Hudgener på hænder og fødder

Denne patientinformation er en vejledning i, hvordan man forebygger hudgener, og hvordan man bør forholde sig, hvis de opstår.

Patientinformation

Du er tilbudt behandling med et lægemiddel, der kan give forskellige former for hudgener på hænder og fødder. Disse reaktioner kaldes ”Hånd- og fodsyndrom” (PPE: Plantar - palmar erytrodysæstesi).

Denne patientinformation er en vejledning i, hvordan du kan forebygge hudgenerne, og hvordan du bør forholde dig, hvis de opstår.

Det er ikke alle patienter, der udvikler generne. Vi kan derfor ikke på forhånd vide, om de vil ramme dig.

”Hånd- og fodsyndrom” viser sig i håndflader og fodsåler som:

  • Rødme
  • Hævelse
  • Blærer
  • Tør og/eller revnet hud
  • Øget følsomhed i huden
  • Smerter i det berørte område

Generne kan variere fra mild til svær grad, hvor grad 1 er mild og grad 3 er svær.

Hvis du oplever nogle af symptomerne, er det meget vigtigt, at du kontakter dit afsnit for at forhindre forværring af dine gener. Hvis du får hudgener i svær grad, kan det blive nødvendigt at nedsætte dosis eller ophøre med behandlingen.

Når du begynder på din behandling, vil vi anbefale dig følgende:

  • Dagligt at se på dine håndflader og fodsåler for at sikre, at der ikke er tegn på rødme, sprækker, blærer, smerter, øget følsomhed eller hævelse
  • Smøre dine hænder og fødder med fed uparfumeret creme to gange dagligt, for eksempel Ceridal, Locobase eller Decubal
  • Sørge for, at dine fødder er bløde og uden hård hud, revner eller sprækker
  • Bruge gummihandsker uden på bomuldshandsker ved vådt arbejde, for eksempel opvask

Øvrige gode råd, som måske kan forebygge eller lindre dine gener:

  • Anvend Compeed plaster ved revner på for eksempel hælene, da dette kan virke lindrende
  • Anvend fodtøj, der ikke strammer
  • Fingre- og tånegle holdes rene og kortklippede
  • Daglig fodvask og skift af sokker. Dup forsigtigt fødderne tørre
  • Undgå sæbebade, da det udtørrer huden
  • Brug strømper af bomuld og uld
  • Du kan eventuelt anvende silikoneindlæg i
  • skoene
  • Brug handsker til have og husligt arbejde
Redaktør