Det tager 4 - 6 uger før brystbenet er hele.
Det er brystbenet og ikke hjertet, der er årsag til, at dit barn skal være lidt forsigtig efter operationen. Der er særligt to ting efter hjerteoperationen som I, forældre, skal være opmærksomme på: Vejrtrækning og bevægelse.
Efter operationen er det vigtigt, at dit barn kommer hurtigt i gang med at lege og bevæge sig – benyt gerne legestuen og afdelingens 3 eller 4-hjulede cykler. Første gang ude af sengen skal ske allerede samme eftermiddag/aften som I er ankommet til Børn og Unge med Hjertesygdomme, sengeafsnit 4144. Når dit barn skal ud af sengen de første gange, er det vigtigt, at I forældre udstråler ro og beslutsomhed, så I er med til at sikre, at barnet er trygt og får en god oplevelse.
Bevægelse
- fremmer vejrtrækningen, hvilket nedsætter risikoen for komplikationer som f.eks. lungebetændelse
- fremmer heling af sår og knogler
- virker smertedæmpende
- fremmer dit barns velvære
Det er vigtigt, at du ikke bremser dit barn i spontan leg og bevægelse. Dit barn stopper selv, hvis der er noget, der føles ubehageligt. Sig til sygeplejerskerne, hvis du oplever dit barn har ondt.
De første 4 -6 uger efter operationen er der enkelte ting, du skal være opmærksom på af hensyn til heling af brystbenet:
- undgå at løfte dit barn under armene, men i stedet under bagdel og ryg.
- undgå at legen udvikler sig for voldsomt. Når dit barn er sammen med andre børn, skal de være under opsyn af en voksen.
- dit barn må højst løfte 4 kg, dvs. 2 kg i hver hånd.
- undgå at dit barn går med rygsæk.
- undgå at dit barn hopper i trampolin, leger i klatrestativer, rutsjer på større rutsjebaner samt gynger, hvor barnet ikke sidder fastspændt.
Svar på ofte stillede spørgsmål:
Bevægelse
- Dit barn kan godt holde til at blive båret på din skulder uden en dyne mellem jer.
- Når dit barn løftes op, brug da din krop til at komme helt tæt på dit barn. På den måde opnås en bedre sikkerhed i løftet og dit barn er fra start placeret i den stilling du ønsker at bære det.
- Dit barn må gerne ligge på maven på din brystkasse, da nærheden og trygheden ved dette er særdeles gavnlig for dit barns velvære. Hvis barnet er tilpas med at ligge på maven på et blødt underlag, er dette også helt iorden.
- Dit barn må gerne bruge armene, når det skal op og sidde, stå eller gå. Når du hjælper, skal du holde barnet i begge hænder.
- Det kan være svært at få dit barn ind og ud af højstole: Stå bag dit barn og støt barnets ryg mod din mave imens du løfter under numsen. Eller lad dit barn sidde på et stort stykke stof, så man kan bruge dette til at løfte barnet op med.
- Det er naturligt, at dit barn måske ikke drejer sit hoved mod den side, hvor CVK’et er anlagt i halsen. Dit barn vil bevæge sit hoved normalt igen når CVK’et bliver fjernet.
- Dit barn må gerne sidde i autostol.
- Når dit barn er oppe at gå og mister balancen, følg da barnet med ned eller slip hånden, undgå løft eller vrid. Dit barn kan også få støtte ved at gå med en gåvogn.
- Børn vil ofte beskytte sit operationssår, hvilket er naturligt. Vær opmærksom på, at dette ikke medfører en dårlig holdning med fremadtrukne skuldre.
- Gode huskeregner til at komme ud af sengen: op at sidde på en stol til måltider og over at sidde i lænestol med iPad eller for at se tv.
Vejrtrækning
- Det er gavnligt for dit barns lunger, at barnet er i en opret stilling. Bedst af alt, at barnet sidder på en stol med eller er gående.
- Dit barn må gerne skiftevis ligge og sove på den ene eller anden side. Stillingsskift er gavnligt for at der kommer luft til forskellige dele af lungerne.
- Ved host er det rart for dit barn at kramme en pude eller bamse imens.