Gå til hovedindhold

Hjertet - PET-CT-skanning (82Rubidium og 18F-FDG, sarkoidose-patienter), Rigshospitalet - Blegdamsvej

Undersøgelsen viser, om der er steder i hjertet eller resten af kroppen, der har sarkoidoseforandringer.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en PET-CT-skanning med to radioaktive sporstoffer (82Rubidium og 18F-Fluor-deoxy-glukose). Undersøgelsen viser, om der er forandringer i hjertet eller resten af kroppen, der skyldes sarkoidose.

Du skal forvente at være på hospitalet cirka 3 timer.

Foto af patient i skanneren.

Vigtig forberedelse

Spis kun æg, bacon og laks 2 dage før undersøgelsen

2 dage før undersøgelsen må du kun spise æg, bacon og laks.

Hvis du har spist andet mad, eller hvis du kun har spist meget lidt, dagen inden undersøgelsen, kan vi være nødt til at aflyse og finde en ny tid.

Du må kun drikke vand i de 2 dage.

Du skal faste inden undersøgelsen

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige, at fra kl. 18.00 aftenen inden undersøgelsen skal du stoppe med at spise. 
Du må kun drikke vand.

Hvis du ikke har fastet inden undersøgelsen, kan vi være nødt til at aflyse og finde en ny tid.

Kontakt os, hvis du har diabetes, er gravid eller ammer

Hvis du har diabetes, er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

På hospitalet

Undersøgelsen

Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Du bliver skannet to gange og hver skanning varer 15-30 minutter. Under skanningerne skal du ligge stille på ryggen med armene over hovedet. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden. Mellem skanningerne ligger du og hviler dig i et roligt rum for dig selv.

Undersøgelsen varer cirka 3 timer i alt.

Hjemme igen

Efter undersøgelsen

Der er ingen særlige forholdsregler, du skal være opmærksom på efter undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET-CT-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på: ’FDG-PET-skanning’, ’PET/CT-Skanner’ eller ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden