Hjertets nervesystem - undersøgelse (hjerte-MIBG)

Ved en skanning med radioaktivt sporstof undersøger vi hjertets nervesystem.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt dit hjertes nervesystem ved en skintigrafi. En skintigrafi er en skanning, hvor vi bruger radioaktivt sporstof. Sporstoffet gør hjertets nervesystem synligt på skanningsbillederne.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 5½ time.

Foto af patient i skanneren.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din undersøgelse, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Du vil blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt nogle typer af tøj fra det område, der skal skannes, fordi det forstyrrer skanningen. Tag gerne dine smykker af hjemmefra.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi giver dig en væske med jod, som du skal drikke. Joden beskytter skjoldbruskkirtlen under undersøgelsen. En time senere giver vi dig sporstof i en blodåre i din arm. Du ligger ned, mens vi skanner dig. På skanningsbillederne kan vi se, om hjertets nerver er i stand til at optage sporstoffet.

Skanningen varer 10 minutter. Efter 4 timer skanner vi dig igen.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Redaktør