Gå til hovedindhold

Hornhinden - transplantation af bagerste del

Heri findes information og spørgsmål i forbindelse med øjenoperationen.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål du kan have i forbindelse med din øjenoperation. Indholdet er generelt og kan ikke erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.

Denne pjece omhandler transplantation af hornhindens bagerste del. Operationen kaldes også DMEK eller DSAEK.

Baggrund for operationen

Ved DMEK/DSAEK udskiftes den bagerste del af hornhinden, som man også kalder for endotelet. 

Operationen udføres ambulant og oftest i lokalbedøvelse. Du mærker ikke smerter under operationen. Umiddelbart efter operationen kan der være lette smerter. I månederne efter operationen skal man dryppe med øjendråber og gå til kontrol. For at kroppen ikke afstøder transplantatet, skal du nøje følge de retningslinjer, som vi angiver.

DMEK/DSAEK tilbydes til patienter, der lider af øjensygdomme, som udelukkende angriber endotelcellerne på hornhindens bagside.

    På operationsdagen

    På operationsdagen, skal du gå i bad og vaske dig i ansigtet. Undgå at bruge make-up. Du skal ikke holde pause med din vanlige medicin, med mindre du har fået anden besked ved forundersøgelsen. Du vil være vågen under operationen, derfor er det en god ide at have behageligt og varmt tøj på, da du skal ligge stille under selve operationen.

    Når du ankommer til operationsgangen, bliver du modtaget af en sygeplejerske, der vil gøre dig klar til operationen. Du får dryppet øjet, og tilbudt en beroligende tablet. Tabletten vil gøre dig sløv og døsig. Lige før du bliver hentet af kirurgen til operationsstuen, får du en hue på, der dækker dit hår. Det er for at holde operationsstuen så ren som muligt.

    Inden operationen starter, bliver der renset omkring øjet, og øjet dryppes igen. Der bliver lagt et sterilt klæde over ansigtet, således at kun det øje, der skal opereres, er frit. Klædet kan føles lidt tæt, men man kan sagtens trække vejret nedenunder. Vi hjælper dig med at holde øjet åbent under operationen.

    Under selve operationen, vil der være et skarpt lys, som du undervejs bliver bedt om at følge med blikket. Du kan mærke, at der bliver rørt ved dig, og du kan ind imellem mærke en trykken fra øjet.
    Du vil IKKE opleve smerter.

    Selve operationen

    Klargøring af transplantatet

    Det donorvæv, du vil få indopereret, er en levende hornhinde, der stammer fra en afdød, som har testamenteret sine hornhinder til transplantation. Vævet ankommer umiddelbart før operationen fra en hornhindebank og klargøres oftest, inden du kommer ind på operationsstuen.

    Fjernelse af det syge væv

    Gennem et lille snit på ca. 1-5 mm i senehinden fjernes det syge væv fra hornhindens bagside. 

    Placering af donorvævet

    Transplantatet foldes og føres ind i øjet gennem det lille snit i senehinden. I denne forbindelse kan det trykke lidt på øjet. Når transplantatet ligger, hvor det skal, foldes det ud ved hjælp af vand.

    Der blæses herefter en lille gasboble ind i øjet for at løfte transplantatet op mod din egen hornhinde. Det er ikke nødvendigt at sy transplantatet fast.

    Efter operationen skal du ligge på ryggen med ansigtet opad i ca. 1-2 timer. Derefter kontrolleres om transplantatet har suget sig fast. Har transplantatet ikke suget sig fast, blæses en ny gasboble ind i øjet.

    Efter operationen

    Når vi vurderer, at transplantatet har suget sig tilstrækkeligt fast, kan du tage hjem. De første 24 timer efter operationen anbefaler vi, at du tager den med ro og så vidt muligt ligger på ryggen også om natten.

    Når du er hjemme efter operationen

    Øjendråber er din medicin efter operationen. Efter operationen skal du selv dryppe dit øje. Før du tager hjem, lægges en recept på apotekets server. Du skal selv sørge for at hente øjendråberne. Får du brug for hjælp til at dryppe dit øje når du kommer hjem, kan vi bestille en hjemmesygeplejerske til dig. Dette hjælper vi dig med på operationsdagen.

    Recept på øjendråberne laves på operationsdagen. Hvis du ønsker at afhente øjendråberne inden operationen, bedes du kontakte os. 

    • Den første måned efter operationen skal du dryppe øjet med Tobradex/Oridecin og Acular 4 x dagligt.
    • Derefter skal du overgå til at dryppe med Monopex 4 x dagligt til 3 måneder efter operationen.
    • Herefter skal du kun dryppe med Monopex 1 x dagligt til 1 år efter operationen.
    • Efter 1 år er det som regel ikke nødvendigt at dryppe øjet.

    Hvordan føles øjet efter operationen?

    Det er normalt, at øjet kan føles irriteret og tørt efter operationen. Det kan hjælpe i en periode at dryppe med kunstige tårer for at lindre generne. Kunstige tårer kan fås i håndkøb på apoteket.

    Synet efter operationen

    Den første uge efter operationen er hornhinden meget uklar at se igennem. Du kan også være mere lyssky end du plejer. Der går normalt et par uger, før transplantatet begynder at fungere. I den periode kan synet forbigående være dårligere end før operationen. Først efter 3-6 måneder får du det fulde udbytte af operationen. Nyt brilleglas bør tidligst anskaffes efter en måned.

    Smerter

    I de første dage efter operationen kan der være lette smerter i øjet. Du kan derfor få brug for smertestillende medicin, tbl. Paracetamol a 500 mg, som fås 
    i håndkøb.

    Forholdsregler efter operationen

    • Undgå at gnide i øjet.
    • De første 24 timer efter operationen anbefaler vi, at du tager den med ro og så vidt muligt ligger på ryggen også om natten.
    • Det er ikke nødvendigt at gå med klap for øjet.
    • Benyt ikke make-up de første uger efter operationen.
    • Du må gerne gå i bad og vaske hår, som du plejer, ligesom du kan læse, se tv og arbejde ved PC/tablet og lignende som vanligt.
    • Du må gerne løfte lettere indkøbsposer, ca. 5 - 10 kg, samt foretage almindelig rengøring og huslige opgaver efter operationen.
    • I den første uge efter operationen skal du afstå fra hårdt fysisk arbejde, sex og tung motion, inkl. løb, da det kan føre til løsning af transplantatet.
    • I den første måned efter operationen må du ikke gå i svømmehallen eller bade i havvand, fordi der kan opstå infektion i øjet.
    • Hvorvidt du kan køre bil efter operationen, det afhænger af dit syn på det ikke­ opererede øje og vil være individuelt. Vi anbefaler dog, at du afstår fra bilkørsel minimum den første uge efter operationen.
    • Du skal kun være sygemeldt få dage til 1 uge.
    • Din rejseforsikring dækker først din øjensygdom, når din tilstand har været stabil i nogle måneder. Hvor længe det drejer sig om, må du spørge dit forsikringsselskab om. Hvis du bestiller et blåt EU-sygesikringsbevis i din kommune, er du inden for EU dækket som landets borgere, men der er ingen hjemtransport.
    • Hvis du rejser steder hen, hvor du ikke kan komme til øjenlæge, bør du medbringe 1 flaske Tobradex/Oridecin øjendråber. Såfremt du får symptomer på afstødningsreaktion, skal du starte behandling med dråber 6 gange om dagen og snarest muligt søge øjenlæge. Du er også velkommen til at ringe til os for at få en telefonkonsultation.

    Komplikationer efter operationen

    • I løbet af den første uge kan det ske, at transplantatet løsner sig. Der er 10 % risiko for, at denne reaktion opstår, og sker det, kan vi bringe transplantatet tilbage på plads. Det gør vi ved hjælp af en luftboble. I få tilfælde lykkes det ikke at bringe transplantatet ordentligt på plads. I så fald må man gentage transplantationen.
    • Hos op til 1 % kommer der afstødningsreaktion eller anden komplikation, som gør, at transplantatet bliver uklart og synet dårligt. I så fald må man gentage transplantationen.
    • Eftersom transplantatet virker som en indvendig kontaktlinse, kan øjets styrke ændre sig. Dette korrigeres senere med briller.

    Kontrol efter operationen

    Du skal til kontrol i Klinik for Hornhindesygdomme, ca. en uge efter operationen med mindre andet aftales.

    Du bliver indkaldt til en opfølgende kvalitetskontrol hos os ca. 2 år efter operationen. Opstår der akutte problemer med det opererede øje, skal du kontakte egen øjenlæge eller os.

    Hvor længe holder transplantatet?

    Efter en hornhindetransplantation lever du resten af livet med en beskeden risiko for, at kroppen afstøder det nye transplantat. Det sker ved, at dit eget immunforsvar angriber det fremmede væv. Hos nogle sker dette efter uger til måneder, mens det hos andre kan ske efter mere end 40 år.

    Det er muligt at behandle en afstødningsreaktion medicinsk, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på symptomerne og gå til øjenlægen hurtigst muligt, hvis de indtræder.

    Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme

    Hvis du oplever nedenstående, skal du kontakte Afdeling for Øjensygdomme.

    • Du får stærke smerter i øjet
    • Øjet pludseligt bliver meget rødt
    • Du får kraftig hovedpine
    • Du får kvalme og opkastning
    • Hvis du slet ikke kan skelne mellen lys og mørke med det opererede øje.
    Redaktør
    Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden