Operationen
Vi åbner brystkassen, så hjertet og hovedpulsåren kan ses, og kobler en hjertelungemaskine til. Maskinen ilter og pumper blodet rundt i kroppen, mens hjertet standses. Vi tager en blodåre fra brystkassen, armen eller benet og flytter den til hjertet, så blodet kan løbe uden om den forsnævrede kranspulsåre. Det kan være nødvendigt at bruge flere blodårer, hvis flere af dine kranspulsårer er forsnævrede. Vi placerer nogle ledninger på hjertet, som føres ud gennem huden. Hvis din puls bliver for langsom efter operationen, kan ledningerne sluttes til en midlertidig pacemaker, som du bærer uden på kroppen. Hjertet sættes i gang igen, og hjertelungemaskinen kobles fra.
Vi lukker brystkassen med ståltråd og syr huden sammen med tråd, der opløser sig selv.
Efter operationen bløder det altid lidt. Derfor får du lagt dræn, som leder blodet fra brysthulen ned i en beholder, hvor det renses og ledes tilbage. Det gør vi de første par timer efter operationen.