Hjerteoperation - efter en

Den første måned efter operationen skal jeresbarn holdes hjemme fra skole og daginstitution.

Barnets krop og sundhed efter operationen

Alle mennesker, børn såvel som voksne, har behov for at komme sig efter en operation. Kroppen har behov for restitution, ro og hvile.

Den første måned efter operationen

Den første måned efter operationen skal jeres barn holdes hjemme fra skole og daginstitution. Jeres barn bør ikke være sammen med andre, der har en smitsom sygdom, f.eks. virusinfektion, skoldkopper m.v.

I skal være opmærksomme på, at jeres barn ikke belaster brystbenet, og barnet må ikke dyrke sport eller svømme.

Det er ikke noget problem at bruge sikkerhedssele og sidde i en autostol ved bilkørsel. Brystbenet vil være vokset sammen efter 4-6 uger, og herefter kan jeres barns normale hverdag genoptages.

Mad og drikke

Mange børn har nedsat appetit den første tid efter operationen, hvilket er helt normalt. Er jeres barn nyfødt, er det en god idé at rette henvendelse til sundhedsplejersken. Hun kan hjælpe jer med vejledning om amning og holde øje med, at jeres barn tager på i vægt og trives.

Bad

Barnet må gerne komme i brusebad efter operationen.
Der skal sættes badeplaster på så længe, der er drænsuturer. Drænsuturer kan fjernes 10 dage efter operationen, via egen læge eller af sygeplejerskerne i hjerteambulatoriet.
Når suturerne er fjernet, må barnet komme i karbad igen.

Kontrol

4-6 uger efter udskrivelsen fra afsnit 4144 vil jeres barn få en tid hos lægen i hjerteambulatoriet. Ved første kontrol i hjerteambulatoriet laver vi rutinemæssigt følgende undersøgelser:

  • Måling af højde & vægt
  • Måling af rytme (EKG)
  • Ultralydundersøgelse af hjertet (Ekkokardiogram).

I har mulighed for at få en samtale med sygeplejerskerne i Klinik for Børn og Unge med Hjertesygdomme om operationen, og jeres barns trivsel og reaktion på forløbet.

Medicin

Stort set alle børn får vanddrivende medicin ved udskrivelsen (Diural og Spironolacton). Det er individuelt, hvor længe jeres barn skal have den vanddrivende behandling. Det planlægges ved udskrivelsen fra børneafdelingen, eller af jeres kontaktlæge i Klinik for Børn og Unge med Hjertesygdomme.

I vil få en recept med på medicinen, og afdelingen vil sørge for, at I har medicin til den første tid hjemme.

Nogle former for medicin kan være vanskelige at få bestilt hjem. Der kan være lang leveringstid på op til 7-10 dage.
Det er derfor vigtigt, at I retter henvendelse til jeres lokale apotek, således at medicinen bliver bestilt i god tid.

Vaccinationsprogram

Jeres barn kan genoptage det normale vaccinationsprogram 6 uger efter operationen, med undtagelse af MFR-vaccinationen, som først må gives efter 3 måneder.

Problemer efter en hjerteoperation

Der opstår sjældent komplikationer efter udskrivelsen, men I skal være opmærksomme på hvordan jeres barn har det.

Rødme og hævelse omkring arret samt eventuel feber kan være tegn på infektion.

Klager jeres barn over utilpashed, er klamt/svedende og/eller med hurtig vejrtrækning, kan det være symptomer på væske i hjertesækken (percardieeksudat) eller væske mellem lungehinderne (pleuraeksudat).

Ved mistanke om sygdom der ikke direkte vedrører operationen og jeres barns hjertesygdom, skal I rette henvendelse til egen læge.

Redaktør