Håndforbrændinger

Håndforbrændinger behandles med en bakterie-dræbende creme (Flamazine). Det er vigtigt at bevæge fingrene, når man er blevet forbrændt for at undgå stive led.

Behandling af brandsår på hænderne

  • Vask hånden i almindeligt vand og sæbe og skyl omhyggeligt
  • Pil/klip eventuel løs hud af med en ren saks
  • Tør forsigtigt med et rent håndklæde eller køkkenrulle
  • Smør et tyndt lag bakterie-dræbende creme (Flamazine) på det
    forbrændte område
  • Til slut skal du vikle et tyndt lag gaze om håndleddet, komme hånden i en almindelig frysepose og lukke den med plaster rundt om håndleddet. Brug en ny pose ved hvert skift

Plastposen gør, at brandsårene holdes fugtige og sårskorperne holdes bløde. Det gør det lettere at bevæge hånd og fingre.

Sårene væsker ofte en del de første dage, så det kan være nødvendigt, at skifte pose flere gange i løbet af dagen, vaske hænder og påføre ny creme. På grund af den fugtige sårbehandling får du ”vaskekonehud” på hænderne. Det kan se uhygiejnisk ud, men det er den bedste måde at behandle brandsår på hænderne. Det er normalt, at væsken og sårfladerne bliver gullige pga. den
fugtige sårbehandling. Dette er ikke tegn på betændelse.

Neglene kan blive midlertidigt brune under behandling med Flamazine, hvilket forsvinder når neglene vokser ud.

Sårene skal vurderes af en læge 10-12 dage efter uheldet for at se om det er helet eller eventuelt yderligere behandling/operation er nødvendig.

Hvorfor er det vigtigt at bevæge fingrene?

For at undgå stive og hævede fingerled, skal du bevæge fingrene flere gange dagligt ved at knytte hånden helt og strække fingrene helt ud. Desuden skal du bruge fingrene til almindelige gøremål (når du spiser, drikker, børster tænder osv.).

For at undgå at hænderne hæver, kan du holde dem på højde med hjertet. Når du sidder ned, kan du f.eks. lægge armene på en pude.

Kontakt egen læge eller ring 1813 hvis

  • Der kommer dunkende smerter og feber
  • Fingrene bliver hvide eller føles kolde

Hvor skal jeg komme til kontrol?

  • Egen læge
  • Brandsårs Ambulatoriet på Rigshospitalet, Afsnit 3004, Opgang 3 i stuen. Bestil tid på tlf. 38 65 37 64
Redaktør