Undersøgelsen
Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Herefter skal du hvile dig i 20 minutter, mens sporstoffet fordeler sig.
Vi udleverer ørepropper, da skanneren støjer en del, når vi tager billeder. Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i MR-skanneren.
Mens du ligger i skanneren, giver vi dig eventuelt også kontraststof i en blodåre. Du bliver skannet flere gange i løbet af undersøgelsen og skal eventuelt også skannes i en CT-skanner før eller efter PET-MR-skanningen. Det taler vi med dig om inden undersøgelsen.
Du skal ligge helt stille på ryggen med hovedet i en hovedstøtte under skanningen, så billederne bliver skarpe.
Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.
Skanningen varer 25-45 minutter.