Du/I skal møde til test på afsnit 5064 (opgang 5, 6. sal)
Jeres barn skal have udført en af nedenstående tests:
☐ GnRH-test
☐ Synacthen-test
Hvordan foregår undersøgelsen?
Hypofysens evne til at producere hormoner kan ikke bedømmes ved en almindelig blodprøve. Det er derfor nødvendigt at udføre en række såkaldte stimulationsundersøgelser, hvor man stimulerer hypofysen til at frigøre hormon. Inden undersøgelsen lægges der en lille kanyle i en blodåre i armen. Denne kanyle vil blive brugt dels til blodprøvetagning, dels til indsprøjtning af de hormoner, der skal stimulere hypofysen, således at dens funktion afspejles. Man kan i de fleste tilfælde nøjes med ét enkelt stik. Testene kan udføres enkeltvis eller flere samtidig.
Barnet skal være rask, når testen udføres. Hvis der er feber eller stærk forkølelse, udsættes testen til senere.
Vejledning i påsætning af EMLA- plaster (trylleplaster)
Huden som skal bedøves, skal være ren og tør. Anbring plastret på huden svarende til albuebøjningen. Sæt plastret så det dækker bøjefugerne midt i albuebøjningen. Sørg for at det kommer i god kontakt med huden.
Husk at sætte plaster på begge arme. Ved anlæggelse af venflon skal der også sættes plaster på begge håndrygge.
Plastre virker bedst, hvis det har siddet på huden i en time og samtidig tages af igen 30 min. inden selve stikket.
Svar på hormontesterne
Den dag, hvor det er blevet besluttet, at barnet skal have lavet en test, får størsteparten også aftalt en ny tid til forklaring/svar på testen hos lægen. Er dette ikke tilfældet, kan det være at der er aftalt skriftlig eller telefonisk svar.
I kan forvente svar på testen efter ca. 4 uger. Skulle testen afvige fra de normale værdier, kontakter lægen jer lige så snart svaret foreligger.
GnRH-test (vurdering af kønshormonerne)
Testen kan udføres på alle tidspunkter af dagen. Der kræves ingen særlige forberedelser. GnRH (gonadotropin releasing hormon) er et naturligt forekommende hormon, som regulerer hypofysens produktion af FSH (Follikelstimulerende hormon) og LH (luteiniserende hormon).
GnRH indsprøjtes i en vene, og der udtages blodprøve efter 30 min. Koncentrationen af FSH og LH i blodet måles. Stigningen af disse to hormoner er et mål for pubertetsudviklingen hos begge køn samt testikelfunktionen hos drenge og mænd.
Der er ingen særlige bivirkninger ved testen og testen varer ca. 1 1/2 time
Synacthen-test
Testen kan udføres på alle tidspunkter af dagen. Der kræves ingen særlige forberedelser, men hvis man er i behandling med Hydrocortison eller Prednisolon, må medicinen ikke tages om morgenen før testen.
Synacthen (adrenocorticotropt hormon) er et naturligt forekommende hormon, som regulerer binyrernes produktion af kortisol. For at undersøge hypofysens evne til at regulere binyrerne, indsprøjtes synacthen i en vene, og der udtages blodprøve efter 30 og 60 min. Koncentration af cortisol og evt. andre hormoner måles.
Der er ingen særlige bivirkninger ved testen og testen varer ca. 1 1/2 time.
Nyttig information til børn, der er mødt fastende
Det er en god ide at medbringe bøger, ipod, ipad eller lignende til beskæftigelse under testen.