Behandlingen
Når bedøvelsen virker, fører lægen et kateter til hjertet gennem en blodåre i lysken. Vi bruger røntgen til at sikre, at kateteret placeres rigtigt. Lægen fører den nye hjerteklap på plads gennem kateteret. Hjerteklappen sidder fast på en stent, som er et rørformet metalgitter, der er foldet sammen omkring en ballon.
Når hjerteklappen er på plads, fyldes ballonen med væske og den gamle hjerteklap presses til siden. Herefter udvider stenten med den nye hjerteklap sig, sætter sig fast og erstatter den syge hjerteklap.
Til sidst fjernes kateteret, og stikket i lysken lukkes med en prop, der opløser sig selv, eller tråd, der bliver fjernet, inden du tager hjem.
Behandlingen varer 1-2 timer.