævelser i huden, men fremmer ikke en hurtigere sårheling. Cremen påføres i et tyndt lag 2 gange dagligt til generne er aftaget. Cremen påføres i området omkring såret, men ikke direkte i såret. Brug handsker eller vask hænderne før og efter påsmøring. 

Tegn på infektion

Gullige belægninger i såret er meget almindelige og en del af sårhelingen. Hvis rødmen omkring såret breder sig, området er ømt og varmt, væsker meget eller begynder at lugte kan det være tegn på infektion. Hvis du er i tvivl, om der er infektion i såret, skal du kontakte Strålebehandling, forberedelse og kontrol, klinik 3991.

Strålebehandling i nærheden af øjet

Der kan opstå irritation af øjet med øget tåreflod og rødme i øjet. Du kan også opleve sløret syn på grund af irritation af slimhinden. Hvis der er sårdannelse omkring øjet, skal du så vidt muligt anvende plaster. Hvis det ikke er muligt at anvende plaster og såret er tørt, kan du forsøge at smøre huden med uparfumeret fugtighedscreme for at holde det bestrålede område fugtigt. Cremen påføres i området omkring såret, men ikke direkte i såret. Hvis såret væsker og du ikke kan anvende plaster, kan du duppe det tørt og smøre kanterne med fed fugtighedscreme. 

Strålebehandling mod læbe og kind

Der kan opstå irritation af læben og slimhinden i munden. Det kan være vanskeligt at anvende plaster på læben. Du kan anvende en fed fugtighedscreme eller læbepomade for at holde det bestrålede område fugtigt. 
Slimhinden i munden kan blive påvirket, og det er derfor vigtigt med en god mundhygiejne. Brug eventuelt en blød tandbørste. Der kan tillige opstå smerter og besvær med at spise. Det kan blive nødvendigt at anvende sugerør i en periode. Smerterne vil som oftest kunne behandles med paracetamol eller lokalbedøvende medicin som kan købes i håndkøb. 

Strålebehandling mod næsen

Der kommer typisk sår udenpå og inde i næsen. Ved sårdannelse skal du så vidt muligt bruge plaster for at forhindre skorpedannelse. 
Der kan opstå irritation af slimhinden i næsen. Det viser sig ved tørhed, skorpedannelse og tendens til næseblod. Skorperne inde i næsen kan være meget generende. Du kan forsøge at opbløde og fjerne dem ved hjælp af en vatpind med vaseline på. Det er ikke ualmindeligt, at få næseblod i forbindelse med fjernelse af skorperne eller når du pudser næse.

Strålebehandling mod hårbunden

De generelle retningslinjer for pleje af sår gælder også her. Det strålebehandlede område i hårbunden kan være vanskeligt at pleje selv. Det kan være nødvendigt at få hjælp af en pårørende eller hjemmesygeplejerske. Du må godt vaske hår forsigtigt med uparfumeret shampoo, så længe det bliver skyllet godt for at fjerne sæberester i såret.

Undgå føntørring så længe der er sår. Der vil være permanent hårtab i det strålebehandlede område. 

Sol

Sol på det bestrålede område kan medføre pigmentforandringer på længere sigt, da huden i det bestrålede område er mere sart. Direkte sol mod det bestrålede område er derfor ikke tilrådeligt under og op til 1 år efter strålebehandlingen. Lad så vidt muligt være med at solbade specielt den første sæson efter strålebehandlingen– og gå aldrig i solarium.

Fremover skal du passe på solen og undgå solskoldninger. Du skal huske solcreme, siesta, solhat og undgå solarium. Brug solcreme med høj faktor, dvs. faktor 30-50 og brug gerne en hat med bred skygge eller søg skygge. Husk at solen ved havet eller søer er meget kraftig, da solens stråler reflekteres fra vandoverfladen. Søg skygge mellem kl. 12-15 hvor solen er kraftigst (UVindexet mere end 3). Det er en god ide at smøre rigeligt med solcreme på og gentage behandlingen ofte.

Havvand, badekar og svømmehal

Det frarådes at gå i havvand, badekar og svømmehal, så længe der er sår eller rødme på det bestrålede område. Det er for at undgå infektion.

Forholdsregler fremover

Hvis du én gang har haft hudkræft, er der en øget risiko for at få sygdommen igen et nyt sted. Du bør undersøge din hud jævnligt ved at se efter nye eller eksisterende pletter eller knuder, der ændrer farve, størrelse eller form. Det kan også være sår, der ikke heler. Kræft i huden kan også være et mærke, der let bløder eller klør. Du skal søge læge, hvis du opdager forandringer. Tal med din egen læge eller hudlæge, om hvorvidt du skal gå til regelmæssig kontrol.  

Redaktør