HER2 positiv brystkræft - skift fra trastuzuman til biosimilær trastuxumab

Biosimilær trastuzumab har samme virkning som trastuzumab. Det vil sige, at det er et antistof, der kan mindske kræftcellernes vækst.

Medicinrådet har besluttet, at alle patienter i Danmark, der behandles for HER2 positiv brystkræft med trastuzumab (Herceptin) skal overgå til biosimilær trastuzumab (Ontruzant)  fra den 1. oktober 2018. Der vil i dette være en millionbesparelse på medicinen.

Et biosimilært lægemiddel er et lægemiddel, der i det væsentlige har samme aktive indholdsstof som et andet biologisk lægemiddel, og som kommer på markedet, efter patentet på det originale lægemiddel er udløbet. Et biosimilært lægemiddel har samme dispenseringsform og styrke som referencelægemidlet.

I det følgende kan du læse om, hvordan behandlingen fremadrettet kommer til at foregå, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger du kan opleve.

Sådan virker behandlingen

Biosimilær trastuzumab har samme virkning som trastuzumab. Det vil sige, det er et antistof, der kan mindske kræftcellernes vækst.

Hvordan foregår behandlingen

Som ved trastuzumab gives behandlingen med det nye biosimilære trastuzumab hver tredje uge. Den væsentligste forskel er, at biosimilær trastuzumab skal gives som intravenøs behandling. Det vil sige, at du ved hver behandling skal have anlagt et drop. Derfor vil du i fremtiden skulle sætte mere tid af til behandlingen, end du plejer. 

Sådan forbereder du dig

Du vil fortsat blive kontrolleret med MUGA-scanning hver 3. måned. 

Sådan forløber behandlingen

  • Behandlingen foregår om eftermiddagen i tidsrummet fra kl 15.00 – 17.00 for patienter i efterbehandling.
  • Hvis du har fået behandling med trastuzumab i længere tid, er der ikke ekstra observation efter endt behandling med biosimilær trastuzumab. Skifter du til biosimilær trastuzumab inden du har fået 3 behandlinger, kan der blive tale om længere observationstid ved de første behandlinger.
  • Antallet af behandlinger er uændret i forhold til, hvad du tidligere er blevet informeret om.

Bivirkninger af behandlingen

Der er de samme bivirkninger til biosimilær trastuzumab, som til trastuzumab.
Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige. Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre, og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.

Bivirkninger:

  • Forbigående feber 
  • Kulderystelser
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Hududslæt
  • Svimmelhed
  • Diarre
  • Hovedpine

 
I sjældne tilfælde ses:

  • Åndenød
  • Blodtryksfald
  • Hurtig puls

De fleste bivirkninger kan afhjælpes med medicin. Eventuelle bivirkninger optræder som regel umiddelbart efter behandlingen med biosimilær trastuzumab er givet, men de kan i sjældne tilfælde optræde på et senere tidspunkt.

Andre bivirkninger er:

  • Diarre
  • Forstoppelse
  • Halsbrand
  • Udslæt
  • Svaghed
  • Påvirkede levertal
  • Kramper i benene

Mere viden

Hvis du vil vide mere om baggrunden for udskiftning til biosimilær trastuzumab, har medicinrådet udarbejdet en rapport du kan finde på www.medicinraadet.dk/vurdering-af-biosimilaertrastuzumab

Redaktør