Undersøgelsen
Du ligger på en smal briks under undersøgelsen. Vi hjælper dig med at ligge så behageligt som muligt. Vi hjælper dig også, hvis du får behov for muskelafslappende eller smertestillende medicin.
Når bedøvelsen virker, fører lægen et kateter til hjertet gennem en blodåre i armen eller i lysken. Du kan mærke kateterets bevægelser, men for det meste er der ikke gener. Du får sprøjtet kontraststof ind via kateteret, og vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se kranspulsårerne på en skærm. Det er vigtigt, at du siger til, hvis du oplever ubehag eller smerter under undersøgelsen.
Når undersøgelsen er færdig, taler vi med dig om resultatet. Hvis der er kranspulsåresygdom, fortæller vi dig om den videre plan. Det kan enten være medicinsk behandling, ballonudvidelse (PCI) med det samme eller senere eller operation (Bypass) senere.
Til sidst fjernes kateteret, og indstiksstedet lukkes med et særligt armbånd eller en prop, der opløser sig selv.
Undersøgelsen varer cirka 1 time.