Hjertetransplanterede børn og unge - mad under indlæggelse til patienter og pårørende

Afdeling for Børn og Unge har et centralt køkken, hvor indlagte børn og unge skal hente deres mad. Der gælder særlige retningslinjer for hjertetransplanterede patienter. For pårørende er der mulighed for at købe eller opbevare egen mad i køleskab.

Når I er indlagt på sengeafsnittet for Børn og Unge med Hjertesygdomme (afsnit 4144), skal I hente jeres mad i et køkken, der laver mad til de børn og unge, der er indlagt i Afdeling for Børn og Unge. Køkkenet ligger fysisk på 5. sal ved opgang 5.

Køkkenet er tilknyttet afsnittet for børn med kræft. Det betyder, at det er et ”rent” afsnit. Du skal derfor tage en overtrækskittel på, inden du går ind i køkkenet. Du må ikke benytte køkkenet, hvis du har en infektion, f.eks. forkølelse.

Husk at spritte dine hænder, lige når du kommer ind i køkkenet. Der er faguddannet personale i køkkenet, som kender reglerne for mad under og efter transplantationsforløbet. Der tages almindelige hygiejniske forholdsregler, og det er derfor ikke er nødvendigt at bruge handsker, når maden tilberedes. Vandet fra vandhanen løber igennem et filter, der fjerner bakterier og andre urenheder, så det må bruges til at skylle frugt og grønt.

Mad til dit barn

Du/I skal selv hente maden i køkkenet og tage mad fra til dit barn/den unge fra buffeten før afdelingens andre børn og forældre. Derfor skal du komme 15 min. før alle andre.

  • Morgenmad kl. 07.45-08.00 (Der bliver pakket frisk brød om morgenen, som du kan tage til dit barn/den unge)
  • Frokost kl. 11.45-12.00
  • Mellemmåltid kl. 14.00
  • Aftensmad kl. 17.30-17.45

Du kan aftale med køkkenpersonalet, at der bliver sat mad fra til dit barn, hvis du ikke kan være der på de nævnte tidspunkter. Der bliver dog ikke taget mad fra til forældre.

Mad til dig/jer

Indlagte børn og en forælder tilbydes gratis mad. Søskende under 12 år spiser også gratis. Den evt. anden forælder tilbydes at købe mad i køkkenet. Maden koster 35 kr. for morgenmad, 70 kr. for frokost og 70 kr. for aftensmad. Det er inklusiv kaffe og the samt saft og juice.

Den betalende forælder får udleveret en blanket, hvor den pågældende skal skrive de spiste måltider på, og vi sender månedsvis en regning for de spiste måltider til hjemmet. Blanketten skal ligges i mappen ”mad tilmelding”.

Du/I skal tilmelde dig/jer til måltiderne inden kl. 09.30 til frokost og inden kl. 14 til aftensmaden til afsnittets personale. Dette er vigtigt for at sikre, at der er mad til alle.

På sengeafsnit for Børn og Unge med Hjertesygdomme (afsnit 4144)

På afsnit 4144 finder I forskellige slags morgenmadsprodukter, brød, kiks, ost, marmelade, og lidt forskelligt pålæg. Der er også en fryser med børnevenlige retter, som kan supplere den daglige mad fra køkkenet. Der er desuden et køleskab til privat mad. Du må have så meget i køleskabet, der kan ligge i den boks, du får udleveret.

Al mad og drikke skal datomærkes. Fødevarekontrollen tillader ikke, at I laver mad i køkkenet, så du/I må ikke medbringe råvarer som råt kød, grøntsager med jord eller æg.

I får udleveret en pjece om køkkenhygiejne, hvor I kan læse mere om retningslinjerne, der har til formål at beskytte de indlagte børn og unge.

Barnet/den unge må af sundhedsmæssige årsager ikke drikke vandet fra vandhanen. Vi har derfor waterboxes til rådighed til de indlagte børn og unge.

Redaktør