Hjerte - blodgennemstrømning - CT-skanning - (hjerteperfusion)

En CT-skanning er en røntgenundersøgelse, som viser detaljerede billeder af kroppen. Ved skanningen undersøges hjertets blodgennemstrømning.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af hjertets blodgennemstrømning. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Vi bruger kontraststof for at gøre forskellen mellem hjertet, blodkar og væv tydeligere.

Undersøgelsen varer op til 1½ time, men det er en god idé at afsætte cirka 3 timer, da der kan være ventetid undervejs. Undersøgelsen foregår på Afdeling for Røntgen og Skanning

Vigtig forberedelse

Du skal eventuelt have taget en blodprøve

Inden undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, hvis du har:

  • diabetes
  • en nyresygdom eller er opereret i nyrerne

Blodprøven skal vise, om dine nyrer kan tåle kontraststoffet.Vi bestiller tid til blodprøvetagning inden undersøgelsen, hvis det er aktuelt for dig. Blodprøven må normalt højst være 3 måneder gammel. Hvis du er indlagt, er der andre forholdsregler.
Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give os besked. Sig det også til os ved selve skanningen.

Fortæl os, hvis du har astma eller KOL

Har du astma eller KOL, skal du fortælle os det inden undersøgelsen, da det kan betyde, at vi skal tage nogle særlige forholdsregler.

Tag eventuelt medicin op til undersøgelsen

Hvis du har fået udleveret medicin eller recept på medicin i forbindelse med undersøgelsen, skal du huske at tage den efter lægens anvisning. Det er ikke alle, der skal tage medicin op til undersøgelsen.

Tag din øvrige medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din øvrige medicin, som du plejer.

Undgå fysisk anstrengelse på dagen

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan betyde, at vi er nødt til at aflyse.

Undgå koffein

For at resultatet bliver så korrekt som muligt, må du ikke spise chokolade eller drikke kaffe, te, cola eller kakao fra klokken 16 dagen inden undersøgelsen.

Undgå rygning på dagen

Du må ikke ryge på dagen for undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt tøj fra det område, der skal undersøges.

Du får taget EKG (elektrokardiogram)

Vi tager et EKG (elektrokardiogram) før undersøgelsen for at undersøge din hjerterytme. Det foregår ved, at du ligger på ryggen, mens vi sætter elektroder på dit bryst og dine arme og ben. Elektroderne registrerer din hjerterytme.

Vi gør dig klar til kontraststof

Før du bliver skannet, lægger vi en nål i en blodåre i din arm, så vi kan give dig kontraststof under undersøgelsen.

Du kan få medicin, der sænker din puls

Hvis din puls er for høj, kan det påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor giver vi dig eventuelt en tablet med betablokker, som sænker din puls. Du skal vente, indtil medicinen virker. Det kan tage op til 3 timer afhængigt af, hvad du vejer.

Undersøgelsen

Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i CT-skanneren. Du skal ligge helt stille på ryggen under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du har elektroder på, så vi kan registrere din hjerterytme.

Under skanningen får du kontraststof i blodåren. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag og en følelse af varme i kroppen.

Først skanner vi dig, mens du hviler. Dernæst giver vi dig medicin, der øger din puls, og skanner dig igen.

Efter undersøgelsen

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får det dårligt efter undersøgelsen eller får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Undlad blodprøver 4 timer efter skanningen

Få taget eventuelle blodprøver inden skanningen. Efter undersøgelsen skal du vente mindst 4 timer med at få taget blodprøver, da resultatet ellers kan være misvisende. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du vente endnu længere.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen fra os enten med digital post eller per brev. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør